Prøv avisen

Kaptajn: Nazilogik at antyde, at bådflygtninge ikke skal reddes

Den tyske kaptajn Klaus Vogel kan ikke forstå, at beretningerne om de mange døde i Middelhavet ikke skaber flere overskrifter. ”Jeg havde regnet med, at europæerne ville rejse sig i harme over, at Mare Nostrum blev nedlagt. Men intet skete. Jeg mener, at vi alle har et ansvar for at handle, der hvor vi kan,” siger han om den nedlagte humanitære operation i Middelhavet, der fik ham til at danne SOS Méditerranée, hvis skib ”Aquarius” samler nødstedte migranter op fra havet. Her ses Klaus Vogel i hvid dragt i forbindelse med en redningsaktion i Middelhavet. Foto: SOS Méditerranée

Når man begynder at antyde, at vi ikke behøver at vise empati for visse kategorier af mennesker, og at bådflygtninge i Middelhavet ikke skal reddes, er man på vej ind i en nazilogik, mener kaptajn i den tyske handelsflåde og grundlægger af SOS Méditerranée Klaus Vogel

Klaus Vogel er 60 år og kaptajn i den tyske handelsflåde. Han er også historiker. Og han er grundlægger af en af de hjælpeorganisationer, som ifølge EU’s indenrigsministre gør sig til medskyldige i menneskesmugling ved at fiske flygtninge og migranter op af Middelhavet ud for Libyen.

Siden 2015 har SOS Méditerranée reddet 20.000 mennesker fra druknedøden. Udmattede og dehydrerede mænd, kvinder og børn er blevet hentet op fra bølgerne eller fra synkefærdige, overfyldte både og har fået førstehjælp om bord, inden de er blevet sejlet til Lampedusa eller andre italienske havne. Og når nogen antyder, at denne indsats er angribelig, udløser det hos Klaus Vogel en afmålt, men isnende kold vrede.

”Hele diskussionen om, hvorvidt vi bidrager til menneskesmugling, er en afskyelig diskussion. Kritikken af hjælpeorganisationerne fører uvægerligt til den slutning, at det vigtigste ikke er at redde så mange menneskeliv som muligt, men at det er i orden at lade dem dø. Hvis vi er vidne til et trafikuheld og ikke hjælper de tilskadekomne, kan vi blive sigtet for at undlade assistance til mennesker i nød. Det er strafbart. Det er samme etiske udfordring, vi står over for. Vi har pligt til at komme mennesker til undsætning, når de er i livsfare. Vi har et ansvar for at redde mennesker fra druknedøden, hvis det står i vores magt,” siger han.

Hjælpeorganisationer som SOS Méditerranée og Læger uden Grænser, der forsøger at redde migranterne i Middelhavet, er de seneste uger blevet udsat for kritik for at bidrage til at øge flygtningestrømmen mod Italien og Europa. Ved at ligge med tændte projektører ud for den libyske kyst hjælper de reelt menneskesmuglerne, der sender flygtningene ud på bølgerne i sikker forvisning om, at de vil blive reddet af hjælpeorganisationerne. De bidrager til at øge strømmen af flygtninge ved at gøre flugten over Middelhavet mere sikker, lyder kritikken blandt andet fra den danske udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der taler om ”en uhellig alliance mellem ngo’er og menneskesmuglere”.

Senest har EU’s indenrigsministre krævet, at hjælpeorganisationerne efterlever en såkaldt moralkodeks på 11 punkter. For eksempel må skibene ikke ligge med tændte projektører for at vise, at de er i farvandet. Og de må heller ikke flytte migranterne fra et skib til et andet og organisere redningsarbejdet, så nogle skibe redder dem op af havet, mens andre sejler i rutefart til de italienske havne.

”Denne debat om en kodeks for redningsarbejdet er latterlig. Ngo’erne har allerede udarbejdet egne retningslinjer. Vi tænder for eksempel ikke projektører, som man beskylder os for. Det kan være forekommet, men ingen gør det i dag. Og det er latterligt at hævde, at vi skulle favorisere menneskesmugling. Sandheden er, at menneskesmuglerne er komplet ligeglade med, om flygtningene omkommer. De sender skibene ud, uanset om der er redningsskibe i farvandet eller ej, for det er det, de tjener penge på. Alt dette ved de europæiske politikere udmærket godt. Men de overlader det etiske ansvar for at redde menneskeliv til hjælpeorganisationerne og pålægger os dermed en opgave, som vi ikke kan blive ved med at bære,” mener han.

