Landsbyen Manous røde, støvede hovedgade strækker sig lang og lige ud mod horisonten. Langs vejen sidder kvinder og sælger deres varer, børn løber barfodede rundt i sandet, og affaldet hober sig op alle steder.
På et hjørne har nogle automekanikere stillet sig op under et halvtag lavet af palmegrene.
Inde under skyggen står bagenden af en bil uden hjul, og under bagsmækken, der nægter at holde sig lukket på grund af rust, ligger deres værktøj. Rundt om står en del børn og unge.
Deres olierede tøj viser, at de arbejder her i livets hårde skole.
En ørefigen fra en af de voksne sender en af de yngste grædende væk, men alligevel ser ingen af dem hen mod de uniformerede drenge og piger, der kommer ned ad vejen efter endt skoledag.
Der er ingen grund til at drømme, for skolegang er ikke en selvfølge i Guinea, hvor fattigdom er mere udbredt end uddannelse.
Det var her, Mariama Koulibaly voksede op. Født i 1970 sendte hendes mor hende til Manou fra byen Kindia længere mod vest, fordi hun ikke længere kunne tage sig af datteren.
Som mange andre kvinder i det vestafrikanske land havde mormoderen, som Mariama er opkaldt efter, aldrig gået i skole selv, men det stoppede hende ikke fra at have ambitioner på barnebarnets vegne, siger Mariama med et smil i dag:
Min mormor var en stædig kvinde. Hun er mit forbillede, og det var hende, der kæmpede for, at jeg kunne komme i skole. Jeg elskede hver time, jeg sad på skolebænken, og gjorde alt, jeg kunne, for at være den bedste. Jeg vidste allerede dengang, at når jeg blev stor, så ville jeg hjælpe andre piger i samme situation som mig selv. Nemlig de forældreløse, de fattige og de glemte.
Den drøm har hun holdt fast i. I dag står hun derfor i spidsen for et scholarship og hjælpeprogram igennem organisationen World Education Guinea, som indtil videre har sendt over 40.000 piger på kurs mod videregående uddannelser og støttet mange andre til at gøre folkeskolen færdig.
I et land med massive økonomiske problemer og uden tradition for uddannelse af piger, er det noget, hun er stolt af.
I 1958 valgte Guinea som det eneste af de vestafrikanske lande at blive fuldt ud selvstændigt fra Frankrig.
Den daværende præsident, Sékou Touré, sagde som den første i regionen nej tak til at blive integreret i en handelsunion, og det passede ikke den franske præsident Charles de Gaulle.
På trods af stolthed i landet over den nyfundne selvstændighed fik det derfor en meget svær start på livet, og det har plaget Guinea lige siden.
På trods af rige forekomster af mineraler i undergrunden er fattigdom nemlig fulgt i kølvandet på diktatoriske regimer, militærkup og økonomisk kaos, og den historie er Mariama Koulibalys familiehistorie en del af.
Hendes far arbejdede indtil slutningen af 1960erne for regimet, men så begyndte han at stille spørgsmål til Touré og endte hurtigt i det berygtede fængsel Camp Boiro i hovedstaden, Conakry.
Her mistede han som 50.000 andre kritikere livet, og det blev starten på nedturen for familien Koulibaly.
Hvor de førhen havde haft råd til at sende alle syv børn i skole, så måtte moderen nu overlade sin mindste datter til mormoderen og to andre børn til en tante, fordi hun ikke længere havde råd til at tage sig af dem.
Hvor min familie før havde haft økonomisk overskud, så blev det meget svært efter min fars død. Men min mormor var den, der hjalp mig, og det er jeg hende evigt taknemmelig for, siger Mariama.
Mariama afsluttede sin uddannelse på universitetet i Guinea, hvor hun studerede humaniora, men det var stadig drømmen om uddannelse til alle, der drev hende.
Efter nogle år som koordinator for kvindegrupper ude omkring i Guineas landsbyer tøvede hun derfor ikke, da fik hun muligheden for at arbejde for World Education med implementeringen af deres programmer.
