Gammel og ung, rig og fattig, by og provins.
Der er store forskelle på de briter, der ønskede henholdsvis at forlade og blive i EU.
Blandt de 17.410.742 briter, der torsdag stemte for en Brexit, er forskellene også til at få øje på, men de ligner alligevel hinanden på en lang række punkter.
”Det er dem, der har svært ved at læse underteksterne,” fortæller Uffe Østergaard, der er professor emeritus ved CBS, med et glimt i øjet.
Det var nemlig i særdeleshed de ældre briter, der blev udslagsgivende for Brexit-afstemningen. På de sociale medier bliver de ældre beskyldt for at diktere ungdommens fremtid – en fremtid, som de ovenikøbet ikke engang er en del af, pointeres det i mange opslag. Men det er næppe i trods, at næsten to ud af tre over 65 år har stemt Storbritannien ud af EU.
De er nemlig nationalnostalgiske og tænker tilbage på de gamle dage under Det Britiske Imperium, fortæller Uffe Østergaard, der gør opmærksom på, at det ikke kun er et spørgsmål om alder.
”Det er folk, som er trætte af indvandring, overregulering og fri bevægelighed, fordi de arbejder i erhverv, som er udsatte for konkurrence,” siger han.
En måling fra analyseinstituttet YouGov viser, at arketypen på en vælger, der har stemt for at forlade EU, bor i East Midlands, som er den østlige del af England med byer som Leicester, Nottingham og Derby. Derudover er nej-sigerne lavt uddannede og kommer fra den laveste socialklasse.
”Det er typer, som føler sig presset af udviklingen i eget land, og som er tilbøjelige til at give EU skylden for deres problemer. Det er særligt de åbne grænser og den østeuropæiske indvandring, som de reagerer stærkt imod,” siger lektor i britisk historie og samfund ved Aarhus Universitet Michael Böss.
EU-tilhængernes advarsler om et økonomisk kollaps, hvis Storbritannien meldte sig ud af EU, har fyldt meget i valgkampen. Men netop fordi tilhængerne af en Brexit oftest kommer fra den laveste sociale klasse, har skræmmekampagnen ikke gjort indtryk på dem, skriver Owen Jones i en klumme i den engelske avis The Guardian.
”Trusler, om at man vil miste alt, betyder meget lidt, hvis du i forvejen føler, at du har meget lidt at tabe,” skriver han.
Michael Böss mener, at disse vælgeres bekymringer er ganske konkrete, og det er derfor, at de reagerer, som de gør. De føler ikke, at de kan genkende deres nabolag, og de kan se konsekvenserne på deres indkomst, fortæller han.
”De oplever, at navnene på butikkerne pludseligt er skrevet på arabisk, og der er måske en polak, som har taget deres arbejde,” siger han.
YouGov-målingen viser desuden, at de fleste Brexit-tilhængere stemmer på uafhængighedspartiet Ukip, og de er ofte blevet fremstillet som nogle, der frygter fremtidens forandringer, men selvbilledet er anderledes, mener Michael Böss. De ser sig i opposition til en elite, som er ude af trit med virkeligheden.
”De opfatter sig selv som nationens kerne, der repræsenterer de ’små englændere’ i modsætning til de ’store englændere’ med globalt udsyn,” siger han, hvilket stemmer godt overens med de udtalelser, der er kommet fra Ukip-lederen, Nigel Farrage, efter sejren.
”Vi er brudt ud af en fejlslagen politisk union. Vi har formået – det lille folk, det almindelige folk – at ignorere truslerne, som er kommet fra store virksomheder og storpolitikken, og det har været en stor, fantastisk øvelse i demokrati,” sagde Nigel Farage til britiske medier.
Selvom EU-skepsissen er et udbredt fænomen blandt flere af de europæiske befolkninger, så er der alligevel noget særligt britisk over denne gruppe vælgere, mener Michael Böss:
”Der er en lang historisk tradition for, at man opfatter kontinentet som en trussel mod den britiske frihed.”