”Og hvad er meningen med kravet om, at man ikke må redde de nødstedte med ét skib og derefter flytte dem til et andet, større skib for at kunne fortsætte med at redde andre menneskeliv? At vi skal gøres mindre effektive, så vi kan redde færre mennesker? Og at flere skal dø? Det kan jeg ganske enkelt ikke acceptere. Vi har pligt til at komme mennesker til undsætning, når de er i livsfare. Hvad der skal ske med dem bagefter, er et andet spørgsmål. Vi har ikke nødvendigvis en pligt til at give dem alle ophold. Men vi skal ikke blande de to spørgsmål sammen,” siger Klaus Vogel.

Han besluttede at danne SOS Méditerranée i 2013 efter nedlæggelsen af Italiens humanitære Operation Mare Nostrum, der havde tilladt de italienske kystvagter at redde mindst 100.000 menneskeliv. I stedet oprettede EU’ grænsekontrol, Frontex, Operation Triton, der går ud på at patruljere langs de italienske kyster. Men uden at nærme sig de overfyldte gummibåde, der forliser tættere på det libyske territorialforvand.

Som kaptajn på containerskibe i den tyske handels-flåde kender Klaus Voget Middelhavet som et lumsk og farefuldt hav.

”Hvem skal nu komme disse mennesker til undsætning?”, spurgte han sig selv.

Sammen med sin hustru, Karin, rejste han til Lampedusa og konstaterede ved selvsyn, hvordan italienske ildsjæle næsten uden støtte med undtagelse af hjælpe- organisationer som Malteserordenen og Medecins du Monde forsøgte at forhindre Middelhavet i at udvikle sig til en gravplads. Lig skyllede næsten dagligt op på øens strande. Menneskeknogler dukkede ud af sandet. En 97-årig indbygger på Lampedusa, erfarede de, var holdt op med at spise fisk fra Middelhavet, hvor de ligesom efter tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004 formentlig næres af de druknedes lig.

Klaus Vogel besluttede, at han måtte skaffe et redningsskib.

”Siete Pazzi, De er vanvittig. Men vi bakker Dem op,” sagde borgmesteren i Lampedusa, da Klaus Vogel forklarede hende om sin plan.

SOS Méditerranée blev dannet i 2015 og købte for private donationer i især Frankrig og Tyskland skibet ”Aquarius”, der var ankret op i havnen i Sassnitz på Rügen efter at have patruljeret i Nordsøen for den tyske stat.

”Jeg kan ikke forstå, at beretningerne om de mange døde i Middelhavet ikke skaber flere overskrifter. Jeg havde regnet med, at europæerne ville rejse sig i harme over, at Mare Nostrum blev nedlagt. Men intet skete. Jeg mener, at vi alle har et ansvar for at handle, der hvor vi kan,” siger Klaus Vogel.

Livet på havet har lært ham betydningen af solidaritet og af redningsindsatsen for søfolk og rejsende i havsnød. Hjælpen til forliste søfolk er et af historiens første eksempler på, at civilsamfundet har dannet hjælpeorganisationer. Den første tyske redningsorganisation for søfol k i havsnød, DGzRS, blev dannet i 1865 som reaktion på forliset af ”Johanne”, der var sunket ud for Spiekeroog ved Bremerhaven i 1854. 77 mennesker, heraf 34 kvinder og 25 børn drukende, alle på vej til Amerika.

”De var datidens migranter,” skriver Klaus Vogel i bogen ”Alle lever”, som netop er udkommet i Frankrig.

Her beskriver han også den forskning i søfarts- og migrationshistorie, som han har foretaget som historiker. Foruden sin eksamen som søofficer har Klaus Vogel en universitetsgrad i historie, filosofi og økonomi fra universitetet i Göttingen, hvor han i en årrække forskede ved Max Planck-Instituttet.

”Igennem flere århundreder var det europæerne, som var verdens migranter og flygtede massivt til USA fra sult, fattigdom og religiøs forfølgelse i Europa, som man kan forvisse sig om for eksempel ved at besøge Ellis Island i New York,” skriver Klaus Vogel.

Han har blandt andet fundet historien frem om skibet ”Saint Louis”, som i 1938 forlod Tyskland med kurs mod Cuba med 930 jødiske passagerer. Men da det nåede frem, fik kun 22 jøder lov at gå i land. Skibet blev dirigeret mod Miami i USA, hvor flygtningene søgte asyl, men præsident Roosevelt havde indført strenge indvandrings- restriktioner som følge af den økonomiske krise i kølvandet på børskrakket i 1929.

”Saint Louis” blev sendt tilbage til Antwerpen. 278 af passagererne omkom i nazisternes koncentrationslejre.

Nazismen og Anden Verdenskrig fylder meget i Klaus Vogels personlige familie- historie. Bedsteforældrene på den fædrende side var kommunister og antinazister fra Hamborg, mens bedsteforældrene til den anden siden var medlemmer af nazipartiet NSDAP til det sidste. Vogels forældre oplevede sønderbombningen af Hamborg i 1943, og Klaus Vogel trækker en lige linje fra Aleppo til Hamborg, Dresden, Hiroshima, Beirut og Sarajevo. I forældrenes gemmer har han fundet et billede af Hamborg i 1943.