Det var i 2004, og indtil september i år har hun rejst landet tyndt for blandt andet at oprette skolekommissioner, organisere tutorhjælp til dygtige piger i alle klasser samt finde de bedste i 5. og 6. klasse, som projektet ønsker at sende videre til videregående uddannelser med økonomisk støtte.
Og arbejdet har givet hende meget glæde.
Det har givet mig en masse erfaring og viden. Og jeg har set, hvor meget det batter at give pigerne en chance. I dag vil de gerne være de dygtigste i klassen, og ofte viser de sig mere flittige end drengene. Vores information til forældrene har også gjort, at de er bedre til at lade pigerne studere frem for at arbejde derhjemme, men det har taget tid, og der er stadig meget arbejde at gøre ude omkring.
Som landekoordinator for organisationen er hun i dag klar til den udfordring.
For efter mange år blandt landsbyboerne i Guinea ved hun, hvilke udfordringer de og landet står over for.
Et er den udbredte fattigdom, der stadig holder mange familier i et jerngreb, noget andet er traditioner og skikke, men også dårlig eller manglende infrastruktur spiller ind.
Mangel på veje, rent vand, sanitet, elektricitet og ikke mindst penge gør det mange steder svært for mødrene at nå alt arbejdet hjemme uden døtrenes hjælp.
Langs stierne i landskabet ser man dem derfor fra tidlig morgen gå til og fra skoven, bækken eller markerne, altid med et barn bundet på ryggen og en spand vand, et neg brænde eller høsten på hovedet. Hovedansvaret for familien hviler på kvindernes skuldre, men tidligere fulgte der sjældent nogen indflydelse med det.
I mange områder er det dog under forandring, og i det spiller kvindernes uddannelse ind.
Som kvinderne lærer, så vil de også have mere at sige. I starten var det svært for mændene, men som vi får undervist og informeret, bliver det lettere, siger Mariama.
Dog erkender hun, at der stadig er lang vej at gå. For det første når hun eller World Education ikke ud til alle områder, men det tager også lang tid at forandre skikke og traditioner.
Tidligere blev mange piger gift, når de var helt ned til 12 år. Mødrene var også dybt afhængige af døtrenes hjælp i hjemmet, men ved at foreslå, at drengene også kan lave noget af husarbejdet, og at døtrene bliver bedre koner ved at blive gift efter deres uddannelse, så er udviklingen ved at vende.
Et af lokkemidlerne for landsbypigerne har været tilbuddet om at komme på besøg i storbyen Conakry for at møde kvindelige rollemodeller.
Fremgangsmåden har været med til at få pigernes øjne op for mulighederne, der ligger i en uddannelse, for ved at møde en kvindelig minister er det pludselig ikke så svært at forestille sig en kvindelig præsident, griner Mariama.
Ude i landsbyerne er der ingen el derfor heller ingen computere eller fjernsyn. Det ser de pludselig i storbyerne, og de kommer til at tale med kvinder, der selv har skabt sig et godt liv på en eller anden måde. Når de unge ser det, kan de pludselig begynde at drømme og at kæmpe for sig selv, og den egenskab er vigtig, for det er det, der skal drive dem frem i livet.
Også for unge piger fra storbyen er der inspiration at hente ved at blive sendt den anden vej til landsbyerne for her kan de se, hvor meget arbejde der skal til, hvis alle i landet skal have de samme muligheder.
Langs Manous hovedvej synes udfordringerne stadig lige så store som afstanden ud mod horisonten. Men Mariama er optimist.
Hun ved af personlig erfaring, hvor langt det er muligt at komme, selv når alle odds er imod succes i livet, og det fortæller hun alle de piger, som hun dagligt møder på sin vej.
Hun er derfor heller ikke i tvivl om, at Guinea på trods af kronisk fattigdom, korruption og politiske problemer nok skal blive et bedre sted at leve i fremtiden.
For med mere ligestilling vil landet skabe dobbelt så mange kræfter at bære byrden med. Og det vil med tiden gøre hverdagen lettere for indbyggerne samt forhåbentlig endelig gøre det muligt for Guinea at træde ud af dets lange, tunge historiske skygge.