Det vækker blandede følelser at søge om tysk pas, når ens jødiske mor måtte flygte fra Tyskland

David Benedict har aldrig følt sig som andet end britisk, og han lyder også så britisk som nogen – måske ikke overraskende for en mand, der er uddannet skuespiller og ofte er kommentator og kritiker på programmer på den britiske nyhedsstation BBC.

Men hans britiske identitet fik et gevaldigt skud for boven den 23. juni 2016, hvor et lille flertal af briterne stemte for at forlade EU.

”Jeg var fortvivlet over resultatet. Så da min fem år yngre bror, Robin, spurgte, om jeg og min storebror, Lewis, ville være med til at søge om tysk statsborgerskab, slog det mig, på et rent pragmatisk grundlag, som en god idé. Politisk følte jeg også, at det ville være et symbolsk slag i ansigtet på The Tories, (De Konservative, red.) og en protest imod den retning, som vort land bevægede sig i,” siger David Benedict.

Når de tre brødre kan holde fast i forankringen i EU ved at supplere deres britiske statsborgerskab med et tysk, skyldes det, at deres mor var tysk jøde.

”Min mor, Helga Moschkowitz, blev født i Nürnberg i 1932. Hun forlod Tyskland i august 1939, en måned før krigen, med sin far Max og broderen Hans,” fortæller David Benedict.

Forældrene var blevet skilt i 1936, så hendes mor blev i Tyskland og døde i en koncentrationslejr, hvilket også var skæbnen for andre tanter og onkler, fætre og kusiner.

”Min mor kom til London i 1939 og brugte resten af livet på at tale om de modbydelige tyskere, fordi de dræbte hendes mor og ødelagde hendes liv. Men hun levede, til hun var 79 år og havde alligevel et godt liv. Hun blev gift, fik tre børn, blev skilt og gift igen og var glad.”

På grund af familiehistorien er det med blandede følelser, at David Benedict skal søge om sit ekstra pas netop i Tyskland.

”Der er selvfølgelig noget kompliceret i ønsket om at få et pas fra det land, der behandlede min mor så dårligt. Derfor går jeg heller ikke ind i dette totalt naivt med tanken om, at jeg kan være en del af den fan- tastiske tyske historie, for den historie er også rædselshistorierne, der begyndte i 1930’erne, og som min mor blev fanget i. Og det er et problem,” erkender David Benedict over en stærk kop kaffe i lejligheden på tredje sal i en boligblok nær Tower Bridge i London.

I gangen hænger adskillige portrætter af moderen Helga. Ellers er størstedelen af væggene i lejligheden optaget af bøger: skønlitteratur, biografier, bøger om teater, musicals, klassisk musik, opera og anden kultur. Samtalen finder sted i spisestuen, hvis ellers det er det rette ord, for bortset fra vinduet og døren, er der bogreoler hele vejen rundt i rummet.

David Benedicts opvækst var præget af den mor, der forsøgte at lægge sin tyske baggrund bag sig.

”Det var først, da jeg var omkring 14 år, at jeg begyndte at tænke over, om min mor ikke burde tale med en stærk tysk accent. Men hun lød så engelsk, som jeg gør, og jeg har en klassisk BBC-accent,” siger David Benedict med henvisning til det britiske udtryk for, hvad vi kalder rigsdansk.

”Og jeg forstod hvorfor. Hun kom her som lille Helga Moschkowitz i en alder af syv år, og en måned senere var vi i krig med Tyskland. Det faktum, at hun var jødisk, var mest af akademisk interesse, men det faktum, at hun var tysk, betød, at hun var en lille tyskerpige, og vi var i krig med dem,” siger David Benedict.

Af samme grund tror han, at moderen netop gjorde alt for assimilere sig så hurtigt som muligt og opgav sin tyske accent og tyske identitet.

”Det var meget vanskeligere for hendes far, min morfar, som havde en bred tysk accent hele livet,” siger David Benedict og udtaler det, som var det noget ud af den gamle britiske tv-serie ’Allo ’Allo!.

For David Benedict og hans brødre har morfaderens baggrund været en anledning til at forholde sig til deres familiehistorie, og han henviser til forfatteren Anita Brookner, der i romanen ”Look at me” (”Se på mig”, dansk udgave i 1983) åbner med sætningen: ”Når først noget er kendt, kan det ikke gøres ukendt igen.”