”Billedet ligner Aleppo i dag. For 70 år siden var det os, der lå under ruinerne. Det er ligegyldigt, hvem der bomber hvem af hvilken grund. Det er de samme billeder og de samme grædende børn, der er dækket af blod og støv. Vi må forstå, at det 20. århundredes store katastrofe, nazismen og Anden Verdenskrig, skyldes, at vore bedsteforældre udviklede en selektiv empati,” skriver Klaus Vogel i sin bog.

”At se tilbage på den tyske historie hjælper os med ikke at glemme, hvor vigtigt det er at oppebære visse etiske standarder,” siger han.

”Og nej, det er er ikke overdrevet at drage en parallel fra nutiden til nazismen, jødeforfølgelser og holocaust. Selvfølgelig kan intet sammenlignes med nazismens forsøg på at udrydde jøderne. Men når man hævder, at vi ikke skal hjælpe disse mennesker, og at vi ikke har samme etiske pligt til at redde dem, som vi ville have til at redde vores naboer i nød, så er vi inde i en nazilignende logik. Når man hævder, at det ikke er vores ansvar, og at dette ikke kommer os ved, er vi i færd med at fratage disse mennesker deres menneskelighed. Vi begynder at skelne mellem dem, vi skal bekymre os om, og dem, vi ikke har samme etiske ansvar for at komme til undsætning. Det er et etisk skred. Nazisterne mente ikke, vi behøvede at have samme empati for jøder som for andre. Når vi får en selektiv empati, begynder nazi-ideologien. Og jeg er dybt chokeret over, at denne selektive empati nu igen vinder frem i Europa,” siger Klaus Vogel.

Han mener, at europæerne også har glemt erfaringerne fra Europas og Tysklands deling af Jerntæppet. Fire millioner mennesker flygtede fra Østblokken, minder han om.

”Jeg husker Jerntæppet, og hvordan mennesker engang betalte med livet, fordi de ville flygte over denne grænse. Jeg husker også, hvordan de, der hjalp østtyskerne til at flygte, blev betragtet som helte. Der var sågar domstolsafgørelser, der dømte de flygtede til at betale det, de skyldte for at være blevet hjulpet ud af Østtyskland. Læg vel mærke til, at jeg ikke ville drømme om at sammenligne nutidens menneskesmuglere med datidens hjælp til at flygte ud af Østblokken. Men det er sundt at holde sig dette perspektiv for øje. Hvad er forskellen – at Jerntæppet handlede om tyskere? Har vi ret til at gøre os til herrer over, hvem der har lov til at leve, og hvem der bare skal dø?”, spørger han retorisk.

”Europa har selvfølgelig en ret til at kontrollere sine grænser og bestemme, hvem der må komme ind. Men Europa har også en pligt til at sørge for, at vores grænser er sikre, og at mennesker ikke dør på vores dørtærskel – i åbne både uden den mindste beskyttelse, uden så meget som at kunne svømme. Vi taler om kvinder og børn, vi taler om nyfødte. Jeg har set kvinder føde på vores skib efter at have været undervejs i månedsvis og efter at have forladt en tilværelse under vilkår, ingen europæere ville være i stand til at udholde. Middelhavet er blevet verdens mest dødbringende grænse. Det er vores fælles ansvar at standse denne massedød.”

180.000 flygtninge og migranter landede i Italien i 2016.

”Jeg opfatter det som et ideologisk standpunkt at ville forhindre hjælpeorganisationerne i at redde disse mennesker med argumentet om, at ’vi kan jo ikke hjælpe alle’. Vi kan hjælpe. Vi har midlerne til det. Set i forhold til indbyggertallet i EU er det en dråbe i havet. Vi kan tage imod dem. Jeg siger ikke, at vi skal, det er ikke mit ærinde, og det tilkommer ikke mig at afgøre det. Men det er et ideologisk synspunkt at hævde, at vi ikke kan.”

Klaus Vogel er dybt rystet over, at hans og andres forsøg på at redde mennesker fra at drukne kan udløse en så polariseret debat.

”Det burde ikke være polariserende at stå fast på, at man skal redde mennesker fra druknedøden. Det er ikke et ekstremistisk synspunkt at hævde, at vi skal redde mennesker i livsfare. Det er et ekstremistisk synspunkt at hævde, at vi ikke skal,” siger den tyske kaptajn.

Her ses Klaus Vogel i hvid dragt i forbindelse med en redningsaktion i Middelhavet. Foto: SOS Méditerranée