Barack Obama aflyttede Donald Trumps telefon i Trump Tower op til dennes valgsejr sidste efterår. Sådan lyder den seneste af mange påstande fra den amerikanske præsident. Da eksperter og selveste FBI’s direktør over weekenden afviste teorien, forstærkede Donald Trump blot sine Twitter-angreb på sin forgænger.
Det mønster er typisk for en konspirationsteoretiker, mener dr. Hugo Drochon. Han er forsker ved et projekt på Cambridge University, som ser på konspirationsteorier både historisk og i moderne politik.
”En af farerne ved Donald Trump er, at når han ikke får sin vilje, så søger han til konspirationsteorier om, hvorfor han ikke får ret, og han skærper tilmed sine påstande, hvorved det bliver mere ekstremistisk. Så hans modsvar på beskyldninger om forbindelser til Ruslands præsident Putin er at påstå, at Obama sammen med efterretningstjenesten aflyttede Trump Tower,” forklarer Hugo Drochon, der mener, at der er sket en markant ændring det seneste år.
”I vores projekt tog vi udgangspunkt i, at konspirationsteorier er en sund pris at betale for at have en offentlig debat, hvor folk stiller spørgsmål. Problemet opstår, når det ikke længere sker blandt marginale grupper, men at der er en kritisk masse. Så er det ikke længere en dialog, men snarere ekkokamre, hvor folk søger de oplysninger og nyheder, som passer med deres egen overbevisning,” siger Hugo Drochon.
Han og hans kolleger har således været nødt til at revidere deres opfattelse, efter at den ukonventionelle republikanske rigmand Donald Trump gjorde sin entré på den politiske scene.
”Vi har fået vores ilddåb,” konstaterer han.
”Donald Trump er anderledes, for selvom han nu har fået magten, så bliver han ved med at komme med konspirationsteorier, såsom at han kun fik færre stemmer end Hillary Clinton, fordi der ifølge Trump var ulovligt registrerede vælgere. Valgsnyd er netop en klassisk konspirationsteori,” siger forskeren.
Weekendens opsigtsvækkende udfald mod Obama er således typisk.
”Konspirationsteoretikere bruger ofte konspirationsteori til at underminere autoriteter, og det synes også at være tilfældet her. De forplumrer vandene så meget som muligt, så det ikke alene flytter fokus fra undersøgelser af Trump, men tilmed skaber en situation, hvor der kan blive sat spørgsmålstegn ved alt,” forklarer Hugo Drochon med henvisning til, at præsidenten fremsatte sine beskyldninger i kølvandet på afsløringen af, at hans justitsminister havde mødtes med den russiske ambassadør under valgkampen.
Hugo Drochon tøver ikke med at kalde det bekymrende, at en af verdens mægtigste mænd på den måde bruger konspirationsteorier.
”Tidligere har vi ikke haft mange bekymringer om sådanne teoriers indflydelse på demokratiet. Men når de bliver forbundet med magt, så er det slemt. Vi har set ekstremister komme til magten, men når der tilmed kommer en konspirationsteoretiker til, så bliver det endnu mere ekstremt,” siger Hugo Drochon.
Han betegner nazidiktatoren Adolf Hitler som det klassiske eksempel på en ekstrem konspirationsteoretiker, som fik så mange tyskere til at tro på, at det var jøderne, der var skyld i stort set alle dårligdomme. Det er ikke en sammenligning af Trump med Hitler, men mere en analyse af de mekanismer, der er i spil.
”Donald Trump startede sin politiske karriere med at sætte spørgsmålstegn ved, om Barack Obama rent faktisk var født i USA. Det er en klassisk konspirationsteori, på samme måde som teorier om mordet på John F. Kennedy, hvorvidt månelandingen overhovedet fandt sted og benægtelsen af klimaforandringer,” forklarer Hugo Drochon.
Hvordan kan præsidenten slippe af sted med sådanne påstande i en tid, hvor medierne vejer hvert eneste af hans ord og gennemfører faktatjek?
”De teknologiske forandringer betyder, at op mod 60 procent af amerikanerne ifølge en meningsmåling får deres nyheder fra sociale medier som Facebook og Twitter. Aviserne er ikke længere det første sted, folk søger oplysninger, og de nye sociale medier har ikke nogle dørvogtere, som redigerer og sorterer usandsynlige historier fra,” siger Hugo Drochon.
Han fremhæver, at forretningsmodellen for eksempelvis Facebook er at få brugerne til fylde det sociale netværk med indhold, som så bliver delt og dermed skaber større annonceindtægter, hvorfor fokus ikke har været på at redigere indholdet. Det har dermed givet frit spil til den højrenationalistiske amerikanske radiovært Alex Jones og dennes medie Infowars og nyhedskanalen Sputnik fra Rusland, som dermed når ud til folk, de ellers aldrig ville have fået i tale.
Det virker, som om Donald Trump meget bevidst har taget konspirationsteorier til sig?
”Så absolut. Alex Jones er en førende konspirationsteoretiker i USA, og han følges af millioner. Han var en af de første til at anbefale Trump, og han har også interviewet Trump,” siger Hugo Drochon og peger videre på, at det særligt var under primærvalgene for at blive Republikanernes kandidat, at Donald Trump dyrkede konspirationsteorierne og fik vælgerne i tale uden om de etablerede, gamle medier.
Det har han så gjort igen med beskyldningerne mod Barack Obama om aflytningen af Trump Tower. Som Hugo Drochon påpeger, så startede de påstande i torsdags hos den konservative radiovært Mark Levin, der er kendt for at forfølge konspirationsteorier. Siden fulgte så et andet af de nye kontroversielle medier, Breibart News, op, inden præsidenten selv viderebragte sine anklager i flere tweets på sit foretrukne medie, Twitter.
En af dine pointer er, at Donald Trump som en af verdens rigeste personer er en del af eliten. Hvordan kunne han få en stor del af de såkaldt glemte amerikanere til at stemme på sig som præsident?
”Nøglen ligger i, at han hører til den finansielle elite og ikke er en del af det politiske establishment. Donald Trump er en succes, der kom ind fra sidelinjen, mens mange ser Hillary Clinton som hængende sammen med landets finanscentrum på Wall Street, og det passer fint ind i en konspirationsteori om, at alle de andre er tæt forbundet, hvorimod Trump fremstår uafhængig.”
Hvor ser vi noget tilsvarende i vestlige demokratier?
”Der er stor fokus på eksempelvis valget i Frankrig. Men Front Nationals Marine le Pen er en stærk kvinde, så hun har ikke brugt konspirationsteorier på sammen måde som Trump, men er kommet med sine egne stærke politiske holdninger,” siger den irsk-franske forsker.
”Den nærmeste, som vi kan sammenligne Trump med, er præsident Recep Tayyip Erdogan i Tyrkiet. Han startede som en mainstream-politiker, men er blevet mere ekstrem og slår i stigende grad på konspirationsteorier, som skal forklare alt fra sidste års kupforsøg til mistillid fra aktiemarkedet. Erdogan mister magt, og den måde, han kan forklare det på, er ved at gå længere ud ad tangenten med konspirationsteorier.”
For Hugo Drochon er det vigtigt at pointere, at konspirationer og konspirationsteorier ikke er det samme.
”Konspirationer er, når nogle mennesker planlægger at vælte dem, der har magten. Det har altid været et faktum i politik, at du lægger planer bag lukkede døre. Du kan tale om, at det er konspiratorisk, men målet er, at det skal blive til politik og dermed kommer ud i det åbne,” forklarer han.
”Konspirationsteorier er noget helt andet. Meningsmålinger viser således, at nogle mennesker tror, at der bag alle de store verdensbegivenheder er en lille gruppe af usynlige mennesker, der styrer alt. Konspirationsteorier er også svære at imødegå, fordi det er noget, som folk tror på helt og fuldt. De har dermed en indbygget selvopfyldende kapacitet, hvor folk netop ser al kritik som en bekræftelse af deres teori,” siger han.
Selvom der siden det amerikanske præsidentvalg har været stort fokus på falske nyheder og alternative sandheder, så er der med konspirationsteorier mere på spil, mener forskeren.
”Der er altid blevet løjet i politik, og det interessante er, hvordan vi kan se forskel mellem løgn og konspirationsteorier. Nogle vil sige, at politikere altid lyver og ikke lever op til deres løfter. Som da den britiske premierminister Tony Blair løj om masseødelæggelsesvåben i Saddam Husseins Irak. Men selvom oplysningerne viste sig at være forkerte, og nogle måske vil udlægge det som netop en konspirationsteori, så er svaret ikke entydigt,” forklarer Hugo Drochon.
Andre klassiske eksempler er konspirationsteorier, som bygger – eller rettere brygger – videre på faktiske begivenheder. Eksempelvis at prinsesse Diana ikke er død, men lever med sin elsker på en øde ø. Det samme gælder teorierne om Kennedy-drabet, hvor skiftet sker, når folk fremsætter teorier om, at CIA og FBI rent faktisk stod bag drabet på den amerikanske præsident i 1963.
Donald Trumps måde at agere på – også efter at være rykket ind i Det Hvide Hus – er således et eksempel på, hvordan konspirationsteorier har ændret karakter.
”I det 19. århundrede var der en følelse af, at konspirationer skete, hvor eksempelvis anarkistiske ekstremister ville vælte staten. I det 20. århundrede er det ikke længere små grupper, men staten mod folket. Og det hænger sammen med en skuffelse over det moderne demokrati, hvor der er en stor forskel på vælgernes forventninger og realiteterne,” mener Hugo Drochon.
Tidligere har vi ikke haft mange bekymringer om sådanne teoriers indflydelse på demokratiet. Men når de bliver forbundet med magt, så er det slemt.