Hvis der findes en prototype på, hvordan en filosof eller prædikant skal se ud, så falder Mark Stevenson med sine halvslidte cowboybukser, sine usnørede gummisko og sit forvoksede teenagerlook uden for den gængse skabelon. Han afskyr da også, som han siger, når folk bliver sat i bås.
Alle mennesker er interessante. Ellers skal man bare give dem et par drinks, siger han.
Så er der nok mere stand-upkomiker over ham. Og faktisk har han engang ernæret sig som sådan.
LÆS OGSÅ: Vesten glemmer sin egen historie i demokratiseringen af udviklingslandene
Men tag ikke fejl. Den sympatiske brite har store og velmente ambitioner om at gøre verden bedre. Til det har han stiftet de Pragmatiske Optimisters Liga, LOPO. Hans kongstanke er, at man skal være optimistisk for at kreere og turde kreere, for at verden kan blive bedre. Kristeligt Dagblad møder ham, da han er i Madrid for at holde et foredrag.
Hvordan vil du beskrive begrebet optimisme?
Optimisme er egentlig ønsketænkning, og det er i princippet okay. Men det dur ikke i praksis, hvis man bare sidder og ønsketænker uden at handle. Derfor taler jeg om pragmatisk optimisme, der dækker over at have en dristig ambition om at være optimist. Optimisme betyder at forestille sig en bedre verden, og når det knyttes til handling, så bliver det pragmatisk og brugbart.
Hvis man forestiller sig verden bedre, kan man ændre den. Martin Luther King havde ikke kun en drøm. Han forsøgte rent faktisk og pragmatisk at få den til at gå i opfyldelse. At forbinde drømme med kritisk tankegang er ikke et nyt fænomen. Men det er ikke oppe i tiden i øjeblikket. I hvert fald ikke i den vestlige kultur, hvor der er meget kynisme og kun lidt intelligens, siger Stevenson
Hvorfor er det så vigtigt at være optimist?
Jamen det har altid været vigtigt. Optimister er dem, der har ændret verden. Det var jo optimister, der opfandt ilden, hjulet og medicinen. De forestillede sig noget anderledes og bedre og skabte det. Optimister er drivkraften i vores samfund. Alt fremskridt i verden skyldes, at nogen har sagt: Det kan gøres bedre. Pessimister ville aldrig have skabt velfærdsstaten eller være taget til månen. Selvfølgelig kan man tage fejl. Men hvis man er bange for at begå fejl, så når man ingen vegne. For mig personligt er det et moralsk spørgsmål. Hvis du ikke er optimistisk om fremtiden, så fordømmer du verden til at blive dårligere.
Så du er her for at redde verden?
Jeg mener, at vi alle er her for at redde verden. Vi kar kun én planet, og den har store globale problemer i øjeblikket. Og jeg tænker ikke kun på den globale opvarmning og finanskrise. Alle vores systemer fejler i øjeblikket. Vi har et finansielt system, der går stik imod folks værdibegreber. Et uddannelsessystem, der opdrager børn til ikke at være kreative. Et retssystem, der fungerer uendelig langsomt. Et regeringssystem, der bruger de samme ledelsesprincipper som i midten af det 18. århundrede. Et energisystem, som ikke tager miljøproblemerne alvorligt, siger Stevenson.
Vi har massive globale problemer, og regeringerne vil ikke løse dem. Jeg plejer at sige: at vente på, at regeringerne skal løse vores problemer, er som at vente på, at Donald Trump skal skrive en feministisk roman. Derfor har vi brug for, at folk samarbejder i netværk. Og LOPO er mit bidrag til at få folk til at arbejde sammen om at gøre gode ting. For nylig var jeg i et slumkvarter i Rio de Janeiro, hvor beboerne var gået sammen og havde lavet deres eget elværk, så de kunne få gadelys. Jeg er sikker på, at vi vil se mange flere netværk i fremtiden, fordi folk mere og mere får øjnene op for fordelene ved at gå sammen om at løse problemer.
Hvad kan man bruge optimisme til, hvis man sulter, eller hvis man har mistet sin familie og sit hus i en tyfon? Er det så ikke et tomt begreb?
Man er nødt til at være optimist. Selv i den værste modgang. Hvis man ikke kan forestille sig, at situationen kan blive bedre, så er det meget svært at gøre den bedre.
Jeg er selvfølgelig klar over, at det er meget nemt for mig at sige. Jeg er jo i en priviligeret situation. Men min erfaring, efter at have rejst verden rundt og talt med alt fra filantropiske milliardærer til mennesker på samfundets absolutte bund, er, at folk, der har overlevet den hårdeste modgang, er kommet igennem, fordi de ikke har givet op, men troet på, at tingene kunne blive bedre. De fleste har sagt til mig, at det var deres optimisme, der holdt dem i live.
Et af Europas største aktuelle problemer er ungdomsarbejdsløshed. Millioner af unge føler selv, at de er uden fremtidsudsigter. Har du nogle værktøjer til dem?
Ja, de kan bruge de otte grundregler eller principper, som vi bruger i LOPO. Den vigtigste, som man kan starte med, er at forestille sig en bedre verden. Det er også vigtigt at tænke som en ingeniør eller igangsætter og ikke som en politiker. Og så må man ikke være bange for at begå fejltagelser. Mange er så angste for at fejle, at de vælger at forblive passive. Men det er jo netop ens egne fejl, man lærer af. Jeg føler for eksempel, at jeg bliver en bedre partner, hver gang jeg har kvajet mig over for min kæreste.
