2044 kan blive USA’s store vendepunkt. For det er året, hvor hvide amerikanere ikke længere udgør et flertal af landets befolkning, har det amerikanske folketællingsbureau regnet sig frem til.
Men Robert P. Jones, der leder det uafhængige religionsforskningsinsitut Public Religion Research Institute i Washington, har allerede skrevet et mindeord over det hvide USA i sin bog ”The End of White Christian America” (Afslutningen på det hvide, kristne Amerika).
Han mener, at vi ikke kan nøjes med at drøfte hudfarve, men at vi også må tale om religion, hvis vi vil forstå, hvordan den nationale identitet i USA er under opbrud. Og hvad der ligger bag de voldsomme politiske og kulturelle strømninger, der allerede nu udspiller sig i landet med angst og vrede i store dele af den hvide amerikanske befolkning og Donald Trumps politiske indtog.
”Det er en kombination af demografiske og trosmæssige forandringer, der giver det kristne, hvide USA dødsstødet. Indvandring og forskellige fødselsrater blandt hvide og ikke-hvide amerikanere har ændret befolkningssammensætningen. Samtidig kan vi se, at unge amerikanere vender ryggen til de hvide, kristne kirker. Da Bill Clinton var præsident, sagde seks procent af amerikanerne, at de ikke var tilknyttet en trosretning. I dag gælder det 25 procent, og hele 39 procent af unge amerikanere mellem 18 og 29 år er ikke troende”, siger han.
Det er i krydsfeltet mellem religion og race, at Robert P. Jones ser magtstrukturerne i USA blive endegyldigt ændret netop i disse år:
”Jeg bruger begrebet ’det hvide, kristne Amerika’ som et symbol på det politiske og kulturelle amerikanske samfund, der hovedsagligt blev bygget op af hvide protestanter her i landet. I store dele af USA’s historie er det dem, der har siddet på magten og sat tonen i landet. Hvad de færreste har opdaget, er, at sådan ser virkeligheden ikke længere ud.”
Robert P. Jones mener, at det store vendepunkt skete allerede i 2014, da hvide, kristne amerikanere kom i mindretal.
”Det, der betyder noget, er identitet. Det handler om, hvordan folk ser sig selv, og hvordan det former deres værdier og samfundsopfattelse. Jeg mener, at de to vigtigste identitetsmarkører i USA er race og religion. I 2008 sagde 54 procent af amerikanerne, at de var hvide og kristne, og her taler vi både protestanter og katolikker. I dag er det tal faldet til 43 procent. Så i tiden mellem de to seneste præsidentvalg er USA gået fra at være en nation, hvor et flertal var hvide og kristne, til en nation, hvor hvide, kristne amerikanere er kommet i mindretal. Det har skabt en masse angst, som vi ser kommer til udtryk i denne valgkamp”, mener han.
En ængstelse, Robert P. Jones mener, er mere udtalt blandt den sydlige evangelikale gren af det hvide, kristne USA end blandt de mere progressive protestanter fra landets nordøstlige del.
Robert P. Jones voksede selv op som en hvid baptistdreng i byen Jackson i Mississippi. I en verden, der i høj grad var isoleret fra den nationale politiske scene, som var udpræget konservativ og præget af dybe spændinger mellem sorte og hvide.
”Det er her, vi først ser den store flugt fra Det Demokratiske Parti til Det Republikanske Parti som reaktion på borgerrettighedslovgivningen og senere den værdipolitiske mobilisering under Ronald Reagan, som evangelikale i syd flokkedes til i håbet om at forsvare konservative familieværdier og kæmpe imod abort og homoseksualitet. Det ændrede de hvide evangelikale protestanters ansigt udadtil og blev starten på den tilbagegang, som det kristne højre har oplevet de seneste 10 år”, siger han.
Svækkelsen af de evangelikale sker i takt med, at USA samtidig har taget nogle syvmileskridt inden for værdipolitik og raceopfattelser.
”Hvis du var en konservativ, hvid kristen i 2008, hørte du til blandt det flertal af amerikanere, der sagde, at de ikke støttede homoseksuelles ret til at blive gift. I dag bakker et overvældende flertal på 62 procent af amerikanerne op om homoseksuelles rettigheder. I en amerikansk kontekst har vi aldrig haft et så voldsomt skred i holdninger til et emne. Så pludselig befinder det kristne højre sig komplet ude af trit med resten af landet, og det skaber en oprigtig følelse af ængstelse og desillusionering”, forklarer Robert P. Jones.
Samtidig er det ikke uden betydning, at de hvide, kristne ser deres dominerende flertalsstatus gå fløjten, mens Barack Obama sidder i Det Hvide Hus som USA’s første sorte præsident, anfører han:
”Racisme spiller en rolle her, selvom det ikke er hele historien. Når et stort flertal af hvide, evangelikale siger, at diskrimination mod hvide nu er et større problem end diskrimination mod andre minoriteter, så er det tydeligt, at der er en racemæssig modvilje lige under overfladen. Det er jo en absurd påstand, men der er en følelse af, at fronterne er byttet rundt, og at de nu er den svage part. Samtidig mener kun 29 procent af de hvide, kristne protestanter, at de seneste politidrab på sorte amerikanere har at gøre med systematiske racemæssige uretfærdigheder.”
