To brødre. Kun to år adskilte Sad fra hans lillebror Chérif. Brødrene Kouachi voksede op sammen i 19. arrondissement i Paris, og som teenagere blev de sammen sendt til en døgninstitution i en lille landsby, da deres algeriskfødte mor døde. Sammen besluttede de at ”hævne profeten” og angribe det satiriske magasin Charlie Hebdo den 7. januar 2015.
De døde to dage senere, omringet af politiet i et trykkeri små 100 kilometer nord for Paris, hvor de havde søgt tilflugt efter at have dræbt 11 mennesker på Charlie Hebdos redaktion og en politibetjent udenfor.
”Deres profil ligner mange af de unge, som vi identificerer som jihadister i Syrien, eller som ender med at begå terrorhandlinger,” konstaterer den franske terror- og religionsekspert Olivier Roy.
10 måneder efter Charlie Hebdo-angrebet blev Paris igen rystet af et terrorangreb, der kostede 130 mennesker livet. Attentaterne i november blev gennemført af blandt andre brødrene Brahim og Salah Abdesslam fra Molenbeek i Bruxelles. Brahim sprængte sig i luften, Salah er fortsat på flugt.
Abdelhamid Abaaoud, der ifølge efterforskningen organiserede attentaterne, havde taget sin lillebror Younes med til Syrien. Han blev selv dræbt sammen med sin kusine få dage efter angrebet under en politiaktion i Paris-forstaden Saint Denis.
Også den franske konvertit Fabien Clain, der på en båndet optagelse på Islamisk Stats vegne tog skylden for angrebene i november, var draget til Syrien med sin bror Jean-Michel. Og det var to brødre, Dzhokhar og Tamerlan Tsarnaev, der stod bag bombeattentatet mod maratonløbet i Boston i USA i 2013.
”Denne terror, der gennemføres af nært beslægtede familiemedlemmer, så at sige i familiens skød, er et hidtil ukendt fænomen i terrorismens historie. Det var for eksempel ikke et mønster, der kendetegnede 1970'ernes venstrefløjsterrorister. Det er et symptom på, at disse unge er meget lidt socialiserede. Det er ikke religiøs praksis, men mangel på socialisering, herunder religiøs socialisering, der kendetegner de unge, som er draget til Syrien eller blevet terrorister. De er ikke kommet i moskéen, men er netop blevet radikaliseret i en meget snæver kreds, sammen med en bror eller et par kammerater fra kvarteret,” siger Olivier Roy.
Han har i årtier fulgt og analyseret islams udvikling i Europa og Mellemøsten, og han ser de unge jihadisters profil som en bekræftelse på de tendenser, han tidligere har identificeret i de franske indvandrerforstæder, og som han har beskrevet i bøger som ”Den globaliserede islam” eller ”Den hellige uvidenhed - når religion og kultur går hver sin vej”.
”Den islam, disse unge vælger, er salafismen, en religion, der er frigjort fra enhver kulturel og historisk sammenhæng. En islam, der kun består af normer, og som de kan efterleve helt på egen hånd uden at være del af et virkeligt, menneskeligt fællesskab i et lokalsamfund. Disse unge tager afstand fra deres forældres religiøse praksis, der har rod i hjemlandets kultur og historie, i lige så høj grad som de forkaster den vestlige kultur, de er vokset op i,” siger han og hæfter sig ved endnu flere fællesnævnere:
”Hver eneste gang, vi trevler de unge jihadisters historie op, fortæller familien og omgivelserne den samme historie om en ung, der aldrig har været specielt religiøs, men pludselig begynder at lade skægget vokse og kritisere forældrenes religiøse praksis. Det gælder også jihadister fra visse muslimske lande som for eksempel Tunesien, hvor forældrene heller ikke billiger deres børns radikalisering, helt modsat for eksempel palæstinensiske forældre i de besatte områder, som er stolte over deres børn, der dør i for eksempel selvmordsaktioner mod Israel.”
”I den forstand er jihadismen udtryk for en generationskløft i lande, hvor en globaliseret islam erstatter en kulturelt forankret tro. Religion uden kultur fører til vold. Det er det, vi ser med jihadismen. Det gælder også konvertitterne, som udgør en bemærkelsesværdig stor andel af jihadisterne, 25 procent i Europa og 40 procent i USA. De overtager en religion uden for enhver kulturel reference og forkaster deres forældres kultur og religiøse praksis i de tilfælde, hvor de er opvokset i katolske hjem,” siger Olivier Roy.
I ”Den hellige uvidenhed” beskriver han denne globaliserede, kulturløse religion, der kendetegner salafismen og den pietistiske tabligh-bevægelse, men også visse evangelikale bevægelser. Og det EU-finansierede forskningsprojekt ReligioWest, som han netop er ved at afslutte ved Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze, fokuserer også på en sekulariseringsproces, hvor kulturen renses for religiøse referencer, mens religionen løsrives fra det omgivende samfunds kulturelle tradition.
Men denne proces er ikke udtryk for, at religion og i særdeleshed islam radikaliseres, mener Olivier Roy.
”Det er ikke islam, der radikaliseres, det er radikaliseringen og nihilismen, der islamiseres,” siger han.
”Disse unge er ikke i egentlig forstand troende. De er ikke interesserede i teologi, de kender ikke Koranen, og de drives ikke af ønsket om at realisere og udleve en religiøs samfundsutopi. Det er døden, der fascinerer dem. De er besatte af tanken om sjælsfrelse, men frelse alene gennem døden. De vil dø så hurtigt som muligt, som martyrer i Syrien eller som terrorister. Deres handlinger er udtryk for nihilisme, og i den forstand kan de snarere sammenlignes med de unge især i USA, der gennemfører massedrab for eksempel i en skole og bagefter tager livet af sig,” siger han og peger på, at jihadisternes terrorhandlinger er i slægt med massakren på skolen i Columbine i 1999, hvor to amerikanske gymnasieelever dræbte 12 elever og en lærer og sårede 24 andre, før de begik selvmord.
”Det er derfor også i vid udstrækning absurd, når man i USA har diskuteret, om gerningsmændene til drabene i San Bernardino i USA den 2. december 2015 var jihadister eller 'bare' massemordere, der dræbte 14 personer. Det er den samme mekanisme. Nihilismen griber tidens kamp, og tidens kamp er ikke den kommunistiske revolution, men islam. I den forstand er jihadismen udtryk for en krise i det vestlige samfund. Sekulariseringen har isoleret religion fra kulturen, eller gjort religionen kulturfattig, men også undergravet de former for civilreligion, som kan udfylde tomrummet som for eksempel den franske republikanisme,” mener Olivier Roy.
Og det har konsekvenser for bekæmpelsen af radikalisering i Europa, der ikke udelukkende skal fokusere på islam.
”Spørgsmålet er, hvad disse unge andengenerationsindvandrere har tilfælles med unge konvertitter. Hvorfor er der ingen tredjegenerationsindvandrere blandt jihadisterne, selvom de marokkanske indvandrere, der kom til Frankrig i 1960'erne, for længst er bedsteforældre? Og hvad får unge fra franske familier, der aldrig har været udsat for racisme, til at drage i jihad for at hævne påståede ydmygelser af muslimerne? Det er dette spørgsmål, vi skal finde svar på. Selvfølgelig skal vi også bekæmpe Islamisk Stat og radikal islam, men dybest set hænger terrorproblemet mindst lige så meget sammen med en ungdomskultur, der er præget af vold i film og videospil, som med Islamisk Stat og situationen i Mellemøsten,” mener Olivier Roy.