Det skete også i denne uge

Flygtninge og migranter er blevet sendt i hjemsendelseslejre i Tyrkiet, en afskaffelse af en lov fra kolonitiden om forbud mod homoseksualitet i Singapore er blevet afvist, og både Polen, Ungarn og Tjekkiet er blevet kendt skyldige af EU-Domstolen for ikke at tage mod nok flygtninge

Tirsdag var en historisk dag i det engelske kongehus, hvor prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, opgav deres plads som seniormedlemmer af det britiske kongehus.
Tirsdag var en historisk dag i det engelske kongehus, hvor prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, opgav deres plads som seniormedlemmer af det britiske kongehus. Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det meste af verdens opmærksomhed er rettet mod coronapandemien, som har kostet over 55.000 mennesker livet og smittet over en million mennesker verden over. Men der skete også andre ting i løbet af ugen, såsom at Singapore har afvist at omstøde en lov fra kolonitiden, og at den britiske prins Harry og hans hustru, Meghan Markle, officielt ikke længere er en del af det britiske kongehus.

Ugen begyndte med, at den regeringsvenlige tyrkiske avis Daily Sabah i mandags kunne skrive, at Tyrkiet nu har samlet næsten 5800 flygtninge og migranter i hjemsendelseslejre i ni forskellige tyrkiske områder som følge af den stigende coronasmitte. De havde i længere tid opholdt sig i det nordvestlige Tyrkiet, hvor de ventede på at krydse grænsen til Grækenland. Ifølge den tyrkiske indenrigsminister Süleyman Soylu kan flygtninge og migranter vende tilbage til grænsen, når situationen er mere under kontrol.

Det var også i mandags, at den britiske nyhedsstation BBC fortalte, at et forslag om at afskaffe en lov, som kriminaliserer homoseksuelle i Singapore, er blevet afvist af bystyrets højesteret. Loven har eksisteret siden det britiske kolonistyre og kan give mænd, som agerer ”homoseksuelt” offentligt eller privat, op til to års fængsel. Ifølge Singapores regering afspejler loven samfundets konservative værdier og bør ikke ændres.

Tirsdag var en historisk dag i det engelske kongehus, hvor prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, opgav deres plads som seniormedlemmer af det britiske kongehus. De meddelte i januar, at de ønskede et mere uafhængigt liv. Selvom prins Harry og hustruen Meghan ikke længere skal udføre officielle opgaver på vegne af dronning Elizabeth II og også har frasagt sig deres apanage, vil de stadig være kendt som hertug og hertuginde af Sussex, og prins Harry forbliver i tronfølgen som nummer seks. Inden grænserne lukkede som følge af coronapandemien, valgte parret at slå sig ned i den amerikanske stat Californien, hvor Meghan Markle oprindeligt er fra, sammen med deres snart etårige søn Archie.

Tilbage i Europa tilkendegav EU-Domstolen i torsdags, at Polen, Ungarn og Tjekkiet har handlet i strid med EU-retten, da de ikke har bidraget til EU-ordningen om omfordeling af flygtninge. Det sker som følge af, at EU-kommissionen havde trukket landene i retten. Aftalen om en midlertidig og obligatorisk omfordeling af 120.000 asylansøgere fra Grækenland og Italien blev indgået tilbage i september 2015. Selvom det endnu er uvist, hvilke konsekvenser det får for de tre lande, kan afgørelsen føre til store bøder.

Samme dag kunne flere medier berette, at højesteret i Sindh-provinsen i Pakistan har omstødt en dødsdom til den militante britiskfødte muslim Sheikh Omar, som i 2002 blev dømt til døden for at have bortført og dræbt den dengang 38-årige journalist Daniel Pearl. Straffen er reduceret til syv års fængsel, mens tre andre personer, som var dømt medskyldige, er blevet frikendt.

Daniel Pearl blev bortført i den pakistanske storby Karachi og herefter halshugget, mens han arbejdede på en historie om islamisk fundamentalisme. I 2011 konkluderede forskere efter at have undersøgt sagen, at det var islamisten Khalid Sheikh Mohammad, som dræbte Daniel Pearl. En national amerikansk undersøgelseskommission konkluderede i 2004, at han var hovedarkitekten bag terrorangrebet på USA den 11. september 2001.