Det er på eget ansvar, man følger Samar Yazbek ”Over grænsen”. Man er ikke helt den samme, når man lægger bogen fra sig. Men den 46-årige syriske forfatter er heller ikke selv den samme, efter at hun tre gange illegalt har krydset grænsen mellem Syrien og Tyrkiet og skrevet 300 sider om, hvad hun så og hørte mellem bomber og granateksplosioner i den syriske krig.
”Jeg har altid troet, at det at skrive var en proces, der hjælper til at overvinde smerten. Men her har smerten i stedet lejret sig dybt i mig. Den har sat sig fast et sted langt inde. Min eneste trøst er, at jeg bidrager til at fortælle den sandhed, som almindelige syrere ikke kan fortælle. Jeg er den stemme, de ellers ikke har,” siger forfatteren.
Syriske Samar Yazbek er i dag en internationalt anerkendt skribent. I 2013 modtog hun ytringsfrihedsprisen PEN Pinter Prize for bogen ”A Woman in the Crossfire”, der ikke er oversat til dansk, om oprøret mod Syriens diktatur under det arabiske forår i 2011. Hendes seneste bog, ”Over grænsen”, er udkommet i både Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Norge og Sverige og indstillet til den franske Medicis-pris. I næste uge udkommer den på Kristeligt Dagblads Forlag.
Vi møder hende i Paris, på en café nær Luxembourg- haven. Siden 2011 har Samar Yazbek levet i eksil i Frankrig, som hun måtte flygte til efter at have deltaget i demonstrationerne mod præsident Bashar al-Assads regime i kølvandet på det arabiske forår. Kravet om demokrati blev brutalt nedkæmpet af styret, og det blev begyndelsen til den borgerkrig, som nu har varet i mere end fem år.
Hun kunne have levet et komfortabelt liv i den syriske overklasse, hun er født ind i. Samar Yazbek tilhører samme alawit-befolkningsgruppe som præsident Assad, det shiamuslimske mindretal, der sidder på den politiske magt i Syrien. I dette velstående miljø er kvinderne veluddannede, men forventes at overholde konventionerne. Og respekt for konventioner er ikke Samar Yazbeks stærkeste side. Som 16-årig forlod hun familien i byen Latakia ved Syriens middelhavskyst og en behagelig, men forudsigelig fremtid som velafrettet overklassehustru for at læse litteratur i Damaskus. Siden blev hun skilt fra sin mand og blev alenemor for sin datter.
”Jeg er en rebel af natur. Jeg har gennemgået en personlig frihedskamp, som har haft store omkostninger. Min familie slog hånden af mig. Netop derfor er jeg optaget af menneskerettigheder. Da den syriske befolkning rejste sig til modstand mod regimet for at kræve sin frihed og hævde sin værdighed, måtte jeg være en del af det. Og derfor fortsætter jeg også med at arbejde for kvindernes rettigheder i Syrien, mens landet er i krig. Jeg er overbevist om, at kvinderne vil være spydspidsen, når vi en dag kan begyndte at genopbygge landet og genskabe et menneskeligt samfund efter krigens umenneskelighed,” siger Samar Yazbek.
Det var netop for at starte en kvindeorganisation, at hun rejste illegalt ind i sit hjemland i august 2012 og begyndte at notere vidneudsagnene fra de mennesker, hun mødte, ned i små noteshæfter. Hendes meget personlige beretning er blevet sammenlignet med Georges Orwells ”Hyldest til Catalonien” om den spanske borgerkrig.
”Efter den første rejse skrev jeg flere artikler, som blev offentliggjort, men jeg indså hurtigt, at jeg ikke kunne vende tilbage til Syrien, hvis jeg fortsatte. Derfor besluttede jeg at gemme mine optegnelser og samle dem i en bog. Da jeg først begyndte at skrive, væltede historierne ud af mig,” fortæller hun.
Det, der mødte Samar Yazbek på den anden side af grænsen, nærmer sig det uudholdelige. Der er ingen omsvøb i hendes beretning fra ”et Syrien i ruiner”, som undertitlen på bogen lyder. Hun kaster den rå virkelighed i synet på sin læser med ord, som smælder som de granat-angreb, der sender civilbefolkningen i ly over hals og hoved i kældre og andre interimistiske beskyttelsesrum. Hvis de når det. Og ikke bliver ramt af snigskytternes kugler på vejen. Hun beskriver børnenes maver, der er udbulnede af sult. Og landsbyer med 5000 indbyggere, der nu huser 25.000 hjemløse fra andre landsbyer.
Også nu, tre år efter den sidste rejse over grænsen, glider en skygge over hendes øjne, når hun fortæller om Aala, den syvårige pige, som hun knyttede et særligt forhold til. Hun boede hos Aalas familie i byen Saraqeb i Idlib-provinsen i det nordlige Syrien og fulgtes med dem, når de søgte tilflugt fra klyngebomber eller de frygtede tøndebomber, som Assad-regimet sendte ned over lands-byen. I ventetiden fortæller Aala fortæller historier. Om de mennesker, hun kender. Og hvordan de døde.
”Døden er blevet en integreret del af livet. Børn i Syrien har oplevet den på så nært hold, at de er blevet voksne før tid. Deres barndom er stjålet. Børn er blevet tvunget til at kæmpe. Døden er også blevet en del af mig selv. En del af mig er død ved mødet med den rædsel, der har ramt mine landsmænd. Men jeg føler også, at jeg netop derfor må forblive i live for at berette om det, der sker. Så verden kan kende sandheden,” siger Samar Yazbek.
På sin anden rejse tilbage over grænsen møder Samar Yazbek en ung pige, der har mistet begge ben og ganske afklaret fortæller, at hun nok vil dø af blodforgiftning, for der er gået betændelse i sårene. Søsteren, der passer hende, er blevet døv af en granateksplosion. Familien bor ligesom flere andre familier i gravkamre fra romertiden. Som var de allerede døde.
Hun beskriver, hvordan islamistiske oprørsgrupper lidt efter lidt breder sig på bekostning af Den Frie Syriske Hær og den oprindelige verdslige opposition. Hvordan de begynder at kontrollere landsbyerne, oprette sharia-domstole og vejspærringer. Penge og våben strømmer til al-Nusra-fronten og til Islamisk Stat, der får kontrol med det nordlige Syrien og gør byen Raqqa til det selvudråbte kalifats hovedstad. På sin tredje rejse behøver hun ikke at smyge sig under pigtrådshegn og sprinte en halv time for at undgå grænsevagterne. Hun følger smuglervarer og kombattanter ind i landet og flygtningene ud igen.
”Krigen startede som et oprør mod diktaturet. Men ved at bombe de sunni- muslimske landsbyer sønder og sammen og alliere sig med det shiamuslimske Iran har det syriske alawit-regime udløst en religiøs krig, hvor alawit-befolkningen også er offer. Og udenlandske magter har blandet sig og finansieret de islamistiske grupper, som dermed blev bedre bevæbnet end den verdslige opposition. Syrien er blevet en kampplads for udenlandske magter, der alle har deres egen dagsorden i landet. Både Rusland og USA, Iran og Sy-riens nabolande,” siger Samar Yazbek bittert.
Hun har nu en ny bog på trapperne. En roman, der foregår under Bashar al-Assads kemiske angreb på befolkningen i 2013. FN har dokumenteret brug af sarin-gas i Khan al-Assat, en forstad til Aleppo, i marts for tre år siden og i Ghouta, en forstad til Damaskus, i august 2013. USA har anslået, at op imod 1400 mennesker omkom alene i Ghouta-angrebet.
”Dette angreb var et vendepunkt i borgerkrigen. Det var med til at radikalisere modstanden og give islamisterne vind i sejlene,” siger hun.
Men Samar Yazbek kaster også et fortvivlet blik på det syriske oprør og det arabiske forår, der åbnede ”Dørene til intetheden”, som ”Over grænsen” hedder i den franske udgave.
”Vi demonstrerede for at kræve værdighed. Men vores kamp endte med at skabe et uhyre, Islamisk Stat, som vi nu har meget svært ved at bekæmpe. Vi er fanget mellem et regime, der bruger kemiske våben mod sin egen befolkning, og islamiske ekstremister. Som en direkte konsekvens af krigen er kvindernes situation blevet bombet 200 år tilbage i tiden. Og undertiden kan jeg tvivle på, om det var det hele værd. Vi har betalt en ualmindelig høj pris for at kræve frihed og demokrati. Når krigen en dag er slut, venter der os et kæmpemæssigt arbejde med at genopbygge landet. Men jeg ved, at vi vil rejse os igen.”
Siden bogen ”Over grænsen” (Buwabat ard al aadam) udkom på arabisk sidste år, er den blevet oversat til 12 sprog. Og overalt er den blevet modtaget med anmelderros.
”En rammende sand bog,” skrev det franske magasin l’Express, mens Sunday Times i Storbritannien talte om ”et tankevækkende glimt af det skibbrud, vi vil opdage, når krigen engang ender”. Det tyske litterære magasin Fixpoetry bemærker, at man af Yazbeks beskrivelser forstår, at ”ord er ikke nok til at formidle, hvad der sker i Syrien”.
Anmelderne bider især mærke i Samar Yazbeks meget personlige stil, der kombinerer øjenvidneberetninger med litterær fortælleteknik. ”Yazbek krydser linjen mellem journalistik og stor litterær kunst,” skrev britiske The Observer. I Sverige, hvor bogen allerede er udkommet, skrev Aftonbladet, at ”Yazbeks bog om Syrien er nødvendig. Det er pinefuldt smuk prosa”.
Læs uddrag af bogen her.