Donald Trump indleder rejse til hellige steder

Trump skal besøge islams, jødedommens og kristendommens hellige steder. I Saudi-Arabien vil han tale forsoning til verdens muslimer

Efter Jerusalem tager den amerikanske præsident til Betlehem, små 10 kilometer syd for Jerusalem på den besatte Vestbred, hvor han skal møde den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas. Herefter går rejsen til Vatikanet og et møde med pave Frans.
Efter Jerusalem tager den amerikanske præsident til Betlehem, små 10 kilometer syd for Jerusalem på den besatte Vestbred, hvor han skal møde den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas. Herefter går rejsen til Vatikanet og et møde med pave Frans. Foto: Susan Walsh/AP/Ritzau foto.

USA’s præsident Donald Trump tog i går afsted på sin første udenlandsrejse, der bringer ham til Mellemøsten og Europa. Rejsen er stort slået op, blandt andet som en rejse med religiøse undertoner. fordi Trump besøger de tre store monoteistiske religioners hovedsæder.

Donald Trump indleder rejsen i Saudi-Arabien for at understrege den mangeårige amerikanske allieredes særlige rolle som leder af den sunnimuslimske, arabiske verden. Islams to helligste byer Mekka og Medina ligger begge i Saudi-Arabien.

Derefter rejser Trump til Israel, den moderne jødiske stat. Hans besøg ved Grædemuren, som betragtes som den sidste rest af det andet jødiske tempel i Jerusalem og er et helligt sted for jøder, vil dog være en privat og ikke en officiel del af besøget, fordi Grædemuren ligger i Jerusalems gamle bydel, der er en del af Østjerusalem, som Israel besatte under Seksdageskrigen i 1967 og kort efter annekterede. Hverken USA eller resten af verden anerkender anneksionen, men fastholder, at Østjerusalem er en del af de besatte områder, hvis fremtid skal besluttes i forhandling mellem israelere og palæstinensere.

Det skabte voldsom furore i den israelske regering, da to amerikanske embedsmænd forud for rejsen forklarede, at Grædemuren ligger på Vestbredden. Det er ikke nogen ny amerikansk fortolkning, snarere den, som alle tidligere amerikanske præsidenter har brugt, men mange i Israels højrenationale regering havde forventet, at Donald Trump ville gøre op med den gamle tænkning, blandt andet ved at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem. Det lovede Donald Trump under valgkampen. Men det synes nu klart, at den amerikanske ambassade bliver liggende i Tel Aviv.

Efter Jerusalem tager den amerikanske præsident til Betlehem, små 10 kilometer syd for Jerusalem på den besatte Vestbred, hvor han skal møde den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas. Herefter går rejsen til Vatikanet og et møde med pave Frans.

Rejsen har dog ikke kun symbolværdi. Donald Trump er også ude i et politisk ærinde. Under besøget i Saudi-Arabien vil han blandt andet holde en tale om sit og USA’s forhold til islam. En forsonende tale, der i sit indhold forventes at være i stil med den tale, som hans forgænger Barack Obama holdt i den egyptiske hovedstad, Kairo, i 2009 kort efter, at han var trådt til som præsident. Talen om islam vil blive holdt søndag i den saudi-arabiske hovedstad, Riyad, under et amerikansk-islamisk arabisk topmøde for lederne af 50 sunni-muslimske lande, som Saudi-Arabien har inviteret specielt til lejligheden.

Det store opbud af sunni-muslimske ledere er et klart signal til den rivaliserende shia-muslimske verden