En mørk vinteraften i 1990 kørte man fra det, der dengang hed Tjekkoslovakiet, ind i Tyskland. Grænseovergangen var i det bjergrige område syd for Dresden, og de tyske betjente var i påfaldende godt humør. Aldrig før eller siden har man mødt så mange varme smil ved en kontrolpost.
Hvad var der på færde? Havde betjentene netop fået lønforhøjelse? Havde de indtaget narkotiske stoffer?
Det var noget større. Tyskland var blevet genforenet. For første gang i generationer levede borgere i såvel øst som vest i frihed. Grænsen, der nu var mere eller mindre åben, gik indtil for nylig mellem DDR, altså Den Tyske Demokratiske Republik, og CSSR, der stod for Den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republik. DDR var ikke demokratisk, og CSSR ikke socialistisk. Men de var begge diktaturer som alle andre lande på den forkerte side af Jerntæppet, der delte Europa.
Den 3. oktober er det 30 år siden, og det er nemt at glemme, hvad der fik de tyske betjente – og mange andre – til at være så euforiske. Jubelen udløst af Murens fald 11 måneder tidligere er vanskelig at glemme. Den påvirkede resten af verden. De baltiske lande genvandt deres selvstændighed. Sovjetunionen og senere Jugoslavien brød sammen. Apartheidstyret i Sydafrika afvikledes.
Det var ikke lykke alt sammen. Opløsningen af den traditionelle magt i Moskva og navnlig Beograd førte til borgerkrige og titusindvis af døde. Hundredtusinder måtte flygte. I Kina blev skruerne strammet efter massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i forsommeren 1989; kommunisterne havde smidt maohabitterne og gik vestligt klædt, men undertrykkelsen var intakt. Det er den stadig.
Heller ikke i Østeuropa var henrykkelsen uden pletter. Den, der skriver disse linjer, boede i Budapest som korrespondent for en anden avis. Man residerede i en pragtfuld lejlighed højt oppe med udsigt over byen. Det var et terrassebyggeri, der aldrig var blevet færdigt, så man måtte gennem stilladser og forbi en betonblander for at komme hjem. På sin vis symboliserer det regionen: store, indre værdier, men processen er gået i stå – visse steder ligefrem skubbet tilbage –, og fundamentet er tvivlsomt.
Man betalte hver måned husleje til en ældre dame, hvis familie ejede stedet. Valutaen var efter deres ønske D-mark, altså den vesttyske møntfod. Et par dage inden genforeningen mødte man hende igen, det var jo den 1., og hun anmodede om, at fremtidige transaktioner blev afviklet i schweizerfranc. Familien havde ikke tillid til, at et forenet Tyskland kunne opretholde sin økonomiske kraft.
En yngre kvinde i Budapest så anderledes på det.
”Tyskland vinder altid til sidst,” sagde hun en smule bitter.
Begge havde fat i noget. Schweizerfrancen er fortsat en af de hårdeste valutaer på kloden, og Tyskland har Europas stærkeste økonomi. De viste også, hvor meget Forbundsrepublikken fylder også hos østeuropæerne. Det er lidt på samme måde, som Mexico har det med USA. Amerika ligger, hvor det ligger. Det gør Tyskland også. Man kan ikke komme uden om.
Livet i Budapest var et drama med overraskelser næsten hver dag. Det var for eksempel skik i Østeuropa og Sovjetunionen, at der var røde stjerner på toppen af huse og officielle bygninger, herunder parlamentet. Det var kommunismens symbol. En morgen kiggede man ud over byen, og stjernerne var væk. De var pillet ned, åbenbart i løbet af natten. Regeringen bestod af folk, der ifølge partibogen var kommunister. Men de kunne se, hvilken vej vinden blæste, hvad eksempelvis det østtyske regime ikke var i stand til. Derfor forberedte de Ungarn på et systemskifte vel vidende, at de formentlig selv ville ryge ud af historien. De måtte ofte bøje regler eller se den anden vej for at få det til at glide.
Mange år efter spiste man frokost med Miklos Nemeth, der som ung regeringschef drev omvæltningerne frem på regimets side. Efter hovedretten spurgte Nemeth, om han måtte ryge. Naturligvis, svarede man, og oplyste, at man selv praktiserede denne last.
