Først på dagen den 9. november 1918 dalede et væld af flyveblade ned over Berlin. Tyskere på spadseretur i den store park Tiergarten i det tyske kejserriges hovedstad samlede bladene op:
”Kejseren har abdiceret!”, stod der med store bogstaver.
Samtidig stimlede tusindvis af indbyggere sammen foran rigsdagsbygningen i udkanten af parken. Klokken 14 trådte socialdemokraten Philipp Scheidemann frem på en balkon og proklamerede den tyske republik:
”Det gamle faldefærdige er brudt sammen; militarismen er besejret!”.
Men han var ikke den eneste. To timer senere stillede Karl Liebknecht, lederen af det kommunistiske Spartakusforbund, sig op foran Berlin-paladset og udråbte den ”Frie socialistiske republik”. Socialdemokraterne fik militære frikorps til at slå ned på kommunisterne, Karl Lieb-knecht blev likvideret to måneder senere, og 1000 andre myrdet i Berlins gader. Første Verdenskrigs kanoner buldrede stadig i det fjerne. Millioner sultede. Tyskland var efter fire års krig tvunget i knæ. Ingen havde en plan. Men midt i kaosset blev kimen til det første tyske demokrati lagt.
”Det usædvanlige er, at revolutionen fra 1918 aldrig blev fuldt anerkendt hverken af samtidige eller historikere,” siger Daniel Schönpflug, professor i historie ved Det Frie Universitet i Berlin og forfatter til bogen ”Kometår. 1918: Verden i opbrud”.
”Den blev ofte kaldt en ’fastlåst’ eller ’mislykket’ revolution. Det er først for nylig, at vi ser en tendens til at betragte den som en revolu-tion i ordets sande betydning og som det grundlæggende øjeblik for det demokrati, vi stadig lever i i dag.”
Mange vil formentlig forbinde mellemkrigstidens Tyskland med kaos og undergang. Og sandt er det, at Weimarrepublikken var ustabil. I sine 14 år nåede den at have 20 regeringskoalitioner. Fraværet af en spærregrænse betød, at et hav af småpartier gjorde det parlamentariske arbejde særdeles vanskeligt, og partierne på yderfløjene voksede. Men dermed ikke sagt, at republikken var dømt til undergang, understreger Daniel Schönpflug.
”Der er flere myter om Weimarrepublikken. Den, jeg kæmper mest med, er, at republikken var en fiasko fra begyndelsen. Det er klart en konklusion i lyset af, hvad der siden skete. Republikken var bestemt ikke stabil og havde en række strukturelle fejl, som til sidst førte til nazisternes magtovertagelse. Men den var ikke dømt til at mislykkes,” siger han.
Faktisk lykkedes det republikken at overkomme adskillige kriser i sine 14 år: inflationen fra 1920 til 1923, som fratog millioner af middelklassefamilier deres opsparinger, adskillige kupforsøg, separatistbevægelser og international isolation.
En anden udbredt misforståelse er ifølge Daniel Schönpflug forestillingen om ”de brølende 1920’ere” eller ”gyldne 1920’ere”, hvor især Berlin blev forvandlet til en stor hedonistisk fest. Krigen førte til et brud med traditioner og fremkomsten af avantgardekunst og jazz.
”Men ser man på dagligdagen hos befolkningen, var den hverken gylden eller brølende. Det var en tid med usikkerhed, frygt og vold, idet Tyskland bevægede sig fra et århundred gammelt monarki til en langt mere flydende politisk tilstand, og den sociale ulighed nåede et niveau, vi har svært ved at forestille os i dag. I de store byer var der en masse ekstase – dans, stoffer, sex – som måske udsprang af et desperat behov for at glemme virkeligheden, men det luksuriøse natteliv var forbeholdt de rige få,” siger han.
De skiftende regeringer blev lagt for had af store dele af befolkningen. Ikke mindst underskrivelsen af Versailles-traktaten i 1919, som pålagde Tyskland enorme krigsskadeerstatninger til Storbritannien og Frankrig, blev af mange betragtet som forræderi. Hadet blev fodret af dolkestødslegenden, en myte, som hævdede, at krigsnederlaget ikke skyldtes militær afmagt, men at jøder og kommunister havde oppisket en stemning mod krigen.
”Legenden havde stor succes som propagandaværktøj, som kunne dække over Tysklands enorme ydmygelse. Legenden skabte en fortælling om national styrke og førte til en klar opdeling mellem ven og fjende. Mange mennesker troede på teorien, og Adolf Hitler brugte den til at forankre sin ideologi,” siger Daniel Schönpflug og tilføjer, at det i sidste ende var børskrakket og depressionen i 1929, der knækkede repu-blikken og banede vej for Hitler og nazisterne.
Men modstanden mod republikken betyder ikke, at Weimar var en ”republik uden republikanere”, sådan som et udbredt fyndord siger. Det mener Sebastian Elsbach, politolog ved Center for forskning i Weimarrepublik-ken ved Friedrich-Schiller Universitetet i Jena. Reichsbanner Schwarz-Rot-Gold var med 3,5 millioner medlemmer tidens største tyske masseorganisation, påpeger han.
”Og den forsøgte at beskytte republikken mod den nazistiske trussel. Men det lykkedes i sidste ende ikke, og sejrherrernes perspektiv kom i mange årtier til at dominere Weimars historie,” siger han.
Ligeledes havde nazisterne aldrig absolut flertal i parlamentet, og Hitlers totale magtovertagelse skyldes først og fremmest Paul von Hindenburg, krigshelt og Weimarrepublikkens fjerde præsident, som i 1933 gjorde Hitler til kansler, mener Sebastian Elsbach:
”Hindenburg havde en magtfuld position og kunne praktisk talt have valgt hvem som helst. Men Hitler var mere forførende end sine konkurrenter.”
I dag hives Weimarrepublikken ofte frem i nutidens politiske debat. Tyskland befinder sig igen i en ustabil politisk tid, hvor yderfløjene vinder frem, og især højrefløjen kan samle tusindvis af mennesker på gaderne, hvoraf nogle åbent udtrykker antisemitiske og antidemokratiske holdninger og griber til vold, påpeger Daniel Schönpflug.
”Så ved første øjekast er der ligheder. Men vi er ikke kommet ud af en katastrofal krig, og vi står heller ikke over for en økonomisk krise, tværtimod: Tysk økonomi har ikke været så dynamisk siden det økonomiske opsving i 1950’erne. Så man skal være forsigtig med sammenligninger,” siger han.