”Det store træ er faldet”. Et sidste farvel til Desmond Tutu

Nytårsdag blev Desmond Mpilo Tutu, tidligere ærkebiskop i Sydafrika, berømt for sin ikke-voldelige modstand mod apartheid, bisat i Cape Town

Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, forlader katedralen efter bisættelsen sammen med Tutus enke, Leah Tutu.
Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, forlader katedralen efter bisættelsen sammen med Tutus enke, Leah Tutu. Foto: Nic Bothma/AFP/Ritzau Scanpix.

I en 2,5 timer lang ceremoni nytårsmorgen tog verden afsked med Desmond Mpilo Tutu, tidligere ærkebiskop i Cape Town, da han blev bisat. Ceremonien, som blot cirka 100 mennesker deltog i på grund af corona-restriktioner, foregik i Tutus egen kirke, St. Georges Katedral, moderkirke for den anglikanske kirke i det sydlige Afrika.

Ærkebiskoppens mellemnavn, Mpilo, betyder liv, og bisættelsen– en såkaldt ”kategori 1” statsbegravelse, der normalt er forbeholdt nationens præsidenter – var en fejring og cementering af det liv, det 90-årige ikon, der døde anden juledag, havde levet.

Desmond Tutu – eller The Arch, som han blot blev kaldt i sit hjemland – er kendt i hele verden for sin modstand mod apartheid i Sydafrika, som han i 1984 fik Nobels fredspris for. Efter apartheidregimets fald fortsatte Tutu sin kamp for menneskerettigheder på globalt plan. Blandt andet har han støttet palæstinensernes sag, og som fortaler for LGBT-personers rettigheder har han udtalt, at han hellere ville i helvede end komme i en homofobisk himmel.

I sin lovprisning af Tutu kaldte præsident Cyril Ramaphosa ham ”vores moralske kompas og nationale samvittighed (…) En korsfarer i kampen for frihed, retfærdighed, lighed og fred. Ikke kun i Sydafrika, men også rundt om i verden”.

Tutus ene datter Mpho Andrea Tutu van Furth, der selv er præst og gift med en kvinde, talte på vegne af familien og takkede verden for ”at have elsket vores fader”.

Bisættelsen fulgte Tutus egne ønsker om en simpel ceremoni, hvor han selv nøje havde udvalgt musikken. Soweto Gospelkor bidrog med den smukke ”Ha Ke Le Tje Ke Le Mobe” i et optaget indslag, mens St. Georges Katedralens kor sang undervejs. Dets udgave af nationalsangen, ”Nkosi sikelei Africa”, kan meget vel have udløst kuldegysninger hos alle, der fulgte en af de mange direkte transmitteringer af ceremonien. Folk fra hele verden – Norge, Sverige, Sydsudan, Australien, Kenya, USA, Skotland, Indien, Tanzania – fulgte med bag skærme, og i kommentarfunktionen hos South Africa Broadcasting Corporation tikkede det løbende ind med hilsner og kondolencer.

”Uwile umthi omkhulu, det store træ er faldet. Farvel, Tata [fader],” skrev en. ”Din arv vil leve videre i vores hjerter og i historien,” lød det fra en anden, og fra en tredje: ”Hvil i fred, Tata. Du kæmpede og risikerede det hele for menneskeheden.”

På prædikestolen stod Michael Nuttall, tidligere biskop i Natal-regionen og mellem 1989-1996 nummer to efter Tutu i den anglikanske kirke i det sydlige Afrika. De to havde ikke blot et tæt samarbejde, men også et nært venskab, og Nuttall var tydeligt berørt under sin prædiken, som med udgangspunkt i Mikas bog 6:8 handlede om retfærdighed, kærlighed og ydmyghed:

”I Desmond Mpilo Tutu blev denne tredelte snor vævet sammen i én lang, levet autenticitet. Det er derfor, vi elskede ham og respekterede ham og værdsatte ham så højt. Han var lille af statur, men moralsk og åndeligt var han en kæmpe iblandt os.”

Til Tutus enke, Leah Tutu, sagde han:

”Sorg er ikke en lidelse, en sygdom eller et tegn på svaghed. Det er en følelsesmæssig, fysisk og åndelig nødvendighed; den pris, du betaler for kærlighed. Den eneste kur mod sorg er at sørge.”

Og sørget har Sydafrika gjort, siden beskeden om Tutus død i en alder af 90 år kom anden juledag.

I ugen, der er gået, er der flaget på halvt i hele landet såvel som på sydafrikanske ambassader og diplomatiske missioner udenlands. I Cape Town har rådhuset og byens karakteristiske vartegn Taffelbjerget været badet i lilla lys, som reference til den lilla farve, som de anglikanske biskoppers kåber har, og kirkeklokkerne i St. Georges Katedral har hver dag klokken 12 ringet i 10 minutter. De sidste to dage op til begravelsen har folk kunnet møde op i katedralen for at tage afsked med ærkebiskoppen, der lå på castrum doloris. 

Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix

Den mulighed greb tusindvis, der ventede i lange køer, før de defilerede forbi Tutus kiste – en enkel fyrretræskiste, der efter afdødes ønske var ”den billigste, der kan fås”. På kisten lå en enkel buket hvide nelliker fra hans familie.

”Det er et trist øjeblik, men som kristen er det også et øjeblik fyldt med nåde, hvor vi takker Herren for et liv, der er levet vel,” lød det fra den nuværende ærkebiskop, Thabo Makgoba, torsdag.

Efter det formelle program i katedralen var der en privat ceremoni for familien, hvorefter urnen blev nedsat. 

Desmond Tutu efterlader sig sin kone gennem mere end 65 år, fire børn, syv børnebørn og to oldebørn – og en moralsk, menneskelig og historisk arv, der ikke på nogen måde kan gøres op.

Tutus kiste bliver båret ud af katedralen.
Tutus kiste bliver båret ud af katedralen. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix