Prøv avisen

Dette er også på stemmesedlen i USA i dag

I tre delstater – Californien, Nebraska og Oklahoma – skal vælgerne stemme om et af de mest omstridte værdipolitiske spørgsmål i USA, nemlig dødsstraffen. Billedet her er dog fra New Hampshire. Foto: AP Photo/Jim Cole

Det amerikanske valg handler ikke kun om præsidentposten. Vælgerne i flere delstater skal tage stilling til en række værdipolitiske spørgsmål

Ved dagens valg i USA skal vælgerne i 34 delstater i alt tage stilling til 157 forskellige folkeafstemninger. Her er nogle af de vigtigste:

Dødsstraf

I tre delstater – Californien, Nebraska og Oklahoma – skal vælgerne stemme om et af de mest omstridte værdipolitiske spørgsmål i USA, nemlig dødsstraffen.

To lovforslag er på stemmesedlen i Californien: Det ene vil gøre det af med dødsstraffen, mens det andet vil sætte fart på henrettelser af personer på dødsgangen. 741 mennesker sidder på dødsgangen i Californien, men delstaten har kun henrettet 13 mennesker siden 1978.

I Nebraska skal vælgerne afgøre, om de vil omstøde en lov, der i fjor annullerede dødsstraffen ved at udskifte alle dødsfangers straffe med fængsel på livstid.

I Oklahoma handler det om en tilføjelse til delstatens forfatning, der vil sikre, at domstolene ikke kan ulovliggøre dødsstraffen ved at erklære den for ”grusom og unødvendig afstraffelse”.

Assisteret selvmord

Et lovforslag kan gøre Colorado til den sjette amerikanske delstat, der tillader læger at hjælpe dødeligt syge mennesker med at tage deres eget liv ved hjælp af lægemidler. Ifølge forslaget skal to forskellige læger erklære personen for dødeligt syg og mentalt rask, inden en tilladelse kan gives.

Mindsteløn

I fire delstater – Colorado, Arizona, Washington og Maine – skal vælgerne stemme om, hvorvidt mindstelønnen skal hæves. Den føderale mindsteløn i USA er 7,25 dollars (49 kroner) i timen, men delstater og byer kan vælge at sætte en højere mindsteløn. Colorado, Arizona og Maine kan med folkeafstemningerne hæve mindstelønnen til 12 dollars (81 kroner), mens den i Washington kan stige til 13,50 dollars (91 kroner).

Cannabis

USA er i de senere år blødt gevaldigt op, hvad angår brugen af cannabis, og i fem delstater – Californien, Arizona, Maine, Massachusetts og Nevada – skal vælgerne afgøre, om rusmidlet skal lovliggøres. I Arkansas, Florida, Montana og North Dakota skal vælgerne tage stilling til brugen af medicinsk cannabis. Hvis alle ni delstater i dag vælger at løsne canna- bislovgivningen, vil medicinsk eller anden brug af cannabis være lovlig i 25 delstater.

Våbenkontrol

Vælgerne i Californien, Colorado, Maine og Nevada skal alle stemme om lovforslag, der vil begrænse våbenretten. Alle initiativerne er økonomisk støttede af USA’s førende interessegrupper for våbenkontrol. Initiativerne i Nevada og Maine handler om bedre baggrundstjek af våbenkøbere, mens det i Californien kredser om regulering af salg af ammunition. Washingtons initiativ vil give myndighederne hjemmel til at fratage våbenejere, der er psykisk syge eller til fare for sig selv eller andre mennesker, deres våben.