I sidste måned rejste formanden for Den Afrikanske Union, AU, Senegals præsident Macky Sall, til den russiske sortehavsby Sotji for at mødes med sin russiske kollega, Vladimir Putin.
Eneste punkt på dagsordenen var den fødevarekrise, som Ruslands invasion af Ukraine har kastet verden ud i, og som især rammer de afrikanske nationer ekstremt hårdt.
AU-formanden havde én opgave: At få frigivet de kornreserver, der ligger i ukrainske havne og som ikke kan nå verdensmarkedet på grund af russiske blokader af Sortehavet. Efter mødet lød det fra Macky Sall, at Rusland er klar til at eksportere og opfordrede til, at sanktioner mod Rusland blev fjernet for at frigøre de 20 millioner tons standede korn.
Salls udtalelse er af flere blevet udlagt som et afrikansk knæfald for Rusland, hvor Sall køber ind på Putins udlægning af sagen. Samtidig ses det som en cementering af en målrettet russisk indsats for at knytte det afrikanske kontinent tættere til Kreml – og dermed rykke det længere fra EU og Vesten.
En vigtig nuance at have med er imidlertid de afrikanske nationers selvbestemmelse og suverænitet. Deres handlinger skal derfor analyseres og forstås ud fra et afrikansk perspektiv – ikke et europæisk.
For det første har AU-formanden en pointe, når han siger, at han tænker på afrikanernes bedste. Den udtalelse – krig eller ej – er der ikke noget odiøst i. Den svarer til, hvad alle andre statsledere fremfører i krisesituationer, som vi blandt andet så under coronapandemiens vaccine-nationalisme.
For det andet er anti-vestlige og pro-russiske holdninger i Afrika langt fra noget nyt.
Det Afrikanske Center for Strategiske Studier, der hører under det amerikanske forsvarsministerium, har påvist, hvordan pro-russiske propagandakampagner målrettet afrikanske befolkninger er taget til i styrke efter invasionen, som Politiken har beskrevet. Men det er blot vand på en mølle, der længe har drejet nok så lystigt.
Siden invasionen af Krim i 2014, hvor Rusland blev lagt på is i Europa, har Kreml styrket sin tilstedeværelse på kontinentet. Ikke blot gennem øget våbeneksport og militær assistance, som vi har set med den russiske Wagner-gruppes lejesoldater, men også som alternativ til vestlige samarbejdspartnere – fri for koloniale konnotationer og krav til blandt andet menneskerettigheder og liberale frihedsrettigheder til gengæld for støtte.
Siden 2015 har Rusland og Afrika fordoblet deres samhandel svarende til en årlig vækst på 15 procent.
Samtidig må man ikke glemme, at en række afrikanske stater har tætte historiske bånd til Rusland, da Sovjetunionen støttede selvstændighedskampe mod de vestlige kolonimagter og nye socialistiske ledere på tværs af kontinentet – hvoraf flere blev dræbt i vestligt orkestrerede snigmord under den kolde krig, der var særdeles varm i Afrika.
Parallelt med denne udvikling er Vestens status i Afrika faldet. I Vestafrika har man været vidne til, hvordan Natos invasion af Libyen i 2011 og drabet på Gaddafi har destabilisereret hele regionen med ekstrem usikkerhed og udbredt vold til følge – uden konsekvenser for de involverede vestlige parter. Nato har ingen høj stjerne her, så at krigen i Ukraine blandt befolkningerne i Vestafrika opfattes som et legitimt russisk svar på en trussel fra forsvarsalliancen, er ikke overraskende.
Endelig har det ikke hjulpet, at Frankrig siden Brexit har sat sig tungt på EU’s udenrigspolitik og – mener mange både i og uden for Afrika – ikke agerer med Afrikas bedste for øje, men i stedet har fokus på at holde sine tidligere kolonier, der stadig fylder de franske statskasser med milliarder, i kort snor. I de fransktalende lande i Afrika er modviljen mod den tidligere kolonimagt på fremmarch. Det blev blandt andet tydeligt under de sidste års kup i Mali og Burkina Faso, hvor der blev viftet med russiske flag i menneskemængden, mens skilte bad Frankrig om at skrubbe af.
Men er der slet ingen incitament for Afrika til at holde sig på god fod med Vesten? Jo, bestemt – og derfor er Afrika og AU også ude i noget af en balancegang.
EU er Afrikas vigtigste handelspartner, og de over 1000 milliarder kroner, der blev lovet i investeringer i infrastruktur under EU-AU-topmødet i februar kort inden Ruslands invasion i Ukraine, er afrikanske stater absolut interesseret i. Ligesom man er interesseret i sin del af de svimlende knap 4409 milliarder kroner, som G7-landene lovede at investere i udviklingslande som modtræk til Kinas nye silkevejsprojekt.
Men måske er hverken penge eller den nye aftale om udskibning af ukrainsk hvede, som blev indgået mellem Ukraine og Rusland i fredags, ikke nok. Som Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier, sagde her i avisen, et par uger efter, at krigen brød ud, og dens konsekvenser allerede var mærkbare i Afrika:
"Det ville være godt, hvis Vesten (…) allerede nu rakte hånden ud med fødevare- og landbrugshjælp. Hvis vi begynder at se afrikanske lande som vigtige, ville det være godt for Afrika, men også godt for os. Og geopolitisk vil det kunne skabe mere stabilitet."