Så når den politisk uerfarne rigmand Donald Trump kommer på banen og kalder USA for et taberland og lover, at han som den eneste kan genoprette landets storhed, så er det en retorik, der rammer plet blandt mange evangelikale kristne.
”De føler sig desorienterede i et USA under forandring og synes, at de er ved at tabe noget, som var deres. 70 procent siger, at det er gået ned ad bakke siden 1950’erne. Efterkrigstiden bliver set som en gylden æra, hvor kirkerne bugnede, hvor Jim Crow-lovene i Sydstaterne håndhævede en streng raceadskillelse, og hvor der ikke var kamp for sortes eller kvinders eller homoseksuelles rettigheder. Så løftet om at skrue tiden tilbage virker beroligende, og derfor er det lykkedes for Donald Trump at konvertere de evangelikale til nostalgi-vælgere”, mener religionsforskeren.
Robert P. Jones er ikke overrasket over, at 65 procent af hvide evangelikale stadig bakker om op den republikanske præsidentkandidat, til trods for at anklagerne om seksuelle overgreb og uønskede tilnærmelser hober sig op:
”Donald Trump har aldrig forsøgt at overbevise det kristne højre om, at han er en af dem. Han kan ikke udtale bibelske navne, og han siger, at han aldrig har bedt om tilgivelse for noget”, siger han og fortsætter:
”Han pakker ikke sit budskab til de evangelikale ind, men siger: ’Hør, jeg kan se, at I er i frit fald, og at I mister magt, og det burde ikke være sådan. Hvis I vælger mig, så vil jeg være Jeres ven i Det Hvide Hus og genrejse de kristne kirker.’ Når Donald Trump lover, at vi skal til at sige glædelig jul i stedet for glædelig helligdag, så er det en måde at sige på, at han vil hjælpe med at tilbageerobre den dominans, som den kristne kultur har haft. Og når Donald Trump siger, at han vil gøre USA til et stærkt land igen, så er det ordet ’igen’, der er så virkningsfuldt for den her gruppe. Det er nostalgi, der fastholder rækkerne af evangelikale blandt hans kernevælgere.”
Den nostalgi har ikke et lige så stærkt greb om gruppen af hvide protestanter i det nordøstlige USA. Nok er de episkopale, lutherske, angelsaksiske, presbyterianske kirker svækkede, og deres medlemmer udgør ikke længere eliten i USA, men mange af dem føler sig ikke kulturelt fremmedgjorte.
”De hvide protestanter i nord oplevede en tilbagegang allerede i 1970’erne og 1980’erne. Ikke bare inden for kirkens egen institution, men også fra magtens tinder. De dominerede landets vigtigste institutioner i over 50 år – de var at finde inden for rækken af direktører, præsidenter, højesteretsdommere, medlemmer af Kongressen. Nu er deres antal i befolkningen skrumpet, og de har mistet deres greb om magten som elite. Men deres værdier er meget mere progressive, så de føler sig ikke i samme grad ude af trit med den nationale identitet”, siger Robert P. Jones.
Han understreger, at mens de evangelikale vælgeres opbakning til Donald Trump ikke skiller sig markant ud sammenlignet med tidligere republikanske præsidentkandidater, så skrumper hans støtte ind blandt andre hvide, kristne grupper:
”Siden Ronald Reagan har cirka 8 ud af 10 hvide evangelikale vælgere kastet deres vægt bag den republikanske kandidat. Blandt hvide protestanter – og det er det samme for hvide katolikker – plejer et snævert flertal at bakke op om de republikanske præsidentkandidater. Det ser ud til at rykke sig ved dette præsidentvalg, hvor mange hvide katolikker og kvindelige protestanter tydeligvis reagerer på Donald Trumps måde at tale om indvandrere og kvinder på.”
Der er to vidt forskellige visioner for USA på spil ved præsidentvalget om tre uger, som også afspejler sig i en intern opdeling blandt hvide, kristne amerikanere, mener Robert P. Jones. Mens et flertal af de hvide, kristne – anført af de evangelikale – klager over USA’s nye ansigt og ønsker at skrue tiden tilbage, er der en voksende gruppe, som kigger frem og omfavner et amerikansk landskab under forandring.
”Derfor er reaktionen så voldsom på begge sider. På den ene side er mange amerikanere lettede over at se det hvide, kristne USA visne hen. På den anden side betragter hver femte amerikaner stadig sig selv som hvid evangelikal, og de frygter udviklingen hen imod et mindre kristent USA. Uanset hvem, der vinder valget, er vores store udfordring, om vi kan fortælle en historie om, hvor landet er på vej hen, der ikke bare sparker den hvide, kristne opfattelse af Amerika på porten. Og hvorvidt det hvide, kristne USA vil acceptere at gå fra en ledende til en mindre rolle, hvis samfundet forsøger at inkludere dem som én ud af mange amerikanske minoriteter”, vurderer han.