Når Heinrich August Winkler taler, lytter man efter. Og det i en grad, så dagbladet Süddeutsche Zeitung har døbt ham selveste ”Forbundsrepublikkens stemme”.
Historie-professoren fik i maj æren af at holde den officielle tale i Forbundsdagen, da parlamentet markede 70-året for Anden Verdenskrigs afslutning og Nazitysklands kapitulation.
Her mindede han nok engang sine landsmænd om det, han opfatter som en af de vigtigste historiske lærer af holocaust: at menneskets værdighed er urørlig, og at tyskerne i 1945 også blev befriet fra sig selv, fordi de nu fik chancen for at løsrive sig fra politiske illusioner og traditioner, som hidtil havde adskilt Tyskland fra de vestlige demokratier.
Det er netop ”Den lange vej mod Vesten”, som et af hans standardværker på 1400 sider hedder, der optager den 77-årige professor emeritus.
I denne uge har han haft en kommentar i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung og deltaget i et af de mest populære politiske talkshows på tysk tv, hvor han også har argumenteret for, at Tyskland i den nuværende situation med rekordstore flygtningestrømme bør drage ved lære af sin historie og ikke overvurdere sig selv.
For integration er en vanskelig proces, hvilket også blev tydeligt efter den tyske genforening for 25 år siden, lyder det fra Heinrich August Winkler, som dog grundlæggende mener, at den såkaldte indre samlingsproces i det store og hele er lykkedes.
”Det er i hvert fald gået bedre, end mange af os troede i 1990'erne. Afstanden mellem de såkaldte ossis og wessis har været større engang. Og især den unge generation har gjort brug af den chance, som genforeningen bød dem. På den anden side er der fortsat følgevirkninger efter fire årtiers adskilt udvikling,” fortæller han under et besøg i København.
Historieprofessoren minder om, at vesttyskerne modsat deres landsmænd i øst efter Anden Verdenskrigs afslutning havde friheden til at drage ved lære af deres blodige historie. De greb muligheden, da Forbundsrepublikkens forfatning skulle formuleres i 1948.
Med grundloven skabte man et velfungerende parlamentarisk demokrati, som bekendte sig til, at menneskets værdighed er urørlig.
En anden skelsættende, identitetsskabende begivenhed er i Winklers øjne den såkaldte historikerstrid, som han også selv var en af aktørerne i.
I 1986 diskuterede fremtrædende vesttyske historikere og debattører, hvorvidt nazisternes folkedrab på jøderne var en enkeltstående begivenhed, der ikke kan sammenlignes med andre folkedrab.
Striden blev udløst af filosoffen Jürgen Habermas, der anklagede en række historikere for revisionisme og kaldte Forbundsrepublikkens uforbeholdne åbning mod Vestens politiske kultur for efterkrigstidens største intellektuelle præstation. Dén udlægning tog venstrefløjen, som oprindeligt var imod kansler Adenauers vesttilnærmelse i 1950'erne, til sig.
”Den kulturelle vestintegration blev nu accepteret af venstrefløjen hinsides Socialdemokratiet og Forbundsrepublikken accepteret som et vestligt samfund,” forklarer Heinrich August Winkler.
Men denne åbning mod Vesten var kun mulig på den vestlige side af Jerntæppet.
”Først efter den fredelige revolution i 1989 kunne østtyskerne åbne sig for Vestens politiske kultur. Det var svært for nogle, som var opvokset i DDR, og især dér, hvor man ikke havde kunnet modtage vestligt tv som i området omkring Dresden - i De Intetanendes Dal, som man hånligt kaldte det i DDR. Her var følelsen af fremmedartethed større, og en del gammeltyske forbehold over for Vesten og især USA har overlevet. Der findes en øst-vest-splittelse, hvad angår nationaltyske holdninger og anti-parlamentariske fordomme,” siger han.
I DDR havde man heller ikke nogen erfaringer med folk fra andre kulturer eller religioner, bortset fra et par flygtninge fra Chile eller gæstearbejdere fra Vietnam.
