Det svenske folk fejrer fødselsdag

For knap 500 år siden rev Sverige sig løs fra Kalmarunionen, og siden er den 6. juni blevet fejret, dog først fra 1983 som officiel nationaldag

På nationaldagen kommer kong Carl Gustaf, som her i 2011, altid til Djurgården i Stockholm. Det vil også ske i dag. –
På nationaldagen kommer kong Carl Gustaf, som her i 2011, altid til Djurgården i Stockholm. Det vil også ske i dag. –. Foto: Pontus Lundahl.

En kold vintermorgen i 1520 begav Gustav Eriksson sig mod Mora i Dalarna. Han havde fortællinger med sig om det stockholmske blodbad, hvor den danske konge Christian II, der dengang også var konge over Sverige, havde beordret en stor del af adelen dræbt. Den unge adelsmand forsøgte at vække dalarboernes oprørstrang mod den danske overmagt. Derefter begav han sig på ski videre ud i det barske svenske vinterlandskab for at samle flere mænd til kampen. Gustav Eriksson fik senere tilnavnet Gustav Vasa, og det er ham, der fejres, når svenskerne i dag hejser det blågule flag overalt i landet.

LÆS OGSÅ: Folkelig fællessang er et hit i Sverige

Sveriges nationaldag ligger netop i dag, fordi den 6. juni var dagen, hvor Gustav Vasa blev udnævnt til Sveriges nye konge.

Dermed var 100 år underlagt Danmark forbi, og Sverige var ikke længere en del af Kalmarunionen.

Striden med danskerne er ikke det, svenskerne i dag lægger vægt på, når nationaldagen kommer på tale. Mest af alt er dagen en fejring af demokratiet og værdierne i Sverige. Når kong Carl Gustaf sætter sig i sin guldbelagte karet og ruller fra slottet til byens grønne lunge, Djurgården, er han symbol for det, der samler Sverige. Iklædt nationaldragter har tusindvis af svenskere tradition for at følge den kongelige familie gennem Stockholm til frilandsmuseet Skansen, hvor Sveriges fødselsdag fejres. Aktiviteterne på Skansen spænder fra traditionel folkedans til symfoniorkester og selvfølgelig nationalsangen Du gamla, Du fria.

Begivenhederne transmitteres til hele landet, og det er langtfra bare i Stockholm, at nationaldagen fejres. I hver en lille flække bliver der spist jordbærtærte og kippet med flaget, og som i Danmark har mange kommuner en skik med, at dagen bruges til at byde nye statsborgere velkomne. Alle kan ansøge om at få et flag som gave, og det er en højtidelig og festlig stund, når de nye svenskere får flaget overrakt.

Det tydeligste kendetegn, hvis man tager sig en tur rundt i sommerlandet, er, at det karakteristiske blågule flag vajer fra hver en flagstang. Oprindelige var den 6. juni kendt som flagets dag og ikke nationaldag. I mange år var dagen en national samlingsdag omkring flaget, og først i 1983 blev det officielt landets nationaldag. Det gør Sverige til et af de sidste lande i verden til at indføre en nationaldag. Fra 2005 blev det også en helligdag, hvor alle, der kan holde fri, tager dagen som en fridag. Hvis man ikke kan få nok af at fejre fødselsdagen, så holder Skansen festen kørende i tre hele dage.