Prøv avisen

Dom over slagteren fra Bosnien bringer næppe forsoning

Ratko Mladic var den sidste krigsforbryder fra krigene på Balkan i 1990’erne, der onsdag fik sin sag afsluttet ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, ICTY. Foto: Peter Dejong/ritzau

Jura er ikke nok til at lægge fundamentet for forsoning mellem ofre og gerningsmænd, lyder vurderinger efter livstidsdom til krigsforbryderen Ratko Mladic

Med en livstidsdom for folkedrab, etnisk udryddelse og drab blev Ratko Mladic i går den sidste krigsforbryder fra krigene på Balkan i 1990’erne, der fik en sag afsluttet ved Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien, ICTY. Den forhenværende serbisk-bosniske hærchef, også kaldet slagteren fra Bosnien, blev dømt for drab og krigsforbrydelser mod tusinder af mennesker i de værste voldsudgydelser mod civile i Europa siden Anden Verdenskrig. Herunder massakren i Srebrenica i 1995 på flere end 8000 bosniske muslimske drenge og mænd.

”Det var den dom, vi havde regnet med. Og det er godt, at den er faldet. Efter næsten 25 år med ICTY trænger vi til at få lukket det kapitel. Krigsforbrydersagerne har været som et åbent sår. Nu er den sidste dom afsagt. Det er en lettelse, og det giver en form for fred,” siger Jasmina Drekovic, der voksede op i Bosnien under krigen, og som nu læser jura ved Lund Universitet med speciale i folkeret og menneskerettigheder.

Trods den hårdest mulige straf – livstid – til Mladic tror Jasmina Drekovic ikke på, at retfærdigheden nu er genoprettet i Bosnien.

”Halvdelen af befolkningen forsvarer stadig det, der skete under krigen. Der er ingen lov mod benægtelse af folkedrab. Jeg tvivler på, at der nogensinde vil komme retfærdighed til Bosnien. Men dommen er da en lille påmindelse om, at retfærdighed findes,” siger hun.

Thomas Brudholm, lektor ved Københavns Universitet med speciale i blandt andet forsoningspolitik, retsopgør og tilgivelse, peger på, at alle reaktioner på folkedrab og massedrab er utilstrækkelige.

”Intet kan gøre det godt igen. Men noget kan gøre det værre, og noget kan gøre det lidt bedre,” siger han.

Ifølge Thomas Brudholm skal man ikke have overdrevne forventninger til, hvad et krigsforbrydertribunal kan udrette for forsoningen mellem ofre og gerningsmænd. En retssag er blot en af de mange knapper, det internationale samfund kan trykke på, når det gerne vil hjælpe en befolkning videre med forsoning. Dermed ikke sagt, at man ikke skal trykke på den.

”Et krigsforbrydertribunal er nødvendigt og rigtigt. Det ville skrige til himlen intet at gøre. En retsproces er et skridt i den rigtige retning, også selvom det måske tager generationer, før den fulde betydning af den slår igennem. Det har vi set med Nürnberg-processen efter Anden Verdenskrig,” siger han.

Det er en lang proces at genopbygge den tillid, der bliver smadret, når befolkningsgrupper går i krig mod hinanden, og først når det er sket, kan forsoning komme.

”Forsoning handler om langt mere end en dom. Det hander om, at man tør besøge sin nabo, sende sit barn i skole og handle i butikkerne. Om ikke at være bange, hvis man skal køre over bjerget,” siger Thomas Brudholm.

Netop den individuelle straf til Ratko Mladic – såvel som til de øvrige krigsforbrydere, der er blevet dømt – er et forsøg på at lette forsoningen, fremhæver Helga Molbæk-Steensig, der forsker i retfærdighed og forsoning i overgangssamfund på Juridisk Institut ved Københavns Universitet.

”Krigsforbryderdomstolene bygger på det koncept, der opstod efter Anden Verdenskrig, hvor man ønskede individuelle domme over de personer, der stod med hovedansvaret. I modsætning til at gøre en hel befolkning ansvarlig, som man gjorde det efter Første Verdenskrig, hvor tyskerne kollektivt fik skylden for krigen. Tanken med den individuelle skyld er, at så kan man nøjes med for eksempel i dette tilfælde at hade Mladic og ikke alle serbere. Det skulle gøre det lettere for samfundet at komme videre,” siger hun.

Helt let er det dog stadig ikke, er også hendes erfaring fra ophold på Balkan. Dommen er en del af de mekanismer, der træder i kraft i et samfund efter en krig, men det er ikke en helt ny verden, der åbner sig for ofrene, fordi der falder en dom.

”Dommen er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for forsoning. Man kan aldrig få retfærdighed for mordet på 8000 dræbte i Screbrenica med en mands livstidsdom, men det er en anerkendelse af lidelserne, som sammen med andre tiltag bevæger udviklingen i den rigtige retning,” siger Helga Molbæk-Steensig.

Den belgiske chefanklager ved ICTY, Serge Brammertz, sagde forud for dommen i et interview med nyhedsbureauet AP, at ”hver gang, der falder en dom i Haag (hovedsædet for ICTY, red.) bliver en gruppe meget tilfreds og en anden utilfreds”.

”Reaktionerne viser os, at de underliggende årsager stadig eksisterer i vidt omfang. Så jeg tror ikke, at retfærdighed – en juridisk proces – i sig selv kan føre til forsoning. Forsoning skal komme fra samfundet selv, fra ofrenes og gerningsmændenes samfund,” sagde han.

En række pårørende var i går mødt op ved domstolen i Haag, og flere af dem ønskede en langt hårdere straf til Mladic.

”Han burde tortureres. Han vil få det godt i fængslet. Han burde lide som vores børn gjorde,” sagde en kvinde, som mistede sine børn og mand under krigen, i et direkte interview med den britiske nyhedsstation BBC.

Halvdelen af befolkningen forsvarer stadig det, der skete under krigen. Der er ingen lov mod benægtelse af folkedrab. Jeg tvivler på, at der nogensinde vil komme retfærdighed til Bosnien

Jasmina Drekovic