Det sidste redningsskib i Middelhavet må snart lægge til kaj

Redningsskibet ”Aquarius” er blevet symbol på kampen om Europas lukkede grænser. Men redningsaktionerne har ingen indflydelse på migranternes rejseruter, mener eksperter, der frygter, at fraværet af redningsskibe vil føre til flere dødsfald

Alene ”Aquarius” har reddet omkring 30.000 mennesker, siden SOS Mediterranèe og Læger uden Grænser hyrede det i februar 2016, heraf over 3000 siden årets begyndelse.
Alene ”Aquarius” har reddet omkring 30.000 mennesker, siden SOS Mediterranèe og Læger uden Grænser hyrede det i februar 2016, heraf over 3000 siden årets begyndelse. . Foto: Claude Paris/Ritzau Scanpix.

Redningsskibet ”Aquarius” forventes at ankomme til Marseille i løbet af næste uge med de sidste 58 asylansøgere og migranter om bord, som skibets besætning reddede ud for Libyens kyst natten til søndag. Frankrig har kun åbnet skibets hjemhavn, efter at også Tyskland, Portugal og Spanien har indvilget i at tage imod migranterne.

Derefter vil ”Aquarius” blive liggende i den sydfranske havn på ubestemt tid. Panama, der havde indregistreret skibet, har trukket sin indregistrering tilbage, og uden officiel indregistrering må skibet ikke sejle. Dermed har det sidste redningsskib forladt det centrale Middelhav ud for Libyens kyst.

Blandt andet fartøjerne ”Sea-Watch” og ”Lifeline” har indstillet sejladsen, efter at Italiens indenrigsminister, Matteo Salvini, i juni besluttede at lukke de italienske havne ikke blot for hjælpeorganisationerne, men også for den italienske kystvagts eget skib ”Diciotti”. I alt har en halv snes forskellige redningsskibe sejlet i farvandet for at redde de migranter, der begav sig ud på Middelhavet i små og overfyldte både på vej mod nord. Salvini har nu vundet sin styrkeprøve med de humanitære organisationer, som de seneste år har reddet titusinder af migranter fra druknedøden.

Alene ”Aquarius” har reddet omkring 30.000 mennesker, siden SOS Mediterranèe og Læger uden Grænser hyrede det i februar 2016, heraf over 3000 siden årets begyndelse. De humanitære organisationer frygter nu, at dødstallene vil stige markant i Middelhavet.

”De libyske kystvagter er ikke tilstrækkeligt velorganiserede til at redde de nødstedte. Vi har selv observeret, at det libyske koordinationscenter, der skal organisere redningsaktionerne, reagerer for sent, så migranterne drukner, inden hjælpen når frem,” siger Julie Begin, talskvinde for SOS Méditerranèe.

1730 mennesker er druknet i forsøget på at krydse Middelhavet i løbet af 2018 ifølge Den Internationale Organisation for Migration, IOM. Dødstallet er dermed stabilt i forhold til sidste år. Men eftersom der er blevet færre migranter, der sætter ud fra Libyen, er andelen af omkomne vokset markant, advarer Amnesty International. Og faldet i antallet af migranter skyldes ikke, at redningsskibene nu er væk, påpeger Joel Miller, talsmand for IOM.

”De, som nu befinder sig i Libyen, har været undervejs i flere år og forlod deres hjemland længe inden, at hjælpeorganisationerne begyndte deres indsats. Derimod er den dramatiske situation i Libyen forklaringen på, at flere nu forsøger at finde andre veje, for eksempel gennem Marokko til Spanien, hvor antallet af migranter er vokset,” siger Joel Miller, der afviser italienske beskyldninger om, at redningsskibene støtter menneskesmuglerne ved at gøre overfarten mindre risikabel.

Italien har afvist alle beskyldninger om at have lagt pres på Panama for at få landet til at tage navigationstilladelsen og indregistreringen fra ”Aquarius”. Men ved at lukke Italiens havne for redningsskibene har Matteo Salvini desuden sat tommelskruerne på de øvrige europæiske lande, der har vægret sig mod at dele ansvaret med Italien og Grækenland.

”’Aquarius’ er det sidste skib, der sejlede ud for de libyske kyster og derfor også det sidste vidne til de overgreb, de libyske kystvagter kan gøre sig skyldige i. Skibets tilstedeværelse handler derfor om at redde menneskeliv, men også om at holde både Libyen og Europa til ansvar for de aftaler, som EU har indgået med Libyen om at overlade migrationsspørgsmålet til tredjelande,” siger Lola Schulmann fra Amnesty International i Paris.

”Aquarius” er et politisk symbol, mener også den franske politolog Jérôme Fourquet, der drager en parallel til skibet ”Exodus”, som i 1947 sejlede jødiske immigranter til det britiske mandatområde i Palæstina trods et britisk forbud.

”’Aquarius’ er ikke kun et skib. Det er blevet et symbol på migrationskrisen og på den politiske udfordring, de europæiske lande står over for med at håndtere denne krise og beskytte deres ydre grænser,” siger Jérôme Fourquet til det franske dagblad Le Figaro.

I mellemtiden har SOS Méditerranée udsendt en appel til alle europæiske lande om at give ”Aquarius” et nyt flag

”Vi har rettet henvendelse til en række lande og håber, at vi får en indregistrering, så vi kan sejle påny og fortsætte redningsaktionerne,” siger Julie Begin fra SOS Méditerranée.