Prøv avisen
Spørgsmål svar

Professor i amerikansk politik: Valgresultat er både en fordel og ulempe for Trump

Peter Kurrild-Klitgaard, professor i amerikansk politik fra Københavns Universitet. – Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Midtvejsvalget i USA betyder en kæp i hjulet for Donald Trump selv, men for Det Republikanske Parti generelt er resultatet slet ikke så galt, forklarer Peter Kurrild-Klitgaard

Selvom Donald Trumps parti har mistet flertallet i Repræsentanternes Hus, anser han selv valget som en sejr. Har han ret?

Slet ikke. Det første problem for Trump er, at han ikke længere kan være sikker på at få sin lovgivning igennem. Han vil risikere, at Demokraterne siger nej til alt, han kommer med, som de ikke i forvejen er enige i. Selvom de skulle være enige med ham, kan man sagtens forestille sig, at de alligevel ikke vil samarbejde med ham eller give ham politiske sejre.

Derudover får han også interne problemer. Allerede ved præsidentvalget i 2016 tabte Republikanerne pladser både i Senatet og Repræsentanternes Hus. Nu har de så tabt flertallet det eneste sted, og på ét eller andet tidspunkt bliver de nødt til at spørge sig selv, om der virkelig er logik i at blive ved med at satse på ham, når han tilsyneladende støder flere fra sig, end han tiltrækker. Jeg tror ikke, at Republikanerne vil vrage ham som præsidentkandidat i 2020, hvis han selv vælger at stille op. Men der må være nogen derude nu, som ville ønske, at de havde en anden repræsentant.

På hvilke områder vil republikanere og demokrater kunne samarbejde?

Handelspolitik har der eksempelvis været et bredt samarbejde om i et kvart århundrede. Det er et af de punkter, hvor Trump er mere konfrontationssøgende og vil lægge en mere protektionistisk linje, hvilket Demokraterne pudsigt nok viser tendenser til at være med på. Så jeg vil ikke udelukke, at man kommer til at se tilfælde af samarbejde. Det politiske klima i Kongressen er dog blevet langt mere polariseret. Den gamle midte, der bestod af demokrater og republikanere, som nogle gange stemte med det andet parti, er blevet mindre, og partidisciplinen er blevet større.

Hvordan adskiller det her valg sig fra andre midtvejsvalg?

Det er på ingen måde overraskende, at Republikanerne er gået tilbage i Repræsentanternes Hus, for det gør den siddende præsidents parti altid ved midtvejsvalg. Så det er heller ikke værre for Republikanerne. Siden Anden Verdenskrig har der kun været to undtagelser, Bill Clinton i 1998 og George W. Bush i 2002. Begge gange var det præsidenter, som på det tidspunkt var exceptionelt populære – Clinton, fordi det gik godt med økonomien, og Bush, fordi det var lige efter terrorangrebet den 11. september.

Det nye er Republikanernes fremgang i Senatet, for det plejer aldrig at ske. Det er bestemt ikke nogen triviel detalje, for med det flertal vil de kunne nedlægge veto mod, hvad end Demokraterne præsenterer. Før i tiden har Republikanerne kun haft flertal med et par pladser, så hvis bare en af dem har været svage i troen, har man haft problemer ved afstemninger. Nu har de råd til at miste et par stykker. Det er eksempelvis Senatet, der gennemfører dommerudnævnelser, og der er stor sandsynlighed for, at Trump snart vil skulle udnævne sin tredje højesteretsdommer. Republikanerne kan nu komfortabelt udnævne, hvem de vil til dommerembeder.

Hvad vil Demokraterne bruge deres flertal i Repræsentanternes Hus til?

Nogle demokrater vil arbejde for at få igangsat undersøgelser mod Trump gennem Repræsentanternes Hus. Det var, hvad man så Republikanerne gøre mod præsident Bill Clinton i 1993 med de såkaldte Whitewater-høringer. Det resulterede i, at flere af Clintons folk måtte trække sig. Det er bestemt ikke nogen ønskværdig situation for Trump, for han vil skulle bruge tid på en masse ting, der muligvis kan bringe både ham selv og hans folk i juridiske problemer.