Prøv avisen

Dinosaurer blev ramt af dobbeltsmæk

Britiske forskere piller ved teorien om, at dinosaurerne uddøde på grund af én kæmpemeteor, der ramte Mexico. Der kom måske en sværm af meteorer fra rummet

Der skulle muligvis mere end én kæmpemeteor til at tage livet af dinosaurerne.

For 65 millioner år siden forsvandt dinosaurerne pludselig fra Jorden, og den hidtidige antagelse har været, at det var på grund af en kæmpemeteor, der buldrede ned i det nuværende Mexico.

Nedslaget var så kraftigt, at der blev udløst jordskælv, tsunamier, vulkanudbrud. Det førte til, at jord og støv blev hvirvlet op i luften og lagde sig som en dyne, der i lang tid skyggede for solen.

Nu siger en gruppe forskere på Aberdeen University i Skotland, at sagen måske forholder sig anderledes. Nedslaget i Mexico var kraftigt, ja, men det var måske ikke det eneste.

BBC skriver på sin netavis, at forskerne under ledelse af professor David Jolley har været i Ukraine, hvor de har undersøgt et kæmpe krater, Boltysj-krateret.

De er nået frem til, at det er et krater fra en stor meteor, der tordnede ned i Jorden et par tusind år før Mexico-meteoren.

- Det er meget muligt, at vi i fremtiden vil finde beviser på flere nedslag, siger professor Simon Kelley fra det britiske Open University.

Han har deltaget i forskningen, der offentliggøres i magasinet Geology.

På tv-kanalen Discoverys hjemmeside er der i forbindelse med et program om dinosaurernes endeligt også en omtale af de skotske forskeres opdagelse, og her nævnes muligheden for, at Jorden blev ramt af en regulær sværm af store meteorer.

Men Discovery peger så på, at de to nedslag, det i Mexico og det i Ukraine, måske ikke var en del af samme system, da de ramte med nogle tusinde års mellemrum. De skulle have ramt samtidig, men alligevel er de to nedslag mistænkeligt tæt på hinanden.

Derfor kan der have været en kollision mellem himmellegemer et sted i vort solsystem, og kollisionen har så sendt kæmpe meteorer i vores retning.

Hvor eventuelt andre nedslag kan have fundet sted, er indtil videre ikke klart. Men Discoery peger på den såkaldte Shiva-kløft, der ligger i havet ud for det vestlige Indien.