Prøv avisen

Pakistansk mand modtager dødsdom for blasfemi på Facebook

Pakistan slår i øjeblikket hårdt ned på, hvad de betegner som blasfemi-relateret kriminalitet på sociale medier, og tidligere på året truede Pakistans indenrigsminister Chaudhry Nisar med at lukke alle sociale medier med blasfemisk indhold, skriver det pakistanske nyhedsmedie Pakistan Observer. Foto: Nima Stock/Ritzau Foto

En 30-årig mand er dømt til døden for at dele blasfemisk indhold på Facebook. Pakistan er kendt for at have en verdens mest barske blasfemilove, men dette er den første dom af sin art

Pakistan er kendt for at have en verdens mest barske blasfemilove. Og nu er Taimoor Raza, en 30-årig shiitisk mand fra Lahore, som den første blevet dømt til døden for at dele et blasfemisk indhold på de sociale medier. Det skete i sidste uge ved en antiterrorisme-domstol (ATC) i Bahawalpur i det centrale Pakistan. ATC har indtil videre afvist kaution, men sagen forventes at komme for en appelret.

Taimoor Raza blev arresteret sidste år efter anklager om, at han havde delt nedsættende indhold om prominente sunni-personligheder og profeten Muhammed på Facebook.

Pakistan slår i øjeblikket hårdt ned på, hvad de betegner som blasfemi-relateret kriminalitet på sociale medier, og tidligere på året truede Pakistans indenrigsminister Chaudhry Nisar med at lukke alle sociale medier med blasfemisk indhold, skriver det pakistanske nyhedsmedie Pakistan Observer.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International mener, at Pakistan benytter en vag lovgivning for at kriminalisere ytringsfriheden og opfordrer kraftigt regeringen til at ændre blasfemi- loven:

”Anklager og dødsdom til en person for angiveligt at have delt blasfemisk materiale på internettet er en overtrædelse af de internationale menneskerettigheder og sætter et farligt eksempel (…). Han og alle andre, som er anklaget for blasfemi, bør frigives med det samme,” siger kampagnemedarbejder i Pakistan, Nadia Rahman.

Ifølge en rapport fra Amnesty International om den pakistanske blasfemilovgivning fra december 2016 er størstedelen af sager om blasfemi baseret på falske anklager med helt andre motiver bag beskyldningerne end reel blasfemi. Anklagerne stammer ofte fra stridigheder om ejendomsret og personlige hævnmotiver.

Selvom flere sager fører til dødsdomme, er ingen i Pakistan endnu blevet henrettet på baggrund af blasfemi. Til gengæld fører mange af anklagerne til selvjustits i befolkningen, hvor grupper begår vold og drab på enkeltpersoner eller hele befolkningsgrupper. Det er ekstremt bekymrende, siger pressechef i Amnesty International Danmark, Ole Hoff-Lund.

”Ved at betragte blasfemi som noget, der fortjener en dødsdom, opfordrer man samtidig indirekte befolkningen til at begå selvtægt. Det er en meget farlig kurs, og en kurs Pakistan har befundet sig på alt for længe,” siger han.

Blasfemilovgivningen i Pakistan blev indført i kolonitiden under den britske kolonimagt. Men i perioden 1977 - 1988 blev den skærpet under militærdiktatoren General Zia-ul-Haq, som ændrede den i retning af en mere almindelig form for sharia-lovgivning.

”I stedet for, at blasfemi-domme var noget, som gjaldt ligeligt for alle samfund, blev det især strafbart, hvis der var tale om fornærmelser mod islam, profeten og Koranen,” siger Stig Toft Madsen, seniorforsker på Nordisk Institut for Asienstudier.