Nemeth bød straks en cigaret. Man takkede nej og forklarede, at man først nød tobak efter klokken 15.
”Stil uret frem,” replicerede den politiske veteran.
Det var sådan, han havde gjort i Ungarn, hvorfor man var langt foran DDR og alle andre østlande med en enkelt undtagelse.
Det var Polen. Polakkerne havde alle dage været noget for sig selv. En dansk ambassadør i Warszawa kaldte allerede i midten af 1980’erne Polen ”et frit land”. Man kunne sige og skrive næsten, hvad man ville. Problemet var, at der ikke var varer i butikkerne, at der med den frie fagforening Solidarnosc var kommet en politisk opposition, og at russerne ifølge partichefen general Wojciech Jaruzelski var på nippet til at invadere landet.
I stedet havde Jaruzelski indført krigsretstilstanden 1981. Han var, fortalte han, da man mødte ham længe efter, fortvivlet og havde overvejet at begå selvmord. Han måtte vælge mellem pest og kolera, syntes han. Enten mistede kommunisterne grebet fuldstændigt, eller der kom en sovjetisk besættelse. Jaruzelski valgte det, han betragtede som den mindst ringe udvej. Polen havde altid, konstaterede han under en tre timer lang samtale, været ”en hæretisk ø”, en kættersk enklave i det røde hav.
En anden enklave var Albanien, mindre end Jylland og med et diktatur, der virkede dragende på den alleryderste danske venstrefløj. Det var som Nordkorea, men tættere på. Man kunne flyve dertil i løbet af nogle timer med en enkelt omstigning, og der var en strøm af overvejende unge, danske besøgende. Mændene lod sig villigt klippe, for herskeren, Enver Hoxha, brød sig ikke om langt hår. Kort efter den tyske genforening var man i Tirana, og en albansk diplomat, der havde været oppasser for udenlandske gæster, fortalte, at danskerne var de værste. De slugte alting råt. Også forbuddet mod religion fra 1967.
Der var egentlig kun to ting, man altid kunne købe. Det ene var lokum, en sød spise af størknet sirup og pakket i æsker af gråt kardus. Det andet var Hoxhas samlede værker. Førstnævnte var at foretrække.
Da det hele var ved at ramle i 1991, mødte man Ramiz Alia, Hoxhas håndgangne mand gennem årtier. Efter tyrannens død var han blevet præsident. Titusindvis af albanere søgte mod Vesten i synkefærdige både. Det var Alias første samtale med en journalist fra det kapitalistiske udland, som man kaldte den frie verden dengang. For en mand, der havde tilhørt toppen af et stalinistisk rædselsregime, virkede han fremkommelig. Han bød på kaffe, cola og småkager, og han var klædt helt i brunt – fra sko og sokker til skjorte og habit. Han havde aldrig udøvet diktatur og altid været imod vold, sagde han.
Måske var det rigtigt. Han muliggjorde et forholdsvis fredeligt systemskifte. Under Hoxha var han gået stille med sine angivelige idealer, hvad der kan være forståeligt, siden alle, der gjorde sig uheldigt bemærket, blev skudt, hængt eller i det mindste sendt i fangelejr med hele familien.
Også samtalen med Alia varede i flere timer. Det virkede, som om den udenlandske visit var en velkommen adspredelse for præsidenten. På et tidspunkt sagde han, at forsyningssituationen var ganske god.
Hvornår havde han sidst købt brød og sæbe og sukker og marmelade i lokale butikker, spurgte man.
Alia tænkte sig om, og svarede, en smule forundret:
”Det har jeg egentlig aldrig gjort. Nej, det har jeg ikke.”
Ingen, der har gennemlevet den tid for 30 år siden, og hvad der fulgte, kan tænke tilbage på alt det uden at risikere kuldegysninger og gåsehud. Og man er altid klogere bagefter. En rumænsk regeringstalsmand, som man vendte tingene med et kvart århundrede efter Murens fald, kaldte demokrati ”vanvittigt vanskeligt”.