”Det er i et problem, som alle stater, der var under kommunistisk styre, har. Afsondringen spiller en rolle,” siger han og henviser til vinterens anti-islamiske Pegida-demonstrationer i Dresden og andre østtyske byer.
Historieprofessoren understreger dog, at der i 1990'erne også skete brandstiftelser og angreb på asylcentre i de vesttyske delstater. Og den slags ser man fortsat både i øst og vest.
”Der er tale om et generations- og et mindretalsfænomen. Det er ingenlunde et flertal af østtyskerne, der tænker sådan, men forbehold (mod fremmede, red.) har overlevet, og det skal man forholde sig til. Det udgør en stor udfordring for den politiske opdragelse i undervisningen i skolerne.”
Men i vest havde man 40 år til at lære det efter krigens afslutning?
”Korrekt, vi havde tid. Jeg siger bevidst vi. Jeg er jo ikke selv født vesttysker. Jeg kommer fra Østpreussen, fra Königsberg (det nuværende Kaliningrad, red.), men voksede fra 1944 op i vest. I Vesttyskland var der tale om en langvarig læringsproces. Vi har med god grund skullet udvikle et selvkritisk forhold til vores historie, til øvrighedsstaten, og især til Det Tredje Riges historie. Hvor lang tid tog det, inden holocaust, altså selve den grundlæggende kendsgerning i det 20. århundredes tyske historie, var alment anerkendt?”, spørger han og giver selv svaret.
Det skete først, efter at den daværende forbundspræsident, Richard von Weizsäcker, i en tale ved 40-året for krigens afslutning i 1985 kaldte den 8. maj 1945 for en ”befrielsens dag”.
”På daværende tidspunkt var det ikke nogen udbredt erkendelse. Von Weizsäcker stødte på heftig modstand, især i sit eget kristeligt-demokratiske og konservative bagland. Men efter talen og også som følge af den nævnte historikerstrid er erkendelsen trængt igennem og anfægtes ikke længere. Vi definerer os som vestligt demokrati,” siger Heinrich August Winkler og citerer en sætning, som selvsamme, nu afdøde forbundspræsident sagde, da Tyskland den 3. oktober 1990 blev genforenet:
”'Dagen er kommet, hvor hele Tyskland for første gang i historien har fundet sin faste plads i de vestlige demokratiers kreds'. Jeg kender ingen sætning, som på så prægnant vis samler hele læren af en meget lang, kompliceret og selvmodsigende historie som denne, der burde citeres i enhver skolebog, fordi den indeholder en dyb sandhed.”
Er hele Tyskland her 25 år senere ankommet i Vesten?
”Med de forbehold, jeg har nævnt, ja. Man bør ikke undervurdere, at der vedvarende findes forbehold, mere i øst end vest, men det er mindretalsfænomener, og vi må forstå, at denne proces sikkert aldrig bliver afsluttet helt. Det er en vedvarende opgave at forholde os kritisk til vores historie,” siger Heinrich August Winkler.
”En ansvarlig håndtering af historien giver os mulighed for at opføre os ansvarligt i nutiden og erkende udfordringer frem for på forhånd at forholde os anderledes end andre vestlige demokratier. Vi bør ingenlunde udlede af vores historie, at vi har en højere moral end andre. Det er en patologisk læreproces, og ethvert forsøg på at udlede et særligt tysk moralsk standpunkt ud af erfaringerne med nazidiktaturet bringer os i den grad på afveje.”
Det gælder også i den nuværende flygtningekrise, hvor politikere i Forbundsdagen har hyldet tyskerne som verdensmestre i hjælpsomhed og næstekærlighed, hvilket får Heinrich August Winkler til at ryste på hovedet og ønske en mere beskeden tilgang.
Han opfordrer til at se nøgternt og realistisk på den vanskelige proces, som det bliver at integrere op imod en million asylsøgere med en anden kulturel og religiøs baggrund.
”Det er jo ikke forkert, at vi kan klare det (som kansler Merkel siger, red.), hvis vi er bevidste om, hvor svært det bliver. Ikke resignerer, men også realistisk siger, at vores modtagelses- og integrationsevne ikke er ubegrænset. Anderledes end USA i det 19. århundrede er vi ikke mulighedernes land, og dette indtryk bør vi heller ikke give. Vi er et land med begrænsede muligheder,” siger han.
