Domprovst: Vi skal vise os i hjælpen til de ramte

Kirken skal være en vigtig del af støtten til de berørte af angrebet i Sverige, siger domprovst i domkirken i Stockholm. Kirken i Sverige har sat kriseplan i værk

”Vi må vente at se, hvad der sker, men der er ingen tvivl om, at kirken har et ansvar for at hjælpe og støtte,” mener Hans Ulfvebrand.
”Vi må vente at se, hvad der sker, men der er ingen tvivl om, at kirken har et ansvar for at hjælpe og støtte,” mener Hans Ulfvebrand. Foto: Anders Wiklund.

Kirken skal stå frem som en vigtigt del af støtten til de ramte, efter at en lastbil fredag kørte ind i en folkemængde i Stockholm og dræbte flere personer. Det siger Hans Ulfvebrand, der er domprovst i domkirken i Stockholm.

”Vi må vente at se, hvad der sker, men der er ingen tvivl om, at kirken har et ansvar for at hjælpe og støtte,” mener Hans Ulfvebrand.

Angrebet skete fredag eftermiddag i Drottninggatan i det centrale Stockholm. Hans Ulfvebrand ønskede umiddelbart efter angrebet ikke at kommentere i detaljer, da informationerne stadig var sparsomme.

”Det er vigtigt at understrege, at vi endnu ikke ved, om det er terror, hvem der har gjort det, eller om det er gjort i en religions navn. Men hvis det er – og det er et stort hvis – så har de fuldstændig misforstået det. At dræbe og skade folk er ikke, hvad religion handler om,” sagde han.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, sagde senere, at alt tyder på, at der er tale om en terrorhandling.

Politiet frarådede øjeblikkeligt al færdsel i centrum af Stockholm. Derfor åbnede både domkirken, Kungsholmskirken og Jacobskirken i Stockholm hurtigt deres døre efter angrebet for alle, der ønskede at søge ly. Også ærkebiskop i den svenske kirke Antje Jackelén var ude med støtteord på det sociale medie Twitter.

”Jeg beder for alle dræbte, hjælpere og beslutningstagere,” skrev Antje Jackelén.

I Sverige bliver der i krise-situationer som denne lavet specielle nødplaner, hvor kirken spiller en vigtig rolle. Det foregår i såkaldte posum-grupper, hvor folk fra kirken og politiet går sammen, og hvor der samtidig i hver kirke er en kontaktpræst til pårørende.

”I sådanne situationer er der tæt kontakt mellem kirken og politiet. Krisegrupperne forsøger at få det store overblik over situationen, og kontaktpræsten skal stå til rådighed for folk i nød,” siger Agneta Lagercrantz, der er kommunikationschef i domkirken i Stockholm.

Hans Ulfvebrand håber, at kirke og borgere vil stå sammen i den svære tid.

”Det er forfærdeligt. Vi lever i en verden, hvor vi alle har et ansvar for hinanden. Derfor er jeg også glad for, at kirkerne åbner deres døre til de, der har brug for det,” siger Hans Ulfvebrand.

Han oplyser også, at der bliver talt sammen om en kirkelig markering, men at der endnu ikke er noget endegyldigt på plads.