Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Donald Trump er sprunget ud som politiker

I sit første store avisinterview efter valget har Donald Trump ladet forstå, at han alligevel ikke vil udnævne en særlig anklager til at efterforske sin tidligere demokratiske modstander, Hillary Clinton, for mulige ulovligheder begået i hendes tid som USA’s udenrigsminister. Foto: Carolyn Kaster/Polfoto

USA’s kommende præsident trækker i land, hvad angår flere centrale valgløfter. Oprøreren Trump er ved at blive erstattet af politikeren Trump

Den oprørske outsider Donald Trump er blevet forvandlet til en politiker. Det er den overordnede konklusion, efter at USA’s kommende præsident i løbet af de første to uger efter sin overraskende valgsejr har trukket i land, hvad angår en række centrale valgløfter.

I sit første store avisinterview efter valget har Donald Trump ladet forstå, at han alligevel ikke vil udnævne en særlig anklager til at efterforske sin tidligere demokratiske modstander, Hillary Clinton, for mulige ulovligheder begået i hendes tid som USA’s udenrigsminister.

”Det er ganske enkelt ikke noget, som jeg føler stærkt for,” siger Trump i interviewet med avisen The New York Times.

Udtalelsen står i skarp kontrast til republikanerens udtalelser i valgkampen, hvor løftet om at stille ”Crooked Hillary” (korrupte Hillary) til ansvar for hendes ”løgne” og ”bedrag” var blandt Trumps centrale budskaber, og hvor han ved valgmøder førte an i kampråbet ”bur hende inde!”

Den kommende præsident synes også at have et nyt syn på brugen af tortur i kampen mod terrorisme. Mens han i valgkampen udtrykte opbakning til vandtortur – og det, som er værre – og erklærede, at ”tortur virker, folkens”, så siger han nu til The New York Times, at tortur ”ikke vil gøre den forskel, som mange mennesker tror”. Trumps kovending er angiveligt inspireret af en samtale med en general, der fortalte ham, at det er mere effektivt at vinde terrormistænktes tillid og belønne dem for at samarbejde med eksempelvis ”øl og cigaretter”.

Donald Trump er også begyndt at se anderledes på de globale klimaforandringer, efter at hans valgkampagne er overstået. Mens han tidligere betegnede klimaforandringerne som ”et svindelnummer” opfundet af kineserne for at skade USA’s konkurrencedygtighed, siger han nu, at han tror, at der er ”en forbindelse” mellem den globale opvarmning og menneskelig aktivitet.

”Nogen. Noget. Det afhænger af hvor meget,” siger han.

Og mens Trump i valgkampen erklærede, at han som præsident vil rive klimaaftalen fra Paris i stykker, siger han nu, at han ”kigger på det meget nøje” og bevarer ”et åbent sind”.

I interviewet synes Trump endda at skifte gear, hvad angår sin holdning til ytringsfriheden. Trump truede i valgkampen med at sagsøge The New York Times for avisens kritiske dækning af ham, ligesom han også slog fast, at han ville ændre USA’s injurielovgivning for at gøre det nemmere at opnå erstatning for bagvaskelse. Nu har han tilsyneladende genovervejet dette, da han – som han forklarer til The New York Times – er blevet gjort opmærksom på, at han selv kunne blive sagsøgt ”meget mere” under en mere løs injurielovgivning.

Donald Trump slog dog også i interviewet fast, at han ikke ser nogle problemer i de interessekonflikter, som kan opstå, når han rykker ind i Det Hvide Hus til januar. Trumps vidt forgrenede globale forretningsimperium gør ham sårbar over for anklager om, at han bruger præsidentembedet til at fremme sine egeninteresser, og avisen The Washing-ton Post har allerede rapporteret, at udenlandske diplomater føler sig presset til at booke kostbare luksusværelser på Trump-hotellet i Washington for at holde sig på god fod med den kommende præsident. Men Trump siger til The New York Times, at ”loven er fuldstændig på min side” og ”præsidenten kan ikke have en interessekonflikt”.

Donald Trumps løftebrud skuffer naturligvis hans vælgere. Det gælder især efterforskningen af Hillary Clinton. Dette var ikke bare en flygtig idé i Trumps valgkamp, men snarere en af hans kampagnes hjørnestene, og aktivister som den konservative aktivistgruppe Judicial Watch kalder hans fredning af Clinton for ”et forræderi af hans løfte til det amerikanske folk”.

Trumps kovendinger er imidlertid ikke overraskende. Den kommende præsident er kendt for sin ideologiske og politiske smidighed, og han har igennem sine årtier i mediernes søgelys skiftet holdninger med svimlende stor hyppighed. Samtidig forstår han, at det kan blive endog meget besværligt at regere uden en vis fleksibilitet. Nu er politikeren Trump på vej til Washington. Hvad denne politiker så egentlig står for, vil tiden vise.