”Vi kan kun efter bedste evne prøve at handle i overensstemmelse med vores værdier. Det vil sige at behandle mennesker med værdighed, at hjælpe nødlidende, men ikke at skabe en forventning om, at vi i et hvilket som helst vestligt land kan løse alle verdens problemer. Det ville være hybris, og grusomme skuffelser ville vente forude. Og vi bør ikke erklære noget, der først får folk til at forlade deres hjemstavn og tage på en farlig rejse til Europa.”
Men rigtig mange er jo allerede ankommet til Europa og Tyskland?
”Her gælder det også om at hverve for vores værdier, at forsvare dem og at komme med gode argumenter, så de bliver troværdige, men vi kan ikke påtvinge dem nogen. Derfor bør vi også vurdere vores integrationsevner realistisk,” siger Winkler og peger på, at amerikanerne var fanget af en illusion, da de troede, at de kunne indføre en vestlig politisk kultur i Irak.
”Man troede, at det var nok at have demokratiet med i soldaternes rygsække, på samme måde som det lykkedes i Tyskland efter 1945, men her var der i det mindste en vis frihedstradition, som kunne genoplives,” siger Heinrich August Winkler og nævner Reformationen, oplysningen og renæssancen som vigtige milepæle.
Af samme årsag tror han heller ikke på det, når tyske politikere nævner efterkrigstidens 12 millioner fordrevne fra de tidligere tyske områder som eksempel på, at masse-integrationen sagtens kan lykkes igen.
”Jeg er jo selv en af dem, der mistede min hjemstavn,” siger han og forklarer, at han var så heldig, at hans mor forudså krigens afslutning og i tide fik mulighed for at forlade Østpreussen og få et job i Württemberg i vest.
”Jeg husker selvfølgelig, at flygtningene ikke blev modtaget med åbne arme, men jeg husker også, at regeringerne i de besatte vestzoner gjorde sig umage og erstattede ordet flygtning med nyborger for at skabe et mere positiv udtryk. Men alt det var jo barnemad i forhold til den opgave, vi står over for i dag. Vi havde sproget tilfælles. Og lige fra begyndelsen var både min mor og bedstemor bevidste om, at der findes en anden hjemstavn end den rumlige. Nemlig det fælles sprog, den fælles musik, den fælles litteraturs hjemstavn, og i en kristeligt præget familie var der også fællesskabet i kirken. Man var jo ikke havnet i et fremmed land, men i en anden del af Tyskland,” siger han og tilføjer, at forskellene efter nogle år slet ikke spillede nogen rolle mere.
”Integrationsprocessen i Forbundsrepublikken lykkedes. For man skulle ikke begynde helt forfra. Vi har alle i fællesskab oplevet vestintegrationen og draget ved lære af fortiden. Det var i første omgang vesttyske erfaringer, men efterhånden har vi også et kvart århundredes fællestyske erfaringer at trække på. Og det var så meget nemmere end den opgave, vi står med i dag, som er meget mere krævende og vanskelig, og som ikke bør negligeres, men som vi kan magte, hvis vi er realister.”
Det samme gælder på EU-niveau, hvor en fælles kulturarv, retstraditioner og adskillelsen af kirke og stat binder de europæiske lande sammen, og derfor tror Winkler også på, at EU i sidste ende vil kunne enes om en løsning på flygtningekrisen.
”Det bliver en vanskelig proces at opnå europæisk solidaritet. Det giver ingen mening at fordele asylsøgere med hjælp af langvarigt fastlagte kvoter, for vi kan ikke se ind i fremtiden. I stedet bør vi år for år se på de opgaver, der venter forude, og fordele dem retfærdigt. Her bør intet fejes ind under gulvtæppet, og det betyder: ikke resignere, men være realistisk og orientere os efter vores vestlige værdier. Hvis vi tager det alvorligt, tror jeg, vi har god grund til at se med en vis portion tillid på fremtiden.”