Er det ikke naivt at tro, at LOPO kan gøre nogen forskel i en verden, der styres af politikere, hedge fonde og multinationale?
Nej, det mener jeg overhovedet ikke. Måske er verden nok domineret af et politisk system, men det fungerer ikke længere. Vi er i en brydningstid. Ligesom der op igennem historien har været forskellige omskiftninger, landbrugsrevolution og industriel revolution, er vi nu midt i en teknologisk revolution, der helt sikkert vil ændre verden. Ja, vi ser jo allerede effekterne af, at vi kan kommunikere med hinanden globalt, fremhæver Stevenson.
Så jeg er meget fortrøstningsfuld, specielt med hensyn til de unge. De føler et langt større socialt ansvar og lyst til at deltage og agere end tidligere generationer.
Og cheferne for de multinationale firmaer er jo heller ikke blinde for, at de må tilpasse sig udviklingen og bruge bæredygtige systemer og lade være med at forurene. De har jo også børn, og de ser klimaforandringerne komme ligesom alle andre.
Tag et eksempel som Unilever, der har to milliarder kunder i verden. Fondsbørsen i London gik nærmest i choktilstand, da selskabets øverste chef for nogle år siden meddelte, at han ikke ønskede hedge fonde blandt investorerne, at han ikke længere ville aflevere kvartårlige regnskaber, at han ville gøre koncernen CO2-bæredygtig, og at han samtidig ville fordoble Unilevers fortjeneste. Alle sagde, at han var skør. Men han har gjort det.
Betragter du dig selv som humanist?
Det ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal svare på. For det håber jeg da, at vi alle er. Det eneste, jeg ved, er, at der er mere, der binder os sammen, end der adskiller os. Vi ønsker jo alle mere eller mindre det samme, nemlig en sikker verden, at vores børn kan få en ordentlig uddannelse, og at vi kan gå ud og drikke os fulde om fredagen uden at blive slået ned. Jeg er sikker på, at verden kan blive bedre, hvis vi er parate til at forestille os den bedre og tænke dristigt. Hvis vi ikke kollektivt er parate til at gøre verden mere bæredygtig, retfærdig og solidarisk, ja, så må vi hellere forberede os på konsekvenserne.
Vil LOPO ende med at blive et politisk parti?
Nej, for politiske partier er gammeldags og latterlige. Og det tror jeg, flere og flere mener. Der findes jo ikke et højre eller et venstre. Det er alt for snæversynet at se så sort og hvidt på tingene. Men det gør de politiske partier stadig. At tilhøre et politisk parti indsnævrer din manøvredygtighed og mulighed for at gøre noget brugbart. Det, vi ser i øjeblikket, er, at folk mister troen på, at politikerne kan løse deres problemer og i stedet finder sammen i netværk. Vi ser flere og flere borgerinitiativer, der for eksempel bytter tjenester eller deler en græsslåmaskine eller en bil. Og det er jo herligt, at vi ikke alle behøver at eje en bil eller en græsslåmaskine.
Kan man løse alle verdens problemer med dine idéer?
Nej, principper eller grundregler løser ikke problemer. Det gør mennesker. Hvis man ser på Gandhis tankemåde versus George Bushs, hvem løste så flest problemer?
Jeg siger ikke, at folk bør følge de otte grundregler. Det eneste, jeg siger, er, at min erfaring er, at folk, der handler og gør gode ting, synes at dele disse principper. Det er grunden til, at jeg har adopteret dem og nu forsøger at dele dem med så mange som muligt. Og selvfølgelig har vi grund til at være optimistiske. For hvis vi kigger på verden i dag, så kan vi konstatere, at den er langt mindre voldelig end for bare en generation siden. I dag dør langt færre i krige eller af sult, og der er langt færre, der lever i dyb fattigdom end for bare 20-30 år siden. Der er masser af ting, vi har gjort forkert, og der er stadig mange ting, der skal gøres. men vi er kommet langt.
Men verden strides stadig over religion eller måden, den fortolkes på?
Religion er mere baseret på følelser end fakta, og man skal være meget varsom med at gøre nar ad folks irrationelle overbevisninger.
Religionerne har alle den samme intention om at udvise næstekærlighed. Og det er ikke de troende, der er problemet. Det er institutionerne.
Den centrale idé om, at der er noget større, at vi skal stræbe efter noget bedre, er noget, jeg sympatiserer med, selvom jeg er fan af videnskabelige fakta og kritisk tankegang.
Men ellers vil jeg sige, at LOPO er både areligiøs og a-politisk. LOPO er åben for alle. Som et af vores principper siger: Alle idéer er velkomne, men lad være med at komme for at promovere dine egne.
Kan du indimellem føle dig som en messias eller en missionær?
Nej, i hvert fald ikke som en messias og egentlig heller ikke som en missionær. De går jo normalt rundt og siger til folk, at de skal lytte til dem. Det gør jeg ikke. Jeg er ikke ude på at prædike. Og som regel bliver jeg inviteret til at holde foredrag. Nogle gange beder folk om, at jeg leder dem. Men jeg er ikke nogens leder. I hvert fald ikke en leder af den gamle skole, der havde magt over folk. Den nye form for lederskab, således som jeg ser den, går snarere ud på at give magten til folk, for at de kan danne netværk.
Mit budskab er derfor: Lad være med at følge mig. Dan i stedet et netværk og før selv an. Det er jer, der har lidenskaben og passionen til at gå ud og ændre verden.