Prøv avisen

Det Hvide Hus går fra den ene yderlighed til den anden

Barack Obama har ikke lagt skjul på sin følsomhed og har flere gange fældet en tåre offentligt, som her under sin afskedstale i Chicago i sidste uge. Donald Trump skifter mellem nogle få karakteristiske ansigsudtryk, når han taler, og bruger gerne den ene hånd til at understrege sit synspunkt. Det samlede indtryk er en selvbevidst leder, der er parat til at slås for at få sin vilje. Foto: David Banks/UPI/Jonathan Alpeyrie/Polaris/

Donald Trump og Barack Obama er ikke blot stærke politiske modsætninger. De er også så diametralt forskellige personligheder, som næsten tænkes kan

De har én ting tilfælles. De har begge vundet det første præsidentvalg, de stillede op til. Stort set dér hører ligheden til gengæld også op. Sjældent har to amerikanske præsidenter været så forskellige, politisk og personligt, som dagens afgående, demokratiske præsident Barack Obama og den tiltrædende republikaner, Donald Trump.

”Vi har aldrig før i amerikansk historie set en større stilmæssig kontrast mellem en afgående præsident og hans efterfølger. Obama er en ufatteligt disciplineret, selvbehersket og reflekteret præsident, mens Trump er farverig, udisciplineret, teatralsk og mangler impulskontrol. Forskellene er åbenlyse både i deres personlige, retoriske og politiske stil. Vi er på vej ind i en ny æra,” siger Tom Hollihan, professor i kommunikation på University of Southern California.

Barack og Michelle Obama, der kun var 47 år og 45 år, da de flyttede ind i Det Hvide Hus med deres to dengang små piger, sammenlignes ofte med det demokratiske præsidentpar John F. Kennedy og hans hustru, Jacqueline Kennedy, der også fortryllede amerikanerne med deres ungdommelighed, stil og karisma.

”Barack og Michelle Obama har bragt en meget moderne og nedtonet stil til Det Hvide Hus. De er cool. De er elegante, glamourøse og har vid og charme. Donald Trump er også et popkulturelt ikon, der forstår at bruge og manipulere de moderne medier, men hans stil er langt mere aggressiv, larmende og flamboyant. Det vil afspejle sig i den måde, som han forvalter sin tid i Det Hvide Hus. Og det vil formentlig også afspejle sig i en mere prangende, guldrandet stil i præsidentboligen,” siger Tom Hollihan.

Anne Mørk er adjunkt ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, hvor hun forsker i amerikanske præsidenter. Hun kan heller ikke komme i tanke om to mere forskellige præsidenter. På en akse over samtlige af USA’s 45 præsidenter ligger Obama som det ene yderpunkt, Trump som det andet.

”De skiller sig begge to afgørende ud fra gennemsnittet af præsidenter, men i hver sin retning. Obama er ualmindelig intellektuel og eftertænksom, mens Trump er ualmindelig følelsesladet og temperamentsfuld,” siger hun.

”Mange har peget på, at Obama også har fremstået som en forholdsvis feminin præsident, der slank og følsom ikke har været bange for at blive berørt og græde offentligt, mens Trump er indbegrebet af en machomand, sådan en tilbagevenden til den amerikanske cowboy.”

Netop kontrasten er en stor del af årsagen til, at Trump blev valgt, mener Anne Mørk. Mange amerikanere har været trætte af at skulle se alting fra to sider i stedet for at have en præsident, der træffer hurtige og markante beslutninger.

”Når Trump siger, at han bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert, rammer det en længsel efter beslutsomhed og handlekraft,” siger hun.

Netop viljen til at handle og bestemme lyser ud af Donald Trump, når han taler, fremhæver Lone Laursen, indehaver af LL Kommunikation og specialist i sprog og identitetsskabelse. Hvor Obama kan virke tøvende, fordi han tænker sig om, før han reagerer på et spørgsmål, har den 70-årige Trump altid svar på rede hånd. Afleveret i korte, hele sætninger, som er nemme at forstå.

”Hvis Trump får et negativt tilråb, går han til modangreb. Det gør Obama aldrig. Han forsøger en dialog, hvor Donald Trump kører hårdt på. På den måde fremstiller Trump sig selv som en gammeldags autoritær leder, der hverken er bange for konfrontationen eller ansvaret,” siger hun.

