Søndagens byrådsvalg i Moskva viste en afgrund mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og moskovitterne. Valg i Rusland under Putin tjener til at legitimere styrets magt igennem det, man uden blu kalder magtens parti, Forenet Rusland, der også er Putins parti. I forvejen stillede Forenet Rusland i Moskva ikke op som partiliste, men med sine kandidater registreret som uafhængige, da partiet ikke er populært i hovedstaden.
I Rusland er der to slags oppositioner – den systemiske og den ikke-systemiske. Det er Kremls eget ordvalg, og forskellen er, at den systemiske opposition er de partier, der ikke er en del af Forenet Rusland, og som får lov til at stille op til valgene såsom kommunisterne og na- tionalisten Vladimir Sjirinovskijs såkaldt liberal-demokratiske parti. Den ikke- systemiske opposition tæller blandt andet anti-korruptionsaktivisten Aleksander Navalnyj og mange andre. Forskellen på de to lejre er, om man anerkender Ruslands styrede demokrati og de spillerregler, som Kreml sætter op, eller ej.
Den ikke-systemiske opposition fik ikke lov at stille med kandidater i Moskva trods ugentlige demonstrationer siden juli med netop det krav som hovedbudskab.
Politiet og diverse sikkerhedsstyrker har generelt slået hårdt ned og tilbageholdt og arresteret langt flere demonstranter, end det ellers har været kutyme i den slags situationer. I denne anspændte situation var det blandt andet Navalnyjs strategi og anbefaling til borgerne i hovedstaden, at de skulle stemme på alle andre end Forenet Rusland.
Det fulgte de moskovitter, der valgte at stemme, i høj grad. Forenet Ruslands såkaldt uafhængige kandidater gik tilbage fra 38 til omkring 25 pladser i Moskvas byråd med 45 medlemmer. Putins parti bibeholdt således magten, men kun med det yderste af neglene. For kun 20 procent af Moskvas vælgere valgte i søndags at møde op i valglokalet. Med andre ord magtede Forenet Rusland som organisation hverken at få folk til stemmeurnerne eller at vinde overbevisende, når nu der var så få stemmer at kæmpe om.
Samtidigt var valgsvindlen som altid omfattende og blottet for elegance – på Twitter er billed- og videoeksemplerne utallige – og i en del tilfælde tyder meget på, at valgsvindlen denne gang ikke kun handlede om sejr til Forenet Rusland, men i lige så høj grad om at få valg- procenten op for at styrke lokalvalgenes legitimitet.
I Ukraine, hvor man både har holdt præsident- og parlamentsvalg i år, sagde befolkningen nej til hele det politiske system ved at give den nye præsident, den tidligere tv-komiker Volodimir Zelinskij, og hans parti, Folkets Tjener, jordskredssejre ved de to valg. Havde en Navalnyj eller andre oppositionsfigurer fået lov at stille op i Moskva, er det ikke givet, at et lignende scenarie havde udspillet sig. Navalnyj nyder ikke i den russiske befolkning den tillid, som Zelenskij gør hos ukrainerne.
Det, der vandt i Rusland, var den politiske apati – en befolkning, der ikke vil stille op til og deltage i farcen om et russisk demokrati.
Der var også guvernørvalg i 16 ud af 83 russiske regioner, lokalparlamentsvalg i 12 regioner og en stribe kommunalvalg. Ved guvernørvalgene er der et ”præsidentielt filter”, kandidater skal godkendes i Kreml, så her er valgmulighederne endnu mere begrænsede. Generelt holdt Forenet Rusland skansen ved valgene, men primært på grund af, at alternative kandidater ikke gives.
Næste betydningsfulde valg er parlamentsvalget om to år i 2021, og der er ingen tvivl om, at man i Kreml forud for søndagens valg havde læst skriften på væggen via fortrolige opinionsundersøgelser, som vi andre ikke har adgang til. Beslutningen om at udelukke den ikke-systemiske opposition har været styret af, at den ikke måtte få nogen legitim politisk repræsentation – og dermed stå med en stærkere stemme frem mod 2021.
I marts sidste år blev Putin valgt til præsident for fjerde gang, og i henhold til forfatningen kan han ikke genopstille i 2024. Samlet har Putin siddet i 20 år, og mange vælgere har ikke kendt andre ledere end ham.
Er Putin lykkedes med ét projekt de seneste 20 år, er det restaureringen af den russiske ene-hersker-tradition – der er ingen kronprins eller et reelt politisk alternativ. Usikkerheden ved, hvad der skal ske efter 2024, er en væsentlig del af apatiens sejr ved søndagens russiske lokalvalg – troen på politisk repræsentation og håb er væk, og tvivlen om fremtiden er omfattende og lammende.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.