Etnisk udrensning. Krigsforbrydelser. Forbrydelser mod menneskeheden. Serbien og Kroatien har gjort sig skyldige i mange ugerninger under krigene i det tidligere Jugoslavien i årene 1992-1995.
Men ikke folkedrab.
Det blev slået helt fast af Den Internationale Domstol i Haag i tirsdags efter cirka 15 års retssag, som har kostet begge lande tocifrede millionbeløb.
Dommernes afgørelse er vigtig for bevarelsen af den oprindelige FN-konvention vedrørende folkedrab, der fulgte Anden Verdenskrig og mordet på seks millioner jøder. Det mener forskere i folkedrab.
”Begge lande har begået krigsforbrydelser. Men folkedrab er en meget snæver og juridisk definition med udgangspunkt i holocaust, som man skal være forsigtig med at operere med. Man skal kunne bevise, at der har været en eksplicit intention om at udrydde en hel befolkningsgruppe. Det har man ikke kunnet her,” siger Cecilie Banke, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, som også driver hjemmesiden folkedrab.dk.
Her anvendes termen i vid udstrækning om folkemord gennem historien.
Var afgørelsen faldet anderledes, kunne det ifølge Cecilie Banke være med til at påvirke andre diskussioner om, hvorvidt der i juridisk forstand er begået folkedrab eller ej. Det gælder for eksempel Tyrkiets massakre på dets armenske befolkningsgruppe, som landet selv ikke anerkender som folkedrab.
Mens de serbiske overgreb på bosniske muslimer under krigen var så systematiske, at der var tale om et folkedrab, har både Kroatien og Serbien kæmpet for at blive husket som ofret, der blev udsat for den værst tænkelige juridiske forbrydelse.
”Der er gået inflation i termen folkedrab, som har været led i en politisk kamp i kølvandet på krigen og i kampen om fortolkning af historien. Vi skal nok vænne os til at anvende andre begreber,” siger Cecilie Banke, som holder fast i, at der stadig skal forskes i krigens forbrydelser og etniske udrensninger, der foregik.
Omverden har siden 1990'erne været med til at udvande folkedrabs-definitionen ved at beskrive hændelserne på Balkan samt senere domme over personer, der under krigen var involveret i forbrydelser mod menneskeheden, som folkedrab og skyldige i folkedrab. Det påpeger historiker Christian Axboe Nielsen fra Balkan-studier på Aarhus Universitet og tidligere ekspertvidne ved krigsforbryderdomstolen i Haag.
”I stedet for at handle om bevismateriale i en retssag er der gået prestige i begrebet. Det gælder både de implicerede lande og de internationale domstole med jurister, der har villet gøre karriere i retsforfølgelse og folkedrab,” siger Christian Axboe Nielsen.
Domstolens afgørelse i denne uge er ifølge ham med til at standse relativiseringen af den juridiske definition af folkedrab.
”Dommen er afgørende. Alle, der har international strafferet, folkeret og international humanitær ret kært, kan være taknemmelige for afgørelsen. Havde man besluttet andet, skulle man lave helt om på fortolkningen af folkedrabskonvention fra 1948,” siger Christian Axboe Nielsen.
Afgørelsen i Haag afspejler nødvendigheden i at sikre den juridiske definition af folkedrab, istemmer professor i historie Uffe Østergaard fra Handelshøjskolen i København, CBS. Han vurderer samtidig, at domstolens kan have været påvirket af politiske hensyn. Kroatien er medlem af EU, og Serbien vil gerne være det.
”Dommerne har nok ikke været helt politisk tonedøve. En ting er principperne, men der er også de politiske realiteter i Europa lige nu,” siger Uffe Østergaard, som frygter, at dommen medfører, at landene ser sig som frikendt for andre forbrydelser.
Både Kroatien og Serbien har formentlig været klar over, at grundlaget for at få hinanden dømt for folkedrab var tyndt, vurderer Christian Axboe Nielsen. Begge landes officielle reaktioner var også positive med håb om, at afgørelsen vil være med til at lukke et historisk kapitel og føre videre til en mere fredelig periode for regionen.
”EU kan kun være glad for, at retssagen er overstået efter gentagne gange at have forsøgt sig på diplomatisk vis at tale landene til fornuft,” siger Balkan-eksperten.
De positive reaktioner på Balkan ændrer ifølge Christian Axboe Nielsen heller ikke på, at medier, politikere og skolesystemet i begge lande stadig har en forståelse af, at der blev begået folkedrab.
”Siden 1980'erne og 1990'erne har der på Balkan været en tendens til at tage ordet folkedrab i munden ved bare den mindste forbrydelse på hinandens folk. Men ingen ved, hvad konventionen egentlig handler om,” siger han og påpeger, at den gentagne retorik påvirker befolkningernes mentalitet.
”Forholdet mellem landene har ikke været dårligere siden slutningen af 1990'erne. Den nationalistiske tone er skærpet på højeste niveau, og her 20 år senere piller man stadig ved det betændte sår vedrørende mindretalsrettigheder. Og man må desværre sige, at flertallet af politikerne ikke er villige til at konfrontere den radikale nationalistiske højredrejning,” siger Christian Axboe Nielsen.