Det selvsikre Kina og det frustrerede USA

Et Amerika i tilbagegang må se i øjnene, at Kinas fremgang sker på deres egne betingelser, skriver den britiske forfatter og klummeskriver Martin Jacques op til dagens møde mellem Barack Obama og Dalai Lama

- I dag møder Obama og Dalai Lama hinanden i Washington. -
- I dag møder Obama og Dalai Lama hinanden i Washington. -. Foto: STF Denmark.

Kontroverserne mellem USA og Kina synes at blive flere og mere alvorlige. Senest med den kinesiske regerings beskyldning mod USA for at blande sig i landets indre anliggender ved at insistere på dagens møde mellem præsident Barack Obama og den tibetanske eksilleder Dalai Lama i Washington.

Men uenighederne burde ikke forbløffe os. Kinas fremgang betyder, at landet nu er involveret i områder i verden og emner, som det førhen kun var begrænset eller slet ikke interesseret i. Efterhånden som Kina bliver en større global magt med interesser, som det ønsker at fremme og forsvare rundt omkring i verden, vil det nødvendigvis rage uklar med USA på stadig flere punkter.

Det lader til, at det kinesisk-amerikanske forhold er på vej ind i en mærkbart anderledes fase. Det afgørende spørgsmål er, om det vil føre til stigende bitterhed mellem de to lande, indtil det bilaterale forhold mellem dem lider alvorlig skade, eller om de seneste tre årtiers generelt positive forhold kan fortsætte.

Der er endnu en underliggende forandring i forholdet, nemlig Kinas fremgang og USA?s tilbagegang. Skønt ingen af delene er nye, er den sidstnævnte først begyndt at blive anerkendt efter den globale finanskrise. Den forrykkede magtbalance mellem de to parter kommer til udtryk på adskillige måder. Kina er blevet mere selvsikkert og, på en blid måde, mere selvhævdende.

Det ses først og fremmest på den måde, hvorpå Kina – forståeligt nok – har udtrykt sin bekymring for dollarens værdi, bragt spørgsmålet om en ny særlig trækningsrettigheds-baseret valutareserve på bane og givet vestlige, især amerikanske, banker skylden for den globale finanskrise; men det ses også i en mere generel, om end diskret, kinesisk holdningsændring.

Det ville imidlertid være helt forkert at konkludere, at der er sket en større ændring i den kinesiske indstilling til USA. De fundamentale kinesiske prioriteringer er tværtimod stadig de samme, som da Deng Xiaoping definerede dem. Den altoverskyggende prioritet er økonomisk vækst, at løfte adskillige millioner kinesere ud af fattigdommen og skabe de mest fordelagtige ydre omstændigheder for at fremme dette mål, hvilket har betydet og stadig frem for alt betyder et godt forhold til USA.

Selvom kineserne måske nok spiller deres kort lidt mere selvsikkert og en anelse mere selvhævdende end før, ser jeg ikke noget særligt tegn på, at de har opgivet den stilling, de kender og stoler på. Den har tværtimod været god for dem og er det stadig. Tiden er på deres side, og derfor har de råd til at være tålmodige.

Men hvad med USA? Den omstændighed, at USA først lige er begyndt at indse, at landet er i tilbagegang, bør vække alvorlige bekymringer. USA er simpelthen aldeles uforberedt på, hvad det kan betyde: At det ikke længere kan behandle andre, som det har gjort, at det ikke længere kan gå ud fra, at det er overlegent i forhold til Kina, og at det må søge en ny forståelse af Kina i stedet for at forvente, at sidstnævnte fortsætter med at spille andenviolin.

Denne forsinkede bevidsthed om en svækkelse af USA er kommet for pludseligt og for voldsomt til, at dens betydning og implikationer er blevet ordentligt fordøjet af den politiske elite og den amerikanske befolkning. De fleste benægter faktisk stadig kendsgerningen. En klassisk illustration var den bredt udtrykte vrede og frustration i medierne og politiske cirkler over præsident Obamas relativt undskyldende facon over for kineserne, da han besøgte Kina i november. Obama havde faktisk ret på to punkter: For det første skal USA nu lære at omgås Kina på lige fod, og for det andet skal det huske Kinas rolle som dets kreditor.

Kort sagt: Den største bekymring er ikke, om Kina bliver for stor i slaget – i hvert fald ikke på kort sigt – men en voksende følelse af amerikansk frustration over, at dets eget slag ikke længere er så stort, som det har været eller burde være, kombineret med en modvilje imod eller stædig vægring ved at forstå Kina på noget som helst andet end amerikanske vilkår.

Konsekvenserne kan blive særdeles alvorlige. Forholdet mellem de to lande kan blive stadig dårligere, hvilket kan få negative følger for resten af verden. Det vil ikke være til nogens fordel. Det vil gøre tingene vanskeligere for Kina, og det vil måske sinke fremskridtet, men USA kunne komme til at lide endnu mere under det.

Amerikanerne må ikke forveksle Kina med Sovjetunionen version 2. Det er en meget anderledes og langt større modstander, hvis ultimative styrke ikke er dets militære isenkram, men dets økonomiske formåen, og hvis diplomatiske våben ikke er sabelraslen, men stor tålmodighed.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Martin Jacques er forfatter og klummeskribent med tilknytning til London School of Economics. Han har blandt andet skrevet bogen "When China Rules the World: The End of the Western World and the Birth of a New Global Order."

© 2010 GLOBAL VIEWPOINT NETWORK/TRIBUNE MEDIA SERVICES

Oversat af Nanna Vesterdorf