”Vi troede, at det betød fuldstændig frihed. Vi forstod ikke, at der er flere love og regler i et demokrati end i et diktatur,” sagde han.
”Det er langt nemmere at gebærde sig i et totalitært system,” mente han.
Det må være den øvelse, der er ved at glippe nogle steder, mens man i Tyskland forbereder sig til jubilæet om en uge. Nogle af dem, der har fulgt tingene i Central- og Østeuropa, er betænkelige uden at være fuldblods pessimister.
En af stenene i skoen er, at for eksempel Polen og Ungarn ser stort på københavnskriterierne, vedtaget i den danske hovedstad 1993, der blandt andet skulle sikre demokrati, retsstat, menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal, når de tidligere østlande blev medlemmer af EU. Men er glasset halvt fuldt eller halvt tomt?
Ungarns tidligere ambassadør i Washington og ved Nato, Andras Simonyi, siger, at ”vi alle” var naive ved overgangen fra diktatur til demokrati.
”Skaden fra kommunismen går dybere, end vi troede. Vi havde ikke regnet med grådigheden og korruptionen både hjemme og ude,” siger han.
Med blik på Polens stærke mand Jaroslaw Kaczynski og Ungarns regeringschef, Viktor Orbán, som begge var systemkritikere, da kommunisterne var ved magten, siger han:
”Modstandsbevægelser udklækker i reglen forfærdelige ledere.”
Hensigterne bag københavnskriterierne kalder han ”en illusion”, der banede vejen for netop Kaczynski og Orbán.
”Man kan ikke true med konsekvenser, når man hverken har politisk vilje eller redskaber til at tvinge et land til overholdelse af kriterierne. Faktisk svækkede de Polen og Ungarns immunsystem, fordi der blev satset for meget på, at EU ville gribe ind. Men selvfølgelig er glasset halvt fuldt. Det værste demokrati er bedre end det bedste diktatur,” siger Andras Simonyi.
Mark Medish, der rådgav den amerikanske præsident Bill Clinton i 1990’erne og siden blev en af hans vicefinansministre, peger på, at ”en af de centrale antagelser efter den kolde krig var, at ændringerne var uigenkaldelige. Det viste sig at være forkert. Det sovjetiske tyrannis endeligt gjorde det muligt at vende tilbage til nationalistiske mønstre fra fortiden, som var stik imod den overnationale tanke i et udvidet EU”.
Om glasset siger Mark Medish, at ”hvis det var halvt fuldt af god bordeaux i 1990, er det i dag snarere halvt tomt af lunkent øl. Men det kan ændres til det bedre. Europatilhængere har et stykke arbejde foran sig.”
Og så er der Uffe Ellemann-Jensen, der som Danmarks udenrigsminister 1982-1993 fulgte omvæltningerne intenst. Især omkring genforeningen var den daværende formand for Venstre på farten næsten ustandseligt, navnlig i Østeuropa.
”Vi overså nok, at frihedens medalje har en bagside – ønsket om at gøre op med fortidige forurettelser, hvilket let kan føre til utæmmet nationalisme, hvor man kaster sig over naboer og nationale mindretal – hvilket var umuligt, da landene var ufrie,” siger han.
Ifølge Uffe Ellemann-Jensen er glasset ”bestemt halvt fuldt. Det kunne være gået langt værre, hvis vi havde ladet tingene sejle. Og naturligvis kan man gøre noget, når københavnskriterierne brydes. Man kan ramme de skyldige på pengepungen. Det er et spørgsmål om politisk vilje. Ikke nemt, men ikke umuligt”.
I dag er Tjekkoslovakiet i øvrigt delt i to – en tildragelse, gennemført af politiske ledere uden en folkeafstemning. Grænsen til Tyskland har i år været helt eller delvist lukket på grund af coronapandemien. Hvilket får hin vinteraften i 1990 til at fremstå endnu mere magisk.
Michael Kuttner oplevede som korrespondent Berlinmurens fald, Tysklands genforening og forsøget på at samle Europa. Med bopæl i Budapest (1989-1992), Washington (1993-1997) og Berlin (1999-2020) har han beskrevet udviklingen fra begge sider af Atlanten. Fra næste måned er han klummeskribent hos Kristeligt Dagblad.