Dødelig amerikansk sommer fortsætter: Seks dræbt af skud ved parade

En formodet 21-årig gerningsmand skød og dræbte mindst seks personer ved en parade i en forstad til Chicago på USA's uafhængighedsdag. En fejring af Amerika blev revet itu af en unik amerikansk plage, siger guvernør

Folk flygtede og efterlod klapstole, klapvogne, løbehjul og cykler, da en gerningsmand affyrede skud mod en parade i Highland Park nord for Chicago i anledningen af USA's uafhængighedsdag. Mindst seks blev dræbt.
Folk flygtede og efterlod klapstole, klapvogne, løbehjul og cykler, da en gerningsmand affyrede skud mod en parade i Highland Park nord for Chicago i anledningen af USA's uafhængighedsdag. Mindst seks blev dræbt. Foto: Brian Cassella/Zuma/Ritzau Scanpix.

Folk var samlet for at fejre idealerne bag USA’s grundlæggelse, da festen blev spoleret af et fænomen, der i nyere tid er blevet mere synonym med USA end lighed, rettigheder, frihed og muligheder. I Chicago-forstaden Highland Park begyndte en formodet 21-årig gerningsmand kort efter klokken 10 om formiddagen fra et hustag at affyre skud mod en parade i anledningen af USA’s uafhængighedsdag den 4. juli.

Foreløbig er seks mennesker dræbt af skud, mens myndigheder oplyser, at mindst 30 blev eller bliver behandlet for kvæstelser i forbindelse med angrebet. Først på aftenen blev en 21-årig mand efter en kort biljagt anholdt nord for Highland Park, mistænkt for at stå bag angrebet. Motivet er endnu ukendt, men den mistænkte har på sociale medier efterladt alarmerende spor, blandt andet i form af en musikvideo, der tematiserer skoleskyderier. Han var ifølge nyhedsbureauet AP i gang med at prøve at få en karriere i rapmusik.

Skyderiet kommer som seneste massakre i en række af masseskyderier, der de seneste måneder har præget nyhedsbilledet i USA. Endnu engang måtte landets præsident, Joe Biden, udsende en skriftlig erklæring om dette emne:

“Jill (præsidentfruen, red.) og jeg er i chok over den meningsløse vold forårsaget af skydevåben, som endnu engang har bragt et amerikansk lokalsamfund i sorg på denne uafhængighedsdag,” skrev han.

Der er masseskyderier i USA stort set hver dag. De fleste af dem foregår i bandemiljøer, men i de seneste måneder har flere angreb mod uskyldige civile rystet nationen. Mest kendt er sagerne fra henholdsvis Buffalo i delstaten New York og Uvalde i Texas, hvor to 18-årige uafhængigt af hinanden i maj skød og dræbte flere end 30 børn og voksne i de to byer.

Særligt massakren i Uvalde fik genantændt en debat om føderale våbenlove i USA, hvor adgangen til skydevåben er lettere end i noget andet udviklet land. Stik imod alles forventninger lykkedes det den historisk splittede kongres at nå til enighed om en moderat ny national våbenlov, der blandt andet udvider krav til baggrundstjek af folk, der køber skydevåben.

Men aftalen var langt fra at tilfredsstille dem, der ønsker hårdere regulering af ad adgangen til skydevåben i USA. Det gælder blandt andre guvernøren i Illinois, hvor Highland Park ligger, J.B. Pritzker, der i en presseorientering sidst på eftermiddagen mandag amerikansk tid sagde:

“Det er overvældende frygteligt, at en fejring af Amerika blev revet itu af en unik amerikansk plage. På en dag dedikeret til frihed blev det mere end tydeligt, at der er en frihed, vi nægter at værne om: Vores medborgeres frihed til at leve uden den daglige frygt for våbenvold.”

Det er endnu uvist, hvordan gerningsmanden i Chicago-forstaden anskaffede sig sit skydevåben, der af det lokale politi blev beskrevet som en kraftig riffel. Baseret på videoer fra skyderiet formodes det, at der er tale om et semi-automatisk gevær i og med, at det på få sekunder udløste flere end 60 skud.

Den slags våben blev brugt både i Buffalo og Uvalde, hvor de to gerningsmænd havde anskaffet sig såkaldte AR-15 rifler på lovlig vis. Fortalere for mere våbenregulering har talt for at forbyde salg af den slags våben, og i sin skriftlige erklæring gav præsident Biden også udtryk for, at den for nyligt vedtagne våbenlov ikke er nok.

“Arbejdet er på ingen måde færdigt, og jeg kommer ikke til at opgive kampen mod denne epidemi af våbenvold.”

For nuværende virker det urealistisk at få strengere våbenlove igennem på føderalt niveau, hvor de fleste republikanere i Kongressen er modstandere af mere våbenregulering. De hævder, at regler mod våbenkøb vil ramme almindelige, ansvarlige våbenejere og ikke de forstyrrede gerningsmænd, der vil finde måder at omgå systemet på.

En af dem er kandidaten til Kongressen ved efterårets midtvejsvalg Lavern Spicer fra Florida, der i søndags skrev på Twitter med henvisning til skyderiet i Field’s i København, hvor tre mennesker blev dræbt og fire andre alvorligt såret:

“Skyderi i Danmark, hvor skydevåben er FORBUDT? Åh, kære barn, jeg kan ikke vente med at se venstrefløjen prøve at forklare det.”

Flere af hendes partifæller stemte i med samme budskab om skyderiet i Danmark med de strenge våbenlove. Men kigger man på tallene, har våbenfortalerne en dårlig sag. Skyderiet i Field’s var det første af sin slags i Danmark siden 2015, mens der alene den seneste uge i USA har været 16 episoder, der kan kategoriseres som masseskyderier. Det vil sige hvor mindst fire er blevet skudt eller dræbt. Mange af disse er dog bandeopgør.

Ifølge FN-organet Institute for Health Metrics Evaluation mister næsten 40 gange så mange amerikanere livet til skydevåben som danskere pr. 100.000 indbyggere.