Fra Rusland og Kina over Storbritannien og USA til Canada har de første kanyler med vacciner mod covid-19 fundet vej til villige arme og skuldre i det, der bliver den mest omfattende organisation af massevaccinationer, verden nogensinde har set.
Lige fra begyndelsen af vaccinens mere end 300 år lange historie har den formået at opdele befolkninger i to lejre – for og imod. Det var i høj grad tilfældet i Storbritannien og Frankrig, hvor diskussionerne i de første årtier af 1800-tallet var både politisk-ideologiske, lægelige og religiøse. Adskillige teologer mente, at en sygdom var Guds hensigt, og at vaccination således var at betragte som en upassende indgriben i de højere magters vilje.
Det forklarer Eugenia Tognotti, der er professor i medicinsk historie ved Cagliaris universitet på Sardinien.
”Første gang vi i Europa kan læse en beskrivelse af det, som man almindeligvis kalder for en immunitetspraksis, er i 1713, hvor den græske læge Emanuel Timoni, der gør tjeneste ved den britiske ambassade i Istanbul, beskriver, hvorledes tyrkerne immuniserede sig imod kopper. Det er dog først i 1722, at denne metode bliver taget i brug i Europa. Det sker, da den aristokratiske lady Mary Wortley Montague, der er gift med den britiske ambassadør i Istanbul, vender tilbage til England. Hun havde selv været ramt af kopper og har ansigtet delvist dækket af ar. Hun havde ladet sine egne børn immunisere, og denne praksis bliver snart populær i den engelske overklasse,” siger hun.
Denne praksis – som Tognotti kalder for immunisering – var en slags forløber for det, som vi kender som vore dages vaccinationer. Immuniseringen var en højst usikker praksis, der bestod i at tage kopperpus fra smittede personer og indsprøjte den i begrænsede mængder i raske personer for derved at opnå immunisering.
”Det var langtfra ufarligt. En række bivirkningerne lå på lur – hvis ikke ligefrem døden –, for denne pus kunne nemt være bakteriebefængt. Af og til medførte det eksempelvis mavesår, syfilis og forskellige former for betændelsestilstande. Og i ét ud af cirka 55 tilfælde medførte en sådan immunisering faktisk døden, men det skal ses i forhold til de cirka 16 procent af koppersmittede, som dengang døde af sygdommen,” siger hun og fortsætter:
”Alligevel var der mange, der ikke var villige til at udsætte sig for denne dødsrisiko. Således var der mange familier, der nægtede at lade deres børn immunisere. Det var den første modvilje mod vacciner tilbage i første halvdel af det 18. århundrede.”
Det var først i slutningen af det 18. århundrede, at menneskeheden fik den første rigtige vaccine, forklarer den italienske professor. Den engelske læge Edward Jenner havde observeret, at personer, der var blevet helbredt for kokopper, ikke blev ramt af den normale type kopper, der angriber mennesker.
”Han udledte således, at hvis smitten fra den mindre farlige kokopper spredte sig, så ville den beskytte mod den rigtige og langt farligere kopper. Så han startede en lang række eksperimenter over flere år. Den 14. maj 1796 var han klar med verdenshistoriens første rigtige vaccine, der blev givet til en otte-årig dreng,” siger hun.
Eugenia Tognotti udgav i juni bogen ”Tvang og overtalelse ved vaccination af børn. Tre århundreder med kontroverser”. Bogen beskriver blandt andet, hvordan vacciner altid har mødt modstand til trods for, at de har reddet et utal af menneskeliv.
For vaccinens historie byder også på tragiske hændelser, som det eksempelvis var tilfældet i 1933 i den lille by Gruaro i Veneto-regionen.
”Her var myndighederne begyndt at vaccinere børn i alderen fra et til otte år. Det var imod difteri, der tidligere var en dødelig sygdom. Vaccinationen af 258 børn medførte desværre 28 dødsfald. Det sendte chokbølger gennem hele Italien, og i dag går denne hændelse under navnet Gruaro-massakren,” fortæller Eugenia Tognotti.
I Italien har fronterne mellem vaccinetilhængere og modstanderne i antivax-bevægelsen været trukket skarpt op de seneste årtier. Særligt de vælgere, der stemmer på den venstrepopulistiske Femstjernebevægelse, udviser ifølge Tognotti skepsis over for vaccination.
”Disse personer præges ofte af de fake news, der cirkulerer på de sociale medier. Et eksempel er den britiske læge og forsker Andrew Wakefield, som i 1998 publicerede en artikel i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet, hvori han argumenterede for, at der er en forbindelse mellem vaccine og autisme. Senere viste det sig, at Wakefields data var både forfalskede og fejlagtige. The Lancet slettede artiklen. Alligevel er han blevet en slags antivax-guru for mange forældre til børn, der er skeptiske over for vaccination, og mange antivax-organisationer bliver ved med at invitere ham som taler på deres møder.”
I sin bog om vacciner gennem tiden lægger Eugenia Tognotti ikke skjul på, at ”vaccinerne udgør en af videnskabens største landvindinger gennem tiden”. De udgør et skjold imod farlige bakterier, der tidligere kostede menneskeliv i stort tal.
Alligevel er historien om vaccinerne fuld af paradokser og selvmodsigelser. Tidligere såvel som i dag. Hvordan kan det for eksempel være, at kun 59 procent af borgerne i et land som Italien, der tæller over 66.500 corona-døde, agter at lade sig vaccinere, mens hele 80 procent af danskerne ifølge nylige undersøgelser er rede til at tage imod det lille stik?
”Jeg tror, at det har en historisk forklaring. I en bog fra 1828 sammenligner den franske retsmediciner François-Emmanuel Fodéré lande som Storbritannien, Frankrig og Schweiz, hvor der var vaccinemodstand, med Danmark og Østrig, hvor der derimod var en langt større tiltro til vaccinerne. Fodéré skriver, at ’de første tre lande var hærget af død og sygdom’, mens borgerne i Danmark og Østrig ’var tilstrækkeligt oplyste til at tage imod vaccinen, hvilket førte til en langt større folkesundhed’. Danmark har en mere rodfæstet vaccinetradition og har indført obligatorisk vaccination tidligere end Italien. Desuden er et højere oplysningsniveau ofte lig med mindre modstand mod videnskabelige fakta. I Italien har man i de senere år set et stigende antal antivax-organisationer, der har stor tilslutning,” siger hun.
Med mange landes kommende, storstilede vaccinationsprogrammer vil diskussionerne om vaccinerne snart blusse op igen, og fantasifulde konspirationsteorier vil givetvis blive relanceret. Spørgsmålet er, hvad de forskellige landes myndigheder kan gøre for at få flere borgere til at acceptere at blive vaccineret mod corona.
”Det, vi ser i dag, minder lidt om en skyttegravskrig. Det gavner ingen, for begge parter har forskanset sig med egne stålsatte holdninger. Vaccinerne udgør et uundværligt sundhedsværn. Efter min mening skal videnskaben undgå at bruge en alfaderlig og nedsættende tone over for vaccineskeptikerne, og så skal den være rede til at anerkende, at der i visse tilfælde kan forekomme bivirkninger til trods for de moderne vacciners høje sikkerhed. Og så skal vi have mere objektiv information. Kun således vil det være muligt at overbevise skeptikerne om fordelen ved vaccinen”, vurderer Eugenia Tognotti.