Valerij Tsepkalo har ikke selv kunnet gå med i front under protesterne i Hviderusland. Den tidligere it-entreprenør har i syv uger levet i landflygtighed i Polen efter et forgæves forsøg på at stille op til præsidentvalget den 9. august 2020. Vi spadserer omkring Christiansborg og Slotsholmen, mens vi taler om situationen i Hviderusland og hans egen skæbne, men må afbryde samtalen en halv times tid, da hans hustru, der er i Polen med deres to børn, ringer op. Livet i landflygtighed lægger helt tydeligt pres på familien, så det er nærliggende at spørge om, hvordan han af alle, der kender til systemets metoder, overhovedet kunne finde på at stille op imod præsident Aleksandr Lukasjenko, kendt som Europas sidste diktator.
”I begyndelsen tænkte jeg kun på at dele min vision og mit program for fremtidens Hviderusland. Jeg forventede ingen særlige resultater og vidste naturligvis, at systemet ikke ville give mig lov til at blive præsident. Jeg vil blot fortælle befolkningen, at Hvideruslands økonomi, uddannelsessystem og sundhedssystem kunne være på en anden måde end i dag. Men så efter et stykke tid begyndte Lukasjenko at betragte mig som en egentlig udfordrer,” fortæller den 55-årige Tsepkalo.
Sammen med bloggeren Sergej Tikhanovskij og finansmanden Viktor Babariko udgjorde de tre de seriøse modkandidater til Lukasjenko, og ingen af dem fik lov at stille op ved valget. Tikhanovskij og Babariko er tilbageholdt og betragtes som politiske fanger af Amnesty International. Tikhanovskijs hustru, Svetlana Tikhanovskaja, endte med at få lov til at stille op, da Lukasjenko vurderede, at en hjemmegående hustru ikke kunne udfordre ham. Hun lever i dag i eksil i Litauen. Tsepkalo nåede ud af landet og undslap også at blive anholdt.
I den forløbne uge har myndighederne slået yderligere hårdt ned og anholdt alle oppositionens ledere. Spørgsmålet er, om Lukasjenko er ved at få kontrol over situationen igen?
”Jeg tror, at protesterne vil fortsætte med uformindsket styrke. Det, der er sat i gang, kan ikke stoppes, selvom de formelle ledere er i fængsel eller i eksil.”
Valerij Tsepkalo grundlagde i 2005 Belarus Hi-Tech Park, Hvideruslands største it-klynge. Den har været rammen om udvikling af en digital infrastruktur, som protestbevægelsen næres af, og som myndighederne mangler værktøjer til at neutralisere.
”Det var ikke min fortjeneste, min indsats var at skabe en it-industri. Folkene i industrien forstod, at man også havde brug for teknologi, der kunne skabe transparens om valghandlingen og tre uafhængige it-platforme ”Ærlige mennesker”, ”Bison” og ”Stemme” blev skabt, så folk kunne rapportere, hvordan de havde stemt. Det udstillede Lukasjenkos svindel,” forklarer han.
Valerij Tsepkalo kender Lukasjenko bedre end de fleste. Da Lukasjenko blev valgt første gang i 1994 og fejede kommunistpartiet af banen, var Tsepkalo én af Lukasjenkos prominente kampagneledere. Dengang etablerede han kontakten til den russiske ultranationalist Vladimir Sjirinovskij. Denne havde ved det første frie Duma-valg i 1993 chokeret den vestlige verden ved fire år efter Murens fald at få en tredjedel af stemmerne. Den pragmatiske holdning hos kampagnelederen i øst var, at Sjirinovskij var en vinder og derfor værd at studere.
Efter Lukasjenkos valgsejr sad Tspekalo i en årrække på nogle af de højeste poster i det hviderussiske udenrigsministerium og var i fem år landets ambassadør i USA. Sjirinovskij omtaler i dag Lukasjenko som en giftemoden kvinde, som ingen vil have.
Men du har jo selv støttet og arbejdet for Lukasjenko fra begyndelsen?
”Ja, jeg kendte ham i 1994 og var dengang tæt på ham, men det er jo ikke det samme, som at jeg vidste, hvad der ville udfolde sig i årene derefter, hvor han begyndte at køre sit eget løb og eliminere politiske modstandere – også folk, der dengang støttede ham,” siger Valerij Tsepkalo.
Parlamentsmedlemmet Viktor Gontjar var en anden i kredsen omkring Lukasjenko i 1994. Han forsvandt i 1999.
”Jeg kendte ham, men ikke godt. Lukasjenko ville konsolidere sin magt, og Gontjar gik imod ham. Han blev likvideret i fængslet, ved vi. En dag vil vi vide hvorfor, på hvis ordre og hvordan,” siger Tsepkalo, som på diplomatisk facon ikke uddyber sin viden yderligere om denne sag.
Lukasjenko sagde i den forløbne uge, at han måske har siddet for længe, og at man måske skal se på en forfatningsreform og et nyvalg?
”Nøgleordet er måske. Han sætter folk i fængsel, han eliminerer alle, der står i vejen for ham. Det er sandheden om ham – og at han lyver konstant. Slip de politiske fanger fri, lad os få et retfærdigt nyvalg, og så kan vi se på forfatningsændringer – ikke den anden vej rundt.”
Lukasjenko og Ruslands præsident Putin mødes i den kommende uge, hvad vil der ske?
”Jeg kan ikke se Putin gå ind i Hviderusland. Han kan intet vinde ved at støtte en person, som ingen i Hviderusland ønsker længere.”
Mens Putin lurer i kulissen, er spørgsmålet, hvordan han ser EU’s engagement i det, der sker i hans land lige nu, og om EU bruger sin indflydelse tilstrækkeligt.
”Jeg synes ikke, vi har mærket noget fra EU, der gør nogen forskel. Der er brug for at optrevle, hvor Lukasjenko har gemt sin formue og for personlige sanktioner mod ham og alle omkring ham, herunder indfrysning af formuer placeret i den vestlige verden,” siger Valerij Tsepkalo, som efter sit besøg i Danmark er rejst videre til Estland og Ukraine for at tale den hviderussiske oppositions sag.
Tsepkalos besøg i Danmark er sket på invitation og finansiering af Det Udenrigspolitiske Selskab.