Det Hvide Hus afviser iranske anklager om angreb på konsulat

Syv medlemmer af Irans revolutionsgarde blev dræbt i angreb i Syrien. Iran mener, at USA er medskyldig.

Ødelæggelserne ses her dagen efter angrebet i Damaskus.
Ødelæggelserne ses her dagen efter angrebet i Damaskus. Foto: Louai Beshara/Ritzau Scanpix.

USA var på ingen måde involveret i et angreb, der mandag ramte Irans konsulat i den syriske hovedstad, Damaskus.

Det siger Det Hvide Hus' talsmand John Kirby ifølge nyhedsbureauet AFP.

Iran har beskyldt Israel for at stå bag angrebet, som ifølge iranske statsmedier kostede syv medlemmer af den iranske revolutionsgarde og seks syrere livet.

Desuden har Irans udenrigsminister, Hossein Amir-Abdollahian, sagt, at USA som Israels primære allierede bærer en del af skylden for angrebet.

- Vi har intet at gøre med angrebet i Damaskus, vi var ikke involveret på nogen måde, siger John Kirby på et pressemøde tirsdag.

To unavngivne amerikanske embedsmænd har fortalt til Reuters, at USA ikke på forhånd var blevet varslet om angrebet på det iranske konsulat.

Ifølge den ene af de to embedsmænd informerede Israel dog USA kort tid før angrebet om, at Israel havde planer om at operere i Syrien.

Der blev dog ikke nævnt et konkret mål.

Vicepressesekretær for USA's forsvarsministerium Sabrina Singh bekræfter, at USA ikke spillede en rolle i angrebet.

- Israelerne informerede os ikke om deres angreb eller målet for deres angreb i Damaskus, siger hun på et pressemøde ifølge AFP.

- Vi har gjort det meget klart over for Iran via fortrolige kanaler, at vi ikke er ansvarlige for angrebet.

Iran har tirsdag advaret om, at landet vil gengælde angrebet på konsulatet i den syriske hovedstad.

Israel har på den anden side ikke taget skylden for angrebet.

Ifølge den iranske revolutionsgarde omkom to af gardens brigadegeneraler, Mohammad Reza Zahedi og Mohammad Hadi Haji Rahimi.

Revolutionsgarden er den mest magtfulde iranske sikkerhedsstyrke. Den blev oprettet i 1979 for at beskytte præstestyret efter revolutionen, der resulterede i oprettelsen af en islamisk republik i Iran.

/ritzau/