Dommedagssekt skyder mod politi

Russiske betjente er blevet beskudt af medlemmer af den sekt, der siden efteråret har forskanset sig i en jordhule for at vente på dommedag

Medlemmer af den russiske sekt, der siden efteråret har forskanset sig i en hule for at afvente dommedag, har skudt mod politiet. -
Medlemmer af den russiske sekt, der siden efteråret har forskanset sig i en hule for at afvente dommedag, har skudt mod politiet. - . Foto: stock.xchng.

Medlemmer af en russisk dommedagssekt, der har barrikaderet sig i en hule for at afvente dommedag, har skudt mod politiet, skriver Reuters.

Skudene blev affyret mod en politimand, der nærmede sig hulen for at hjælpe nogle af huleboerne. De frygtede, at de ville blive begravet i mudder forårsaget af smeltevand.

Ingen såret
- Ingen politibetjente blev såret under skydningen, sagde en talsperson fra det russiske indenrigsministerium til en russisk avis. Derudover er ingen detaljer offentliggjort.

Gruppen i hulen, der tæller omkring 30 personer inklusiv børn, har tidligere truet med at sprænge sig selv i luften, hvis politi eller myndigheder forsøger at tvinge dem ud af hulen.

Afventer verdens ende
I sidste uge forlød det, at nogle af sektens medlemmer havde forladt hulen. Men det hjemmelavede tilholdssted huser stadig medlemmer af gruppen, der mener, at dommedag og verdens ende vil indtræde 28. maj i år.

Gruppens åndelige leder, Pyotr Kuznetsov, der er under behandling for skizofreni, bliver i øjeblikket retsforfulgt for at opildne til religiøst og nationalt had gennem sine bøger.