Geneviéve Lhermitte var 43 år, da hun i 2007 dræbte sine fem børn. Hun døde den 28. februar på Léonard de Vinci-hospitalet i den belgiske by Montigny-le-Tilleul efter at have fået bevilget aktiv dødshjælp.
I 2015 blev hun idømt livsvarigt fængsel for drabet, og Geneviève Lhermitte er den første livstidsfange, der har fået aktiv dødshjælp i Belgien.
Hendes familie har efter hendes død forklaret, at hun kunne ikke holde ud at leve mere.
"Hun var i en tilstand af konstant lidelse, og hun har udstået sin straf mindst tusind gange,” siger hendes onkel André, der ikke ønsker sit efternavn frem, til radiostationen RTBF.
De fem børn på henholdsvis 15, 12, 10, 7 og 3 år fik halsen skåret over én efter én uden at være blevet bedøvet på forhånd, mens deres endnu levende søskende så fjersyn i et andet rum. Derefter forsøgte Geneviève Lhermitte at tage sit eget liv, og da det mislykkedes, tilkaldte hun politiet og tilstod, at hun ”havde gjort noget forfærdeligt”.
Under retssagen argumenterede forsvaret for, at Geneviève Lhermitte var psykisk utilregnelig i gerningsøjeblikket og derfor burde idømmes en behandlingsdom, men ikke straffes.
Det afviste nævningetinget, der mente, at hun var fuldt ud klar over konsekvensen af sine handlinger, da hun tog børnenes liv, og hun blev idømt livsvarigt fængsel.
Hun valgte at dø på årsdagen for drabet på børnene, en beslutning som ifølge den belgiske psykolog Emilie Maroit kan ses som ”en symbolsk gestus i respekt for børnene”.
”Det kan også være et forsøg på at afslutte det, hun havde begyndt, fordi hun forsøgte at tage sit eget liv efter at have dræbt børnene,” siger hun til tv-stationen RTL-TVI.
I stedet er det nu hospitalsvæsenet, som har hjulpet Geneviève Lhermitte med at forlade livet. Og selvom hun formelt ikke var livstidsfange, men under psykiatrisk behandling med mulighed for strafeftergivelse, da hun døde, rejser hendes død flere etiske og filosofiske spørgsmål. Det mener Leopold Vanbellingen, der forsker i religiøse samfundsspørgsmål ved det katolske universitet i Leuven.
”Man kan ikke sige, at den belgiske stat har indført dødsstraf ad bagdøren. Men aktiv dødshjælp til indsatte kan ligne en form for omvendt dødsstraf, hvor det ikke er staten, men den indsatte selv, der træffer beslutningen om at dø i stedet for at afsone en fængselsdom. Og man kan omvendt også spørge, om det er rimeligt, at en person unddrager sig straf ved at vælge at dø i stedet,” siger Leopold Vanbellingen.
Han peger på, at en indsat i Belgien tidligere har bedt om dødshjælp, men blev afvist. Og i Spanien fik en gerningsmand, der havde såret fire personer under et skyderi, sidste år hjælp til at dø, allerede inden han nåede at blive stillet for retten. Manden ønskede at dø, fordi han var blevet såret af politiet og lammet under anholdelsen.
Retten til dødshjælp af psykiske årsager har vakt opsigt inden for de seneste måneder, blandt andet efter at den 23-årige Shanti De Corte sidste år fik hjælp til at dø efter at have overlevet terrorattentatet i Bruxelles' lufthavn i 2016.
Og senest har en 50-årig kvinde, der overlevede en brutal voldtægt, fået lov til at dø med lægehjælp. Der er dermed ikke tale om egentligt psykiske lidelser, men om vanskelighederne ved at overvinde en stærkt traumatisk oplevelse, understreger Leopold Vanbellingen, der også er rådgiver for det dødshjælpskritiske Institut for bioetik.
Men disse sager vækker større opsigt i udlandet end i Belgien, noterer han.
”Der er stor modvilje i Belgien mod at kritisere den enkeltes frie valg, og det gælder også familierne, som i vid udstrækning vælger at støtte deres nære, hvis de ønsker aktiv dødshjælp,” siger Leopold Vanbellingen.