Det kræver høj politisk moral at gennemføre en undtagelsestilstand

Tyrkiet har lige indført undtagelsestilstand, Frankrig har haft undtagelsestilstand siden november sidste år. Men ingen undtagelsestilstand er ens, og de samfundsmæssige konsekvenser kan være vidt forskellige, forklarer den amerikanske jurist David Jenkins

En undtagelsestilstand vil altid være en meget kontroversiel beslutning, og der er en indbygget risiko for misbrug. Det kræver høj politisk moral at gennemføre en undtagelsestilstand. Men hvordan den bedømmes er i sidste ende et meget politisk spørgsmål, siger David Jenkins.
En undtagelsestilstand vil altid være en meget kontroversiel beslutning, og der er en indbygget risiko for misbrug. Det kræver høj politisk moral at gennemføre en undtagelsestilstand. Men hvordan den bedømmes er i sidste ende et meget politisk spørgsmål, siger David Jenkins. Foto: Osman Orsal.

Hvornår kan det retfærdiggøres at indføres undtagelsestilstand?

Grundlæggende defineres en undtagelsestilstand som en ekstraordinær, lovlig forholdsregel i en situation, hvor det normale retssystem ikke er tilstrækkeligt til at løse problemerne. Det kan være i tilfælde af krig, en naturkatastrofe, eller som i Tyrkiets tilfælde, et militærkup. De fleste landes forfatninger har bestemmelser for, hvornår det er lovligt at indføre undtagelsestilstand, og ofte vil parlamentet skulle godkende den.

Forløber undtagelsestilstande ens?

Der er alle variationer af undtagelsestilstande. De afhænger helt af det pågældende land og den situation, der har affødt beslutningen. Som hovedregel gør de det lettere at gennemføre arrestationer, foretage ransagninger, begrænse folks bevægelsesfrihed og så videre, men det kan være meget forskelligt, hvordan de bliver administreret.

Hvorfor kan en undtagelsestilstand være nødvendig?

En stor del af forklaringen er behovet for at kunne handle hurtigt. Myndighederne skal kunne reagere effektivt og ekstraordinært, hvilket ofte vil være umuligt inden for det eksisterende retssystem.

Kan en undtagelsestilstand være en bekvem undskyldning for at tiltage sig magt?

En undtagelsestilstand vil altid være en meget kontroversiel beslutning, og der er en indbygget risiko for misbrug. Det kræver høj politisk moral at gennemføre en undtagelsestilstand. Men hvordan den bedømmes er i sidste ende et meget politisk spørgsmål.

Er der forskel på undtagelsestilstanden i Tyrkiet og Frankrig?

Rent formelt og juridisk ligner de hinanden temmelig meget. Man skulle tro, at den tyrkiske forfatning er inspireret af den franske. Det er præsidenten, der etablerer undtagelsestilstanden, men regering og parlament har nogle forskellige kontrolmuligheder. Desuden er der krav om en tidsfrist.

Men politisk er der himmelvid forskel. I Frankrig er der ingen, der mistænker præsident François Hollande for at ville misbruge undtagelsestilstanden til egen vinding. Det modsatte er tilfældet i Tyrkiet, hvor alle ved – selvom formalia er overholdt – at præsident Recep Tayyib Erdogan udnytter situationen til at gå efter sine politiske modstandere.

Hvor stor er risikoen for misbrug af en undtagelsestilstand?

Det kommer helt an på den gruppe mennesker, der sætter den i værk. Frankrig er for eksempel meget varsom med at bruge undtagelsestilstand. Den nuværende undtagelsestilstand er blot tredje gang efter Anden Verdenskrig. I Tyrkiet er situationen en anden. Her har enten dele eller hele landet jævnligt været i undtagelsestilstand.