Gennem sit kropssprog signalerer Trump også autoritet. Hvor Obama går let og energisk, nogle gange småhoppende ned ad en trappe, skrider Trump frem som en traditionel statsmand. Han er meget statisk i sit ansigtsudtryk, har nærmest en aggressiv mimik, men det understreger nærmest hans kampgejst, i modsætning til Obamas åbne, smilende udtryk.

”Obama inviterer til at dele ansvaret, hvor Trump markerer, at det er hans alene,” siger Lone Laursen.

Trump er i det hele taget patriarken, der taler med stort følelsesmæssigt engagement og direkte til folks følelser. Han er den stærke leder med den bramfri autoritære tale – hårdt mod hårdt, pointerer Claus Elmholdt, lektor ved Aalborg Universitet med speciale i ledelsespsykologi.

”Han er udstråler folkelighed – han er én af os – samtidig med, at han er umådelig rig og inkarnerer den amerikanske drøm. Det gør ham til en kulturel identifikationsfigur. Trump er den store mand; patriarken. Hvor Obama sagde ’Yes, we can’, siger Trump ’I can fix it’ og ’I can make America great again’. Trump taler om ’jeg og mig’, Obama taler om ’os’,” skriver han i et notat om de to mænds forskellige lederstil.

Trumps største styrke er imidlertid også hans største svaghed. En leder skal kunne tale med følelse og passion uden at miste hovedet, men det virker ind imellem til at være den tiltrædende præsidents problem, at han taber hovedet og kommer i sine følelsers vold, mener Elmholdt. Et problem, som dog samtidig bidrager til opfattelsen af Trumps ægthed. Hans svaghed gør ham menneskelig.

Obama har også formået at fremstå ægte, skriver Elmholdt, selvom hele hans stil er langt mere kontrolleret og strategisk.

”Han taber sjældent hovedet, men er stadig karismatisk og involverende.”

Med Barack Obama har amerikanerne haft en præsident, der har haft anlæg for at holde store taler, båret af patos og markante pointer. Hans taler har været velforberedte, stilsikkert opbygget og elegant fremført. Donald Trump har – også på dette område – en helt anden stil. Han taler sjældent efter manuskript – de er kedelige, synes han – men i stedet impulsivt og temperamentsfuldt. Han kan gå langt ud af en tangent for derefter at sno sig tilbage til sin egentlige pointe. Hans sprog er enkelt og konkret. Og det har en stærk appel til mange vælgere, forklarer Marianne Lundholdt, lektor ved Syddansk Universitet med speciale i ledelseskommunikation.

”Donald Trump har en ligefrem og kontant form, som gør, at han virker mere ægte på nogle amerikanere. Han er ikke iscenesat, og det skaber en enorm troværdighed. Folk føler, at de kender ham,” siger hun.

”Taler kan blive for forberedte, for pæne og korrekte. Det virker distancerende, hvis man som lytter føler, at man kender indpakningen for godt. Den bryder Trump med. Han har intet filter, og det giver en fornemmelse af nærvær,” siger Marianne Lundholdt.

Ifølge Lotte Bøgh Andersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet med ekspertise i offentlig ledelse, appellerer Obama og Trumps stil til meget forskellige grupper af mennesker. Men den mest afgørende forskel på dem er stadig deres værdier. De ville begge kunne appellere til flere vælgere, hvis deres værdier var anderledes.

Hun tør ikke spå om, hvordan Trump vil være som leder i forhold til Obama.

”Vi har ikke set Trump udøve ledelse i offentlig sammenhæng, og det gør det svært at vurdere hans stil. Offentlig ledelse er noget meget andet end privat ledelse, hvor du kan fyre dem, du er uenig med,” siger hun.

Mange kommentatorer både i og uden for USA har luftet en stærk skepsis over for, om Donald Trump med sin uforudsigelighed og sit temperament evner posten som amerikansk præsident. Lotte Bøgh Andersen mener ikke, at Trumps stil behøver at forhindre ham i at lykkes med sin politik.

”Han kan sagtens blive en god præsident målt på sine egne vælgeres præmisser,” siger hun.

Selvom pendulet denne gang svinger ekstra langt fra side til side, er det helt normalt, at en tiltrædende præsident er anderledes end sin forgænger. Som i Danmark søger de amerikanske vælgere også efter noget nyt, når en regering eller præsident har siddet længe.

”Især efter en otteårig periode søger man noget nyt. Obama var også et modstykke til George W. Bush,” siger Anne Mørk fra Syddansk Universitet.