Dødeligt kaos under jødisk højtid

Højtidsfejring i Israel endte torsdag nat i en tragedie, da mindst 45 ortodokse jøder blev mast ihjel

Ortodokse jøder betragter en trappe på Meron-bjerget, hvor mindst 45 personer blev mast ihjel, mens omkring 150 blev såret. – Foto: Ronen Zvulun/Reuters/Ritzau Scanpix.
Ortodokse jøder betragter en trappe på Meron-bjerget, hvor mindst 45 personer blev mast ihjel, mens omkring 150 blev såret. – Foto: Ronen Zvulun/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det plejer at være et kollektivt glædesudbrud med musik, sang, bål og fællesbøn, når fortrinsvis ortodokse jøder hvert år fejrer den jødiske højtid Lag B`Omer på Meron-bjerget i det nordlige Israel. Men tidligt fredag morgen, mens omkring 100.000 personer var samlet på bjerget for første gang siden ophævelsen af coronarestriktionerne, skete katastrofen. Ifølge den israelske nødhjælpsorganisation Zaka gled en stor gruppe personer, hvilket skabte trængsel på en smal trappeopgang. I minutterne mellem 00.45 og klokken 01.00 torsdag nat blev mindst 45 personer mast ihjel, mens omkring 150 blev såret i det kaos og enorme trængsel, situationen skabte.

”Det har været en nat, jeg ikke kan sætte ord på,” siger Haim Vangard til Israels militærradio.

Han repræsenterer organisationen Zaka, der er ansvarlig for at samle ligrester og forberede begravelser i henhold til jødisk lov.

Den kaotiske situation på bjerget fortsatte langt op ad formiddagen fredag, fordi mange familier ikke var i stand til at komme i kontakt med pårørende, da telenetværket på Meron-bjerget brød sammen efter katastrofen. Størstedelen af de døde og sårede tilhører den ortodokse jødiske strømning Toldot Aharon. Mange af denne strømnings medlemmer, der fortrinsvis bor i Jerusalem og Bet Shemesh, ejer af religiøse årsager hverken telefoner, radioer eller fjernsyn, hvilket var med til at besværliggøre hele genkendelsesprocessen af de døde og sårede. Hele familier fra Jerusalem og Bet Shemesh kørte tidligt fredag i retning af bjerget for at lede efter pårørende, mens offentlige busser blev sendt afsted for at hjælpe de overlevende hjem.

Et stort antal videooptagelser fra katastrofen er blevet delt på sociale medieplatforme i Israel. Mange beskylder allerede nu politiet for ikke at lade de bedende løbe væk fra hændelsen, og de fortæller, at det skabte en situation, hvor tusindvis blev fanget i en såkaldt ”flaskehals”.

”Få minutter før katastrofen samledes folk på trapperne og her stødte de på en menneskelig barriere, der stopper dem,” skriver Twitter-brugeren Israel Cohen, der også har delt en video, hvor politibetjente ses holde de flygtende tilbage.

Hvert år er fejringen på Meron-bjerget en af de største udfordringer for Israels politi. Nogle år har op mod 350.000 fejrende besøgt bjerget på Lag B`Omer.

Hændelsen beskrives allerede som en af de største katastrofer i Israels moderne historie, og Israels premierminister Benjamin Netanyahu har erklæret den kommende søndag for national sørgedag.

Fejringen af Lag B`Omer finder sted hvert år på Meron-bjerget på dødsdagen for rabbiner Shimon Bar Yochai, der levede i Judæa-området i det andet århundrede efter Kristi fødsel. Han anses for at være forfatter til bogen Zohar, der er en central del af den jødiske mystik. Både Shimon Bar Yochai og hans søn Eleazar er begravet på Meron-bjerget. Fejringen af Lag B´Omer falder på den 33. dag i perioden mellem de jødiske højtider pessah og Shavuot. Denne periode er egentlig en sørgetid, men den 33. dag er en undtagelse, og derfor er Lag B´Omer en dag, hvor verdslige israelere mødes til lejrbål, mens de religiøse grupperinger fejrer rabbiner Shimon Bar Yochai på Meron-bjerget.