”Og jeg kan ikke gøre den historie, som min mor gik igennem, ukendt igen. Hun huskede to ting fra sin barndom, før hun forlod landet som syvårig. Hun huskede, at lejligheden blev smadret på Kristallnacht (Krystalnatten den 9.-10. november 1938, red.). Og så huskede hun, at de havde en altan i deres lejlighed, og jeg tror, det var under rigspartidagene i 1936, hvor hun stod på altanen, og så hvordan alle heilede nede på gaden, at hun gjorde det samme. Men hendes far tog resolut hendes arm ned og hev hende indenfor. Det er, hvad hun kunne huske,” siger David Benedict.

Han forklarer, at moderen af samme grund i mange år havde et kompliceret forhold til sin jødedom, men at den også gav hende trøst senere i livet.

David Benedict føler, at ansøgningen om et tysk statsborgerskab giver følelsesmæssig mening.

”Jeg har hidtil aldrig følt mig tysk. Men når det er sagt, så føles det på en mærkelig måde som at være hjemme, hver gang jeg hører engelsk talt med tyk tysk accent. Ikke som hjemme hos min mor Helga, men det lyder som min bedsteforældre, og jeg kan godt lide den forbindelse.”

Af samme grund har de seneste to år sat gang i en selvransagelse af, hvem David Benedict egentlig er.

”Brexit-beslutningen fik mig for første gang til at forstå, at jeg er barn af en indvandrer. Jeg vidste det, men jeg havde ikke følt det før. Det gør jeg nu, og det er ikke altid en god oplevelse at have.”

Den følelse kommer blandt til udtryk gennem en ny britisk nationalisme efter Brexit, som ifølge David Benedict ikke har noget med stolthed og patriotisme at gøre.

”Jeg finder åbenlys nationalisme meget skræmmende. Brexit har ganske tydeligt givet en følelse af magt og bemyndigelse til folk med nationalistiske holdninger. Hvor Margaret Thatcher (tidligere britisk premierminister, red.) legitimerede grådighed, har dette årti og Brexit legitimeret intolerance. Der er virkeligt en giftig stemning nu,” fastslår David Benedict med henvisning til, at særligt østeuropæere er blevet udsat for både verbale og fysiske overgreb efter Brexit-afstemningen fra, hvad han kalder ”forfærdelige ignorante mennesker”.

Noget af det, David Benedict igen og igen vender tilbage, er, at retten til et tysk statsborgerskab ikke er noget, han har krejlet sig til, men noget han har en juridisk ret til. Men også, at det er noget, han gør sammen med sine brødre.

”Jeg kan godt lide tanken om at være en del af Europa. Jeg er en homoseksuel mand, jeg har ikke børn, så det er mest af alt til fordel for mine brødre, der har børn. En af mine nevøer, Isaac, er midt i 20’erne og er musiker med en svensk kæreste. Det vil være et mareridt, hvis han ikke har et EU-pas, og det vil han få med et tysk pas,” siger han om det praktiske aspekt i at have et EU-pas efter Brexit.

”Selvom vi aldrig har tænkt over det, er vi halvt tyske. Og selvom jeg om noget føler mig britisk – jeg er lige så britisk, som jeg homoseksuel, og som jeg er jødisk. Det er mine tre vigtigste identiteter. Men jeg kan godt lide den tanke, at jeg er halvt tysk og en ottendedel hollandsk på min fædrene side.”

Benedicts forældre mødte hinanden i jødisk ungdomsgruppe i London, og faderen fik et job i en afdeling af familiefirmaet i Basingstoke, sydvest for London. Familien boede i den nærliggende landsby Oakley, hvor de tre drenge blev født, og var de eneste jøder i byen. Han fortæller, at det jødiske ritual var de fem minutter fredag aften, hvor stearinlysene blev tændt, mens der blev afsagt en bøn over brød og vin.

”Vi fejrede pesach med tanter og onkler. Og vi fejrede hanukkah, men vi fejrede også jul, for vi var tre drenge, der gik i skole med ikke-jøder, så vi havde, hvad vi plejede at kalde en hanukkah-busk, som var et juletræ,” husker David Benedict.

Han er sikker på at det havde været en anden opvækst, hvis familien havde boet i et mere jødisk nabolag. Allerede som teenager fandt han ud af, at han var ateist.

”Men jeg er historisk og kulturelt jøde. Jeg talte tidligere om, at vi ikke kan gøre det kendte ukendt igen. Så jeg føler mig jødisk i den forstand, at det er, hvor jeg kommer fra. På sin vis føler jeg mig mest jødisk på en kulinarisk måde. Jeg elsker traditionel jødisk mad som sild, som min mor altid havde i køleskabet,” siger David Benedict.