Prøv avisen
Kampen mod smitten

Det svære liv i coronaland

De fleste, der i disse dage vover sig ud i bybilledet, er iført masker som disse unge kvinder, der i går hyggede sig med at tage en selfie foran domkirken på den ellers ganske mennesketomme Piazza Duomo i Milano. – Foto: Impa/IPA/Ritzau Scanpix.

Mange italienere er for længe om at forstå den nye virkelighed, hvor virussen hærger og kun kan stoppes ved at ændre livsstil

Der er snart 400 døde. Antallet af syge nærmer sig 8000. 16 millioner mennesker er i karantæne. Skoler, museer og biografer er lukket. Hoteller, restauranter og resten af den vigtige turistindustri har som mange andre virksomheder sendt medarbejderne hjem. Italiens i forvejen skrøbelige økonomi risikerer varig skade, og en overlæge på et hårdt presset hospital siger, at de nu er parate til at sortere de svageste patienter fra ”som i enhver anden krig”.

Christian Sanaroli fra intensivafdelingen på Pave Johannes-hospitalet i Bergamo bekræfter i avisen Corriere della Sera, at presset på personalet er så stort, at de snart må vælge, hvem de vil give chancen for at overleve. Det vil blive afgjort ”efter alder og helbredstilstand”. De gamle, hjerte- og lungepatienter og andre med dårlige chancer for at klare den kommer til sidst.

Italien er måske ikke i krig, men tydeligt i en form for undtagelsestilstand. Der er blevet langt mellem kindkys og knus og god plads på normalt overbefolkede steder i byer som Firenze og Venedig. Folkesporten fodbold afvikles uden tilskuere, bryllupper og begravelser med følge er midlertidigt forbudt. Mange spørger som avisen La Sicilia, om corona ikke kun vil stoppe de obligatoriske håndtryk mellem kirkegængere, der ønsker hinanden Guds fred, men også selve den italienske livsmåde på længere sigt.

På en tur op gennem landet ad en normalt tætpakket motorvej har man nu store strækninger for sig selv. På de rastepladser, hvor italienerne plejer at slås skulder ved skulder for at komme hurtigt til kaffen i baren, er der nu tomt.

”Nej, der er ikke meget trafik,” siger den benzin-mand, der fylder på bilen i det sydlige Campania, formummet bag et tørklæde, som dækker mund og næse.

”Vi er alle bange, ikke?”

Men det er alle ikke. Især ser unge ud til at tro, at coronavirus ikke angår dem. I fredags kørte mange fra de ramte områder i nord op for at stå på ski i Alperne, hvor de stod som sild i tønde foran lifterne. I Vucciria-kvarteret i Palermo på Sicilien sad de som sædvanligt tæt og fejrede weekend, eller holdt ”coronavirus-party”, som landets mest kendte virolog, Roberto Burioni, skrev sarkastisk på Twitter. Han mener, at de unge undervurderer faren og har en holdning om, at virussen ”ikke skal stoppe os”.

”Men epidemien stopper ikke sig selv. Det er os, der skal stoppe den,” appellerer Roberto Burioni dag efter dag på tv.

Han og resten af sundhedssystemet er oppe imod stærke kræfter i den italienske folkesjæl. Eksemplificeret ved indehaveren af et lille hotel i Aosta-dalen, der som alle andre i branchen klager over, at gæster, der har forudbestilt, ringer og aflyser. Til avisen La Repubblica siger hun, at ”der er et generelt vanvid, hvor folk af frygt for at dø vælger at lade være med at leve livet.”

Det udtrykker meget godt essensen af den modvilje, den trods og det anarki, som nogle italienere praktiserer i disse dage, hvor de ser stort på advarsler, regler og bønner fra læger, regering og paven, som nu tilbyder Angelus via streaming. Alvoren er langtfra sevet ind alle steder. I Venedig mødtes 40 studerende forleden til en stor fælles frokost under overskriften ”Socialt samvær mod psykose” og delte billeder på Facebook, der viste, hvor tæt de sad på hinanden.

I Caserta, lidt nord for Napoli, har den lokale filial af en stor burgerkæde fået dørmand. Han lukker kun nogle ind, når andre går ud. Ifølge det dekret, som regeringen kom med natten til i søndags, kan restauranter holde åbent, hvis de kan garantere, at der en meters plads mellem folk. Så der er kun få mennesker inde i restauranten – alle unge – men de bruger ikke pladsen. De står tæt sammen foran disken ligesom i køen udenfor, og en ansat i køkkenet hoster ned i sin hånd. Trods en strøm af offentlige henstillinger om at vaske hænder og hoste i sit ærme.

I Milano, der som hovedstad i Lombardiet nu også er i karantæne, beder borgmester Beppe Sala på Facebook sine bysbørn om at tænke sig om:

”Vi skal ændre vores måde at leve på og så vidt som muligt undgå kontakt, som ikke er helt nødvendig.”

Hans appel kommer, efter at lørdagens gode vejr fik en strøm af milanesere til at samles på sædvanlig vis for eksempel til en aperitivo i Navigli-kvarteret, hvor de så stort på regeringens påbud om at holde afstand.

Nicola Zingaretti, leder af regeringspartiet PD, var også i Navigli til en drink, da han var på besøg den 27. februar.

”Vi skal ikke ødelægge livet og sprede panik,” sagde han dengang til La Repubblica.

Nu er han smittet med corona. Andre politikere som Luca Zaia, der er guvernør i Veneto, hvor Venedig er hovedstad, har protesteret højlydt mod regeringens anticoronadekret og gør det dermed nemmere for den menige borger også at se stort på reglerne.

I Codogno, hvor epidemien startede, fik borgerne efter 14 dages karantæne i går lov til at bevæge sig rundt i området igen. Dér er antallet af nye tilfælde faldet, mens det stiger kraftigt rundt om i resten af landet. Flere tusinde skyndte sig i weekenden at rejse fra nord og hjem til familien i syd, da regeringens planer om at spærre Norditalien af blev lækket. De er nu mulige smittebærere, som kan få tallet til at stige voldsomt i hele Syditalien.

Sammen med det faktum, at hospitalet i Codogno, der fik de første tilfælde ind, ikke tog de nødvendig forholdsregler, så er anarkistiske italienere, der ikke retter sig efter reglerne, en væsentlig grund til, at Italien er så hårdt ramt.

Dag efter dag ser det dog ud som om, at flere begynder at rette sig efter regeringens appeller om at holde sig hjemme, hvis man ikke er nødt til at gå ud. I mange byer er der blevet stille eller meget mindre liv på gaderne, men som forfatteren Paolo Giordano skriver i avisen Corriere della Sera, så gik der for lang tid, inden alvoren gik op for både regering og menigmand. En generel mangel på tillid til systemet og politikere, og på den anden side en misforstået vilje til at berolige folk, har gjort det svært.

”Nu er der brug for at vende dette paradigme af mistillid og overbevise folk, for hvis de får muligheden for at forstå, så vil de også gøre det, og begynde at opføre sig derefter”, er håbet fra Giordano.

God plads er der også på den normalt travle vej ud til Linate-lufthavnen i Milano i disse dage, efter at regeringen har beordret udgangsforbud i regionen. – Foto: Piero Cruciatti/AFP/Ritzau Scanpix.
Det er sjældent, at der er så god plads på Markuspladsen i Venedig, og den lokale guvernør har da også protesteret mod regeringens udgangsforbud. – Foto: Andrea Pattaro/AFP/Ritzau Scanpix.