At spørge til fortiden hos den 66-årige Hr. Linse fra Dessau i det centrale Tyskland er lidt som at trykke på en knap: Munden, som ellers har skjult sig et sted i den fåmælte herres fuldskæg, begynder at røre på sig, og ud kommer en uendelig strøm af historier. Om et langt liv som kranfører, om at rejse rundt og arbejde i alle mulige storbyer, om at være på farten, sove i bilen, det var som en evig campingtur, fortæller manden, et spændende liv.
Men fælles for det hele er, at det hører fortiden til. En efterhånden fjern fortid. Og de seneste år har ikke været noget at råbe hurra for. Forud for hans pension gik 10 år på en overførselsindkomst, som det socialdemokratiske SPD, han ellers havde bekendt sig til siden Murens fald, skar voldsomt under en omdiskuteret reform i 2000’erne. De traditionelle partier har mistet forbindelsen til almindelige mennesker, mener den tidligere DDR-borger, der som så mange andre østtyskere ikke ønsker at se sit fornavn trykt i avisen.
Og når den stolte Bauhaus-by Dessau og resten af delstaten Sachsen-Anhalt søndag går til valg, er det stemmer som Hr. Linses, der for første gang kan gøre det højrenationale Alternativ for Tyskland (AfD) til det største parti i en tysk delstat. Et valg, som ifølge iagttagere vil være en lakmustest for forbundsdagsvalget den 26. september.
”Jeg kan godt forestille mig at stemme AfD denne gang. De forsøger at skabe menneskelig kontakt, mens de andre partier svæver rundt oven over os. AfD og De Grønne er de eneste, der kæmper for gratis offentlig transport for folk som mig her i byen. Det betyder noget,” siger han.
Længe har fokus i den tyske offentlighed primært været på miljøpartiet De Grønne, som især i det vestlige Tyskland står som den største udfordrer af den afgående forbundskansler Angela Merkels kristendemokratiske regeringsparti CDU. Og som siden udnævnelsen af Annalena Baerbock som partiets første kanslerkandidat i flere meningsmålinger har overhalet det traditionelle magtparti.
Men i det østlige Tyskland har det islam- og indvandringskritiske AfD de senere år etableret sig som nyt folkeparti. I Sachsen-Anhalt ligger AfD i rundspørgerne i hælene på eller lige foran CDU, som også sidder på magten her og nu øjner en katastrofal start på den landsdækkende valgkamp.
AfD er et problem for alle demokrater, sagde CDU-formand og kanslerkandidat Armin Laschet i denne uge til Deutschlandfunk efter et besøg i Dessau. Også i Sachsen-Anhalt ”taler vi ikke med dem, samarbejder ikke med dem, danner ikke en koalition med dem”, fastslog Laschet.
Det er beroligende ord i en frygtelig tid, mener den 87-årige Gisela Jahn, som har arbejdet ved en række teatre i det tidligere DDR. På en bænk i Dessau beretter hun om nazisternes ødelæggelser, om som barn at måtte flygte fra hjemstavnen i det nuværende Polen i krigens sidste dage.
”Herregud! Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg havde ikke troet det muligt. Med alt, hvad vi har oplevet. Det er et parti med fascistiske tendenser. Det burde forbydes. De taler folk efter munden. Er folk virkelig for naive til at se det?”, siger hun.
Men AfD fører blot en politik, som CDU førte for 20 år siden, mener Andreas Mrosek, medlem af Forbundsdagen og AfD-kredsformand i Dessau-Rosslau. I en etageejendom bag Dessaus historiske markedsplads byder den 63-årige politiker indenfor i AfD’s lokale kontor. Han ligner en godmodig sømand. Coronamaske bærer man ikke på kontoret. Vaccineres skal han heller ikke. På toilettet hænger et ”Diesel er super”-klistermærke. Noget miljøparti er AfD ikke.
Mrosek var CDU-politiker, indtil forbundskansler Angel Merkel rykkede partiet mod midten, i 2002 trådte han ud. Han tænder en cigaret og fortæller om AfD’s politik: Delstaten skal være mere familievenlig. Flere børnehaver. Gratis mad til skoleelever. Opgør med ”kønsvanviddet”, det vil sige kønsforskning og regnbuefamilie-tænkning. Kontrol med indvandring. AfD ”har intet imod udlændinge, men de skal integrere sig og bringe fagkundskab med sig”.
Hvorfor vil de andre partier ikke samarbejde med jer?
”Nazikøllen virker i Tyskland, vi har en forbryderisk verdenskrig bag os, som aldrig må gentage sig, men lige så snart man siger noget, som handler om tysk tradition og tysk kultur, så får man med køllen og stemples som nazist. Derfor er mennesker bange for at tale højt om den slags. Men det virker ikke her i det tidligere DDR, for vi har allerede et diktatur bag os og vil ikke have flere,” siger han.
Den tyske efterretningstjeneste taler om udbredt højreekstremisme i partiet og overvåger AfD. Men Andreas Mrosek kan ikke få øje på problemet. Uanset hvor mange gange man spørger. Han peger på, at det ikke er troværdigt at kalde partiet for ekstremistisk, hvis hver fjerde ud af de knap to millioner vælgere i Sachsen-Anhalt ender med at stemme på AfD.
”Så mange af delstatens indbyggere er ikke nazister. Det gode resultat bliver retningsvisende for forbundsdagsvalget,” mener han.
I et villakvarter i den anden ende af byen lader CDU-kredsformand Christiane Nöthen sig ikke mærke af, at AfD ånder hendes parti i nakken:
”Det ryster os ikke. Vi har allerede oplevet valgkampe med modvind. Stemningen er positiv. Måske har vælgerne indset, at vi som regeringsparti ikke gjorde det så dårligt under pandemien.”
Ifølge Christiane Nöthen har politikerne ikke taget tilstrækkeligt hensyn til de mennesker, der har været arbejdsløse længe og ikke har udsigt til et bedre liv.
Sidst i 1990’erne lå arbejdsløsheden på mere end 20 procent i Sachsen-Anhalt. Mange mennesker flyttede væk. Også her i Dessau, som mistede omkring en tredjedel af sine indbyggere, inden den blev lagt sammen med nabobyen Rosslau. De ”blomstrende landskaber”, som genforeningskansleren Helmut Kohl optimistisk spåede om i 1990, er mestendels ukrudt på de ruiner, som står overalt i byen. Eksperter taler om et ”transformationschok” i det tidligere DDR. Mange føler sig som anden klasses-borgere i det genforenede Tyskland, og det præger stadig det gamle øst. Også selvom økonomien har fået det væsentligt bedre.
”I DDR var alting tilrettelagt på forhånd, nu skal alle tage ansvar og forme deres eget liv. Jo ældre man bliver, desto sværere er det at tilpasse sig nye tider. Det synes for mig at være grunden til, at folk går til AfD. Det er en protest og et udtryk for utilfredshed,” siger hun.
Joachim Liebig er kirkepræsident for den regionale protestantiske kirke i Anhalt med sæde i Dessau. Som tilflytter fra Vesten er den 63-årige præst optaget af identiteten i det tidligere DDR. Han ærgrer sig over, at Marco Wanderwitz, forbundsregeringens kommitterede for de nye forbundslande, forleden sagde, at der i det tidligere DDR hersker en historisk betinget modvilje mod demokrati. Det er ikke sandt. Men det tager mange år at opbygge en ny identitet efter 40 års DDR-diktatur. Dertil kommer det østtyske problem, at befolkningen er gammel. Efter genforeningen rejste især veluddannede kvinder væk for at få arbejde.
”AfD har succes i landområder her, hvor der hersker en større eksistentiel usikkerhed end i større byer. Her er ikke nogen stærk historisk identitet, som man for eksempel finder i sydtyske Bayern. I landområder i Vesten er der opbygget en stærk tradition blandt befolkningen siden efterkrigstiden. Denne traditionsopbygning blev ramt hårdt i øst med Murens fald i 1989, og det betyder, at selvtilliden her stadig er ret skrøbelig, og at det er lettere
at skubbe folk i en bestemt retning, som AfD har gjort,” siger han
.