Dødstal efter tyrkisk jordskælv overstiger 15.000

Med det opdaterede dødstal bevæger mandagens jordskælv sig tættere på dødstallet efter Izmit-jordskælv i 1999.

En tyrkisk mand står ved ligene af sin hustru og datter i Hatay-regionen i Tyrkiet.
En tyrkisk mand står ved ligene af sin hustru og datter i Hatay-regionen i Tyrkiet. Foto: Umit Bektas/Reuters.

Antallet af omkomne efter mandagens jordskælv i det sydlige Tyrkiet er torsdag steget til over 15.000.

Det oplyser myndigheder i Tyrkiet og Syrien.

I Syrien har 2992 mistet livet, mens det samme er gældende for 12.391 i Tyrkiet. Tilsammen er altså 15.383 mennesker døde efter jordskælvet.

Med tallet bevæger jordskælvet sig op i den samme ende af skalaen som jordskælvet i 1999 i den tyrkiske by Izmit.

Mellem 17.127 og 18.373 vurderedes dengang at have mistet livet som følge af jordskælvet, der fandt sted kun omkring 15 kilometer under Jordens overflade tæt på byen Izmit i det nordvestlige Tyrkiet.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, erkendte tidligere onsdag, at redningsindsatsen havde været mangelfuld.

- Selvfølgelig har der været noget, vi ikke har gjort godt nok. Betingelserne er åbenlyse. Det er helt umuligt at forberede sig på en katastrofe, som denne, siger han.

Tusindvis af bygninger er kollapset, og overlevende og omkomne ligger fortsat begravet i murbrokkerne.

Overlevende er blevet efterladt i en jagt på mad og tag over hovedet. Langt de fleste har kunnet høre råbene om hjælp fra bjergene af murbrokker, mens nogle har kunnet høre råbenes stille ophør.

- Min nevø, min svigersøster og min svigersøsters søstre ligger i murbrokkerne. De er fanget under dem, og der er intet tegn på liv, siger Semire Coban, en pædagog fra Hatay-regionen.

- Vi kan ikke komme i kontakt med dem. Vi har prøvet at snakke med dem, men de svarer ikke... Vi venter på hjælp. Det har taget 48 timer nu.

De 72 timer, som ifølge katastrofeeksperter er vinduet med størst sandsynlighed for at redde menneskeliv, er så småt ved at rinde ud.

Alligevel kunne redningspersonale onsdag fortsat grave børn ud af murbrokkerne fra en sammenstyrtet bygning i Hatay.

En redningsarbejder ved navn Alperen Cetinkaya fortæller, at han hørte stemmer fra murbrokkerne og fik gravet overlevende ud.

- Vi regner med, at der er flere som dem... Chancerne for at redde folk ud i live her er meget høje, siger han.

Jordskælvet indtraf mandag i de tidlige morgentimer lokal tid. Skælvet blev målt til en beregnet størrelse på 7,8 og blev fulgt af flere kraftige efterskælv.

/ritzau/AFP