I modsætning til de fleste andre præsidenter i verden, der vælges ved et direkte valg, hvor vælgernes stemmer afgør, hvilken kandidat, der vinder, bliver præsidenten i USA udpeget gennem et in-direkte valg. Vælgernes stemmer går videre til et antal valgmænd i hver stat, som reelt er dem, der afgør, hvem der bliver præsident og vicepræsident. Den kandidat, der har opbakning fra mindst 270 af de 538 valgmænd, kan blive præsident.
Hvordan fungerer valgmandssystemet?
Når de amerikanske vælgere sætter kryds ved Hillary Clinton eller Donald Trump, bliver deres stemme udelukkende brugt til at regne ud, hvor mange valgmænd henholdsvis Det Demokratiske Parti eller Det Republikanske Parti får.
Hver delstat har et bestemt antal valgmænd alt efter befolkningstal – Florida har for eksempel 29 valgmænd, mens Montana har tre – og den kandidat, der får flest stemmer, sikrer sig samtidig alle valgmandspladser i den pågældende delstat, uanset hvor snert resultatet er. Det kaldes ”Vinderen tager det hele-princippet”. Vinder Trump for eksempel i Montana med 50,5 procent af stemmerne foran Hillary Clinton med 49,5 procent af stemmerne, er det tre valgmænd fra Det Republikanske Parti, der indgår i den videre valgproces og er med til at afgøre, hvem der skal være præsident og vicepræsident. Derimod får Demokraterne ingen valgmænd.
En undtagelse er de to delstater Nebraska og Maine, hvor valgmændene fordeles efter, hvor stor en andel af stemmerne, de opstillede kandidater har fået.
Der er i alt 538 valgmænd, og en kandidat skal have mindst 270 valgmænd bag sig for at blive præsident. Valgmændene træder sammen i deres respektive delstater den første mandag efter den anden onsdag i december, hvor den formelle afstemning om USA’s næste præsident finder sted. I år sker det den 19. december.
Hvem er valgmændene?
Valgmændene er som regel udvalgt af de politiske partier, der står bag de pågældende præsidentkandidater. Opgaven går traditionelt til mangeårige, trofaste partimedlemmer, som man kan være sikker på vil stemme loyalt på den kandidat, som partiet officielt støtter. I nogle delstater står valgmændenes navne på stemmesedlen nedenunder præsident- og vicepræsidentkandidaternes navne.
Når præsidentvalget er overstået, udarbejder guvernøren i hver delstat et dokument over de kandidater, der har vundet valget, og hvem deres valgmænd er. Dokumentet sendes til Kongressen og Rigsarkivet.
Grafik: Klik på staterne for at se fordelingen af valgmænd
Præsidentvalget den 8. november bliver vundet af den kandidat, der opnår et flertal på 270 af de 538 stemmer i valgkollegiet.
Skal valgmændene stemme på den kandidat, de er udpeget til at repræsentere?
Der er ingen bestemmelser i den amerikanske forfatning eller nationale lovgivning, der tvinger valgmændene til at stemme i overensstemmelse med flertallet bag deres partis kandidat. Der er dog delstater, der kræver, at valgmændene skal stemme i henhold til flertallet, og den amerikanske højesteret har gjort gældende, at der ikke er noget i forfatningen, der kræver, at valgmændene skal stilles fuldstændig frit.
Erfaringen viser ifølge det amerikanske rigsarkiv, at flere end 99 procent af valgmændene i tidens løb har stemt på den kandidat, de havde lovet på forhånd. Enkelte undtagelser er dog forekommet. For eksempel nægtede en valgmand fra Oklahoma i 1960 at stemme på Richard Nixon, fordi ”han ikke kunne udstå ham”.
Hvor mange valgmænd har en delstat?
Antallet af valgmænd svinger mellem 3 og 55, afhængig af delstatens befolkningstal. Hver delstat får et antal valgmænd, der svarer til antallet af pladser i Repræsentanternes Hus samt de to senatorer i Senatet.
Hvad er idéen med et valgmandssystem frem for direkte valg?
Valgmandssystemet går tilbage til 1787, hvor de oprindelige 13 amerikanske delstater blev enige om en fælles forfatning. De store stater ønskede, at præsidenten skulle vælges direkte, mens de små stater var bekymrede for, at deres befolkninger så ville få svært ved at blive hørt og krævede indirekte valg, hvor repræsentanter fra hver delstat stemte om en præsident.
Valgmandssystemet udgør et kompromis, hvor de mindre delstater bliver forholdmæssigt bedre repræsenteret end ved et direkte valg, fordi de – uanset befolkningstal – tildeles to pladser svarende til antallet af senatorer.