Over weekenden tog begivenhederne en voldsom drejning i det lille vestafrikanske land, Burkina Faso.
Mens lokale trodsede et forbud mod demonstrationer og gik på gaden for at protestere imod deres upopulære præsident, var der på kaserner landet over meldinger om mytteri blandt soldater, der var utilfredse med afsættelsen af flere militære ledere og mangel på ressourcer til hærens kamp mod jihadister i landet. Søndag aften gjaldede skud nær præsidentpaladset i hovedstaden Ouagadougou, og mandag meddelte militæret så, at det havde afsat præsident Roch Marc Christian Kaboré, opløst regeringen og parlamentet og suspenderet forfatningen.
Bag kuppet står en gruppe, der kalder sig den patriotiske bevægelse for beskyttelse og restaurering, MPSR. Dens ledere sagde på landsdækkende tv, at de havde følt sig nødsaget til at afsætte præsidenten som følge af den forringede sikkerhed i landet, der ligesom nabolandene Niger og Mali er præget af vold og konflikt fra især – men ikke kun – jihadistiske grupperinger. Landegrænser og luftrum ville blive lukket, lød det fra MPSR.
Kuppet kommer ikke som en overraskelse. Burkinerne har længe været utilfredse med deres præsident og hans manglende håndtering af den stadig mere akutte sikkerhedssituation. Til præsidentvalget i november 2020 var en stor del af befolkningen forhindret i at deltage, enten fordi de levede som internt fordrevne – hvilket over 1,5 millioner ud af en befolkning på 21 millioner gør i dag – og havde mistet deres identitetspapirer, eller fordi regeringen havde valgt at lukke vælgerregistreringsstederne i deres område på grund af uroen. Siden er utilfredsheden med præsidenten kun taget til i takt med antallet af angreb, og nu er militæret altså skredet til værks og har pillet Kaboré ud af ligningen.
Burkina Faso har længe været set som det stabile land i en ustabil region. Landet blev i 27 år styret af Blaise Compaoré, der selv kom til magten ved et kup i 1987. Han blev væltet i 2014 under en folkelig opstand, og året efter – efter et afværget kupforsøg – blev Kaboré valgt til det første demokratiske valg nogensinde. Fremtiden tegnede lys.
Men samme år begyndte volden fra nabolandet Mali at krybe over grænserne, og siden er Burkina Faso hvirvlet ind i den spiral af vold og konflikt, der har præget Sahel-regionen i et årti. Det centrale Sahel – Mali, Burkina Faso og Niger – er centrum for urolighederne, der ud over jihadistiske grupper også omfatter banditter samt lokale selvtægtsgrupper og vagtværn. Uroen er størst i landenes grænseområde, som landenes militær, med støtte fra internationale styrker, ikke formår at kontrollere.
De sidste meldinger er, at jihadisterne nu er begyndt at søge sydpå til landene langs Guineabugten, og nyheden om kuppet i Burkina Faso er derfor ekstremt dårligt nyt for hele Vestafrika.
Kupsituationer er svære, for selvom de fra et demokratisk synspunkt er forkerte, kan de godt have folkelig opbakning. Det var tilfældet med kuppet i Mali i 2020, det nylige kup i vestafrikanske Guinea og tilsyneladende også med kuppet i Burkina Faso. Internationale sanktioner kan derfor give bagslag og få befolkningen til at samle sig endnu mere om kupmagerne. Det ser vi i Mali lige nu, hvor befolkningen lider under sanktioner påført af det økonomiske samarbejde i Vestafrika, Cedeao, fordi militærjuntaen har udskudt det annoncerede valg i februar.
Det store spørgsmål er altså, hvordan man stiller sig internationalt? Det spørgsmål er endnu mere akut i Vestafrika, som blinker rødt på adskillige europæiske regeringers sikkerhedspolitiske dagsordener, og hvor der også er et militært samarbejde at tage hensyn til. Den seneste vestlige militæroperation i regionen, den franskledede Task Force Takuba, har netop set dagens lys. Takuba skal bistå Sahel-staternes regeringer i deres kamp mod jihadister, men senest har Malis militærregering overraskende bedt Danmark trække sit bidrag bestående af cirka 100 personer, heraf 60 specialstyrker, hjem til trods for, at de kun lige netop er landet. Soldaterne er ankommet uden forudgående aftale, lyder det. Ifølge Udenrigsministeriet er den danske deltagelse i Takuba sket i overensstemmelse med de fastlagte procedurer og efter billigelse af både den tidligere og nuværende regering i Mali. Selvsamme regering benægter også, at der er russiske lejesoldater fra Wagner-gruppen i Mali, selvom deres tilstedeværelse i landet er påvist.
De to eksempler illustrerer, hvor svært det er at samarbejde med en kupregering. Hvem indgår man aftaler med? Hvem har overhånden i regeringen i dag, og hvem har det i morgen?
Selvom MPSR i Burkina Faso siger, at alle dele af militæret er med, ved vi det reelt ikke, og det gør hele situationen ekstremt skrøbelig. Hvor upopulær Roch March Christian Kaboré end var i Burkina Faso, udgjorde han for vestlige magter en legitim allieret, med hvem man kunne indgå aftaler og planlægge indsatsen mod terrorister. Med militærkuppet er den mulighed forsvundet.
Hvilken indflydelse militærets magtovertagelse får på sikkerhedssituationen, er endnu uvist, men bryder Burkina Faso sammen, får terroristerne frit lejde ned til de sydlige stater. Udover at give dem større jagtmarker at hærge på og rekruttere fra, vil det også give dem en taktisk trumf i form af infrastruktur som veje og floder – og potentielt havne, hvis de når helt til kysten.
Det vil medføre en destabilisering af ikke bare Sahel, men hele Vestafrika.