Cirka 200 kilometer vest for den nepalesiske hovedstad, Kathmandu, er Bobby Grampp, på vandretur. Han og nogle tyske venner besøger en kammerat, der bor i Pokhara, landets tredjestørste by. I dag er Bobby dog alene med sin rygsæk på vandring indtil han møder en anden vandrer. En ung mand, der også er alene i den nepalesiske natur. De to hilser på hinanden, taler om løst og fast, de bedste veje at gå, de smukkeste ting, man skal se.
Hvor kommer du egentlig fra? spørger Bobby.
Israel. Og du?
LÆS OGSÅ: Unge tyskere skammer sig stadig over nazitid
Tyskland.
Mandens ansigt, der før var smilende og imødekommende, ændrer sig markant. Den klare luft står pludselig helt stille mellem dem. Tyskland møder Israel, året er 1998, og begge befinder de sig på den anden side af Jorden langt væk fra koncentrationslejre, gaskamre og fortidens synder. Samtalen bliver kort og ordene knappe. Bobby er ikke i tvivl om, hvad der lige er sket, og han føler sig utilpas. Han husker sin skoletid, historietimerne, massemordene og de mange frygtelige billeder af koncentrationslejrene, de fik vist frem i klassen, og selvom det ellers normalt ikke er noget, han forbinder sin egen person med, kan han pludselig mærke den komme krybende. Skylden. Situationen er blevet akavet og ubehagelig. Israeleren afslutter det tilfældige møde med en kold mine, og Bobby begiver sig videre på sin vandring.
LÆS OGSÅ: Unge tyskere skammer sig stadig over nazitid
Men nu har han skyldfølelsen med i rygsækken.
En hvid turistbus vikler sig ind og ud gennem trafikken i Berlins centrum. Den er ikke alene. Røde, gule, grønne, blå. Turistbusser overalt, og hver gang de runder et hjørne, passerer de en ny facet af lokal og national historie. Brandenburger Tor, Checkpoint Charlie, resterne af Berlinmuren, der i 1989 måtte lade livet, så venner og familie, øst og vest, igen kunne forenes. Billederne på nethinden er mange. Fra hvert sæde kan passagererne spejle sig selv i de andre forbipasserende busser det samme billede bag hver rude: store øjne og pegende fingre, der fedter busruderne til.
Der er langt fra den unge, skyldbetyngede backpacker, der var på vandring i Nepal, til den voksne, selvsikre og velartikulerede guide, der omkring 14 år senere deler ud af sin store lidenskab for historie og i særdeleshed den tyske.
Det er det helt særlige ved det 20. århundredes Berlin: Verdenshistorien udspillede sig i denne bys gader.
Bobby byder dagens hold tyske turister velkommen med små anekdoter og historiske facts om deres lands hovedstad, der efter afslutningen på Anden Verdenskrig stort set blot var en bunke ruiner. 90 procent af byen var bombet til ugenkendelighed. Der er installeret små fladskærme, som viser gamle billeder og fjernsynsoptagelser fra Berlins fortid. Billeder, der understøtter Bobbys for-tællinger.
Da bussen når til Bebelplatz i centrum, får tilhørerne at vide, at der midt på pladsen er en glasrude ned til undergrunden under brostenene. Flere turister står samlet ved glaspladen herunder kan de skimte rækker af tomme hylder, der kunne rumme tusindvis af bøger. Tomheden skal minde om de mange stykker litteratur, der kunne have ligget her, men som gik op i røg. Die versunkene Bibliothek, Det sunkne bibliotek.
Indtil nu har der været en konstant summen, småsnak, jokes og ferieglad fnisen fra bagsædet. Men nu er der helt stille. Med et tryk på en knap starter Bobby en video, der fanger alles opmærksomhed:
Tyske mænd og kvinder! Den outrerede jødiske intellektualismes tidsalder er nu forbi, og den tyske revolutions gennembrud har igen gjort plads for den tyske vej, lyder det fra Joseph Goebbels, naziregimets propagandaminister, der tordner mod den utyske ånd. Et stort bål opsluger grådigt tusindvis af bøger, der alle er stablet op midt på pladsen. Adskillige uniformerede soldater kaster flere til, og siderne, ordene, poesi og videnskab, hvirvler gennem luften. Bogafbrændingen af al jødisk eller antinazistisk litteratur i Berlin centrum i maj 1933.
Bussen triller langsomt videre gennem Berlin og lægger Operapladsen bag sig men stilheden i bussen følger med lidt endnu.
Bobby Grampp, hvis fødenavn er Hermann, er 35 år. Kælenavnet Bobby har han altid haft. Han kan ikke huske, om det er noget, forældrene har fundet på, men det har bare hængt ved. Han blev født i byen Bayreuth i Sydtyskland og voksede op med forældre af 68-generationen den generation, som forlangte en forklaring af deres forældre, når det kom til An-den Verdenskrig. De ville have hele historien om, hvad der skete, og hvilken rolle deres egen familie havde spillet.
Indtil da havde det været praksis, at krigen var et lukket kapitel en stak dokumenter i et arkivskab, der ikke tålte nærmere granskning. Domsafsigelser i Nürnberg, nogle hængninger, et punktum. Livet skulle gå videre. Som modsvar åbnede børnene af Anden Verdenskrig samtlige arkivskabe, studerede samtlige mapper og holdt Tysklands fædre og bedstefædre til ansvar i retfærdighedens navn.
Derfor fik Bobby også allerede i en tidlig alder at vide, at hans bedstefædre begge havde været soldater for Hitler. De havde kæmpet i den nazistiske hær ved invasionen af Polen og senere ved østfronten. De havde tjent et formål, omend indsatsen var tvunget. Grampp-familien havde sin del af menige skyldnere på stamtræet. Et nuanceret stykke information, som Bobby gjorde sig flere tanker om.
Jeg ved, at mine bedsteforældre som sådan ikke bar ansvaret. De var jo ikke medlemmer af partiet, de var bare soldater. Unge soldater.
Følelsen af at være skyldig, fordi han var født i det land, der stod bag jødeudryddelserne, kom først senere med undervisningen i skolen, der udpenslede fortidens ugerninger. Det var her, Bobby fandt ud af, at fortiden skulle være hans fremtid, og her, følelsen af ansvar og dårlig samvittighed sneg sig ind på ham som på mange af hans skolekammerater.
Der var naturligvis aldrig nogen, der sagde: I skal føle jer skyldige! Men det blev en sideeffekt, en bivirkning. Det sker, når læreren står og taler om den mørke tid med alvorlig røst og fortæller, at det er den største forbrydelse i menneskehedens historie. Det er det selvfølgelig, men problemet er, at når man er omkring 15-16 år, så skaber det en enorm usikkerhed i én. Man tænker: Det er en del af min historie. Det var mine bedsteforældre. Det er en del af mig.
Som en del af undervisningen i skolen skulle Bobby et par uger til Frankrig på sprogskole. Og her havde han konstant skylden i baghovedet, når han mødte udlændinge, der konstaterede, at han var tysker.
Det var bare måden, de kiggede på mig på. Måden, hvorpå de konstaterede, at jeg var fra Tyskland. Det var bare en fornemmelse, der gjorde det ubehageligt. Jeg ved faktisk ikke, om det var, fordi jeg tænkte sådan på det, eller det virkelig var sådan.
Som et led i sit historiestudium flyttede Bobby tre år til Paris, og i løbet af det første år fandt han ud af, at han som tysker sagtens kunne være patriot og føle sig stolt af Wagner og tyske værdier, uden at det nødvendigvis betød, at han også var stolt af Hitler og holocaust.
Jeg fandt ud af, at jeg faktisk skattede punktlighed. Det havde jeg aldrig rigtig tænkt over før. Jeg havde altid opfattet tyskernes hang til punktlighed som noget alt for militaristisk. Samtidig gik det mig virkelig på, når bussen ikke kom til tiden. Og så mærkede jeg bare, at okay, jeg er tysker men hvad så? Hvad er der egentlig galt i det?. Punktlighed er jo bare en del af måden, vi er opdraget på, og det skal man ikke skamme sig over.
Sådan er det ikke alle unge tyskere, der har det i dag. De fleste unge tyskere føler stadig skam over det sorte kapitel i landets historie, diktatoren og masseudryddelserne.
Bobby betegner sig selv som lidt af en undtagelse på det punkt, og forklarer, at mange af hans venner stadig ikke mener, man kan være stolt af at være tysker på grund af fortiden.
Så siger jeg altid, at det er vigtigt at mindes forbrydelserne, men det er ikke din personlige skyld. Det var ikke dig, der byggede Auschwitz.
Alligevel spillede den svære historie mellem de to lande en rolle, når han skulle tale om fortiden med sine franske venner og studiekammerater. Sådan var det bare. Og selvom han fortalte med begejstring i stemmen om hjembyens Wagner-festival og om Goethe og Beethoven, så sagde han dog aldrig ordene jeg er stolt af at være tysker.
Det har jeg aldrig sagt.
Da bussen nærmer sig slutningen af turen, nærmere betegnet holocaust-monumentet midt i Berlin få hundrede meter fra Brandenburger Tor er stemningen i bussen igen blevet løsnet op. Småsnak og feriefnis har fundet sin vante plads på de bagerste rækker. Men da guiden griber mikrofonen, er hans tonefald nu ikke længere skæmtende som før, og han beskriver de mange betonblokke til venstre for os. Mindesmærket for menneskehedens største forbrydelse. Holocaust.
2711 betonblokke i forskellige størrelser tårner sig op i helt lige linjer, og danner en blygrå, kvadratisk labyrint. Dette helt særlige mindesmærke deler vandene. Skamplet eller skønhedsplet? Et evigt ar, en påsminket undskyldning, en smertelig selvanklage fra en skamfuld fortid og for andre et smukt minde om de familiemedlemmer, der ikke længere er. Et minefelt for en turistguide at skulle præsentere, men han giver sig i kast:
Mindesmærket her blev åbnet i 2005 60 år efter krigens afslutning og er designet af arkitekten Peter Eisenman til minde om den største forbrydelse i menneskehedens historie
Bobby husker for sig selv, hvordan en kollega engang fik en voldsom overhaling af en amerikansk jøde, fordi turisten ikke mente, at guiden havde givet sig nok tid til at respektere stedet:
Det er utilstedeligt! At De vil tillade dem det! Så kort kan man ikke omtale et holocaust-monument, sikke en frækhed! Hele det jødiske folk har lidt og så skynder De dem bare lige forbi!.
Men ikke denne gang. Bobby tager sig god tid. Passagererne lytter endnu en gang i koncentreret tavshed. Han ved, at tonefaldet skal være afrundet, seriøst, neutralt. Han må endelig ikke give sin egen mening til kende om stedet hvad den end måtte være, så er der højst sandsynligt nogen i bussen, der har en anden. Fortiden er næsten 70 år væk, men den er til fuldt skue lige uden for de fedtede busruder.
Der er ikke nogen særlig mening med blokkene eller antallet af dem. Hele mindesmærket er fuldstændig åbent for fortolkning.
Folk nikker i tavshed. Kigger på de endeløse, uregelmæssige blokke af sten. Stadig denne tavshed, der varer, indtil monumentet er ude af syne, og turen er slut.
Bobby manøvrerer sig gennem hjertet af Berlin som en fisk i vandet, midt i landets fortid og sin egen nutid. Med sin cykel i hånden viser han nu til fods vejen hen til holocaust-monumentet igen for at tage billeder. Han er nu ude af sin officielle rolle som rundviser, der er højt til loftet her, hvor han er kommet ud af den indeklemte atmosfære i bussen. Her er der plads til at ytre sine egne meninger.
Jeg hører tit tyskere, der siger, at mindesmærket er alt for stort. Da det blev planlagt, var jeg heller ikke helt godt tilpas med det. Jeg spurgte mig selv, om det virkelig var godt sådan at stemple Tyskland. Men i dag har jeg forstået, at det er et meget vigtigt mindesmærke, der vil stå i århundreder, ja måske årtusinder ... Hvis ikke en ny krig ødelægger hele Berlin eller Tyskland.
Mindesmærket er vigtigt for Bobby og for Tyskland. Selvom han ikke længere selv føler den skyld, som nogle af hans venner gør, føler han stadig et stort ansvar for at mindes. Som historiker og som menneske er fortiden vigtig for ham, men ikke vigtigere end, at han stadig mener, man skal kunne have hver sin tilgang til den.
Massevis af børn leger gemme- og fangeleg blandt de tonstunge kasser af beton, der varierer i skråning og højde. Det er svært ikke at blive torpederet af dem, når de fortaber sig i den kubistiske labyrint. Egentlig skal man være stille her, respektere stedets historie. Man må ikke løbe, hoppe rundt, stå eller sidde på de gravstenslignende betonblokke. Det lader til, der er nogen, der har glemt at sige det til de legesyge børn.
Det skal ikke forstås forkert, men jeg synes egentlig, det er godt at have en lidt mere legende tilgang til det. På den ene side er der denne meget tunge og seriøse erindring, men på den anden side skal man heller ikke komme hen til mindesmærket og hengive sig fuldstændig til en ærefrygt, der helt dræner én.
Bobby ser sig omkring. Han har set monumentet flere gange end de fleste og kommer til at se det mange gange endnu. Hvis monumentet så bliver stående i århundreder eller årtusinder kommer skyldfølelsen og historien så til at blive lige så længe? Bliver det aldrig tid til at lade fortiden hvile og lægge historien bag sig?
Altså Nej. Den historiske arv vil aldrig gå væk, selvom det var sådan en kort periode.
Bobby filosoferer over perioder af lignende længde. Bare fordi en periode er kort, betyder det ikke, at den hurtigere bliver ubetydelig. Man taler i dag stadig om det klassiske Grækenland i det fjerde århundrede før Kristus.
15 år med Perikles det var også relativt kort tid, og det står stadig tilbage
Så hvor længe skal Tysklands efterkommere blive ved med at tænke på historien og den dårlige samvittighed? Bobby trækker på skuldrene. Han kender ikke svaret.
Der er altid en afslutning på et historiekapitel, og så begynder der igen noget nyt. Så en dag bliver også det bare til historie i form af gamle dokumenter fra 1940erne.