Direktør for hjælpeorganisationen Læger uden Grænser og uddannet sygeplejerske, Jesper Brix, har arbejdet for hjælpeorganisationer i mere end 20 år og været udsendt til blandt andet Afghanistan, Rusland, Somalia, Sydsudan og Lesotho.
I sidstnævnte land er én ud af fire indbyggere hiv-positiv. Set i det lys har Den Demokratiske Republik Congo få hiv-smittede: i omegnen af 450.000 mennesker, eller under én ud af 100 congolesere. Til gengæld er aidspatienterne i det centralafrikanske land de elendigste, 45-årige Jesper Brix har set i sit liv.
”Jeg har aldrig set mennesker, der var så syge af aids som patienterne på Læger uden Grænsers hospital i Kinshasa (hovedstaden i DR Congo, red.),” siger han.
På hospitalet, som han senest besøgte i januar, så Jesper Brix børn, unge og gamle med aids. Aids-patienter, der var sygeligt afmagrede og hostende og på nippet til at bukke under for den vifte af lidelser som tuberkulose, underernæring, svampe- og hudinfektioner, lungebetændelse, svulster og diarré, der til sammen ender med at tage livet af en aidspatient, hvis hun eller han ikke bliver behandlet.
Jesper Brix oplevede også congolesere dø af sygdommen, fordi mange først opsøger hospitalet på et meget fremskredent tidspunkt i sygdomsforløbet.
”Hiv og aids er stadig forbundet med stor stigmatisering i landet. Folk er bange for sygdommen og ved ikke rigtig noget om den, eller hvordan den smitter. Derfor risikerer mennesker med hiv og aids udstødelse af familien, hvis de fortæller, de er smittet. Mange holder sig helt fra at lade sig teste, fordi de frygter svaret,” siger han.
Selv hvis en congoleser tager beslutningen om at lade sig teste, er vejen til testen ikke nem i et land, hvor 6 ud af 10 mennesker lever under den officielle fattigdomsgrænse, og landets vaklende sundhedssystem mønstrer alt for få steder, hvor congoleserne kan blive testet, ifølge Jesper Brix.
”Der er ofte langt til den lokale sundhedsklinik, og det koster tid og penge at komme derhen. Og selvom medicinen er gratis, koster konsultationerne på sundhedsklinikkerne penge,” siger han.
Det er nu, at verden har muligheden for at få aids- epidemien under kontrol, mener Jesper Brix.
”Vi ser ikke længere en eksplosiv vækst i antallet af hiv-smittede. Epidemien er med andre ord bremset lidt, fordi der er blevet gjort så massiv en indsats. Men det er ikke nok. Hvis vi vil have sygdommen i bund, er vi nødt til at støtte lande som Den Demokratiske Republik Congo, hvor sundhedssystemet ikke selv kan løfte indsatsen mod hiv. Congoleserne skal have adgang til information og forebyggelse og behandling af sygdommen,” siger han.
Mange congolesere mangler også at høre det glade budskab om, at de med den rette behandling kan gå fra at have aids tilbage til ”kun” at have hiv, som de kan leve et fint liv med i mange år, hvis de får den rigtige medicin. At hjælp udefra gør en forskel for congoleserne blev Jesper Brix mindet om i mødet med den alvorligt aidssyge teenager Fely Mbuyi, som han mødte på hospitalet i Kinshasa under sit besøg i landet i januar. Drengen var da alvorligt underernæret og lille af sin alder.
”Han var ved at komme sig over en slem lungebetændelse. Han fik ilt og var i behandling for at støtte hjertet, der var forstørret og overanstrengt som følge af, at han længe havde haft nedsat lungefunktion. Heldigvis virkede medicinen rigtig godt på ham, og efter to en halv uges indlæggelse blev Fely Mbuyi udskrevet og kunne komme hjem med gratis medicin. Det var meget livsbekræftende at opleve,” siger han.