Prøv avisen

Domstol siger nej til totalt abortforbud i Alabama

Pro-choice-demonstranter marcherede i gaderne i Alabama, da abortloven blev vedtaget af det republikanske flertal i delstatens kongres i maj i år. Foto: Michael Spooneybarger/Reuters/Ritzau Scanpix

USA’s mest restriktive abortlovgivning, der skulle være trådt i kraft i næste måned, er stødt på grund

Den socialt konservative delstat Alabamas kontroversielle ulovliggørelse af så godt som alle provokerede aborter er sat på pause, efter at en forbundsdommer sent i tirsdags dansk tid blokerede for loven med et midlertidigt tilhold.

Loven, der er den hidtil mest restriktive i USA, blev vedtaget af det republikanske flertal i delstatens kongres i maj og skulle være trådt i kraft den 15. november. Den er del af en bredere, landsdækkende abortoffensiv, som skærper en værdipolitisk strid mellem højre- og venstrefløjen i USA op til præsidentvalget næste år.

Loven ville have kriminaliseret næsten alle provokerede aborter i Alabama. Den indeholder ingen undtagelser for graviditeter som følge af voldtægt eller incest og tillader kun svangerskabsafbrydelse, hvis den gravide kvindes helbred er ”alvorligt” truet, eller fosteret er ulevedygtigt uden for livmoderen. Læger, der udfører indgrebet i strid med loven, ville risikere op til 99 år i fængsel.

Ifølge forbundsdommer Myron Thompson krænker loven den præcedens, som er sat af USA’s højesteret på området, og krænker individets ret til at træffe valg, ”som er afgørende for den personlige værdighed og selvbestemmelse”.

Retten til abort er blevet et af de varmeste værdipolitiske emner i USA, og foruden Alabama har adskillige andre socialt konservative delstater i år vedtaget love, der kraftigt begrænser abortretten. Flere delstater har eksempelvis vedtaget love, der kriminaliserer provokerede aborter efter det tidspunkt, hvor fosterets hjerteslag kan opfanges af en ultralydsmaskine. Det sker omkring den sjette svangerskabsuge, hvor piger og kvinder ofte endnu er uvidende om deres graviditet, og lovene forbyder dermed i al væsentlighed så godt som alle provokerede aborter.

Lovene, der alle er genstand for verserende søgsmål ved domstolene, er designet til at fremprovokere en højesteretssag, der kan give det konservative flertal ved landets øverste domstol mulighed for at blåstemple delstaternes ret til fuld selvbestemmelse på området.

Det foreløbige tilhold i Alabama vil forblive i kraft, indtil domstolen har behandlet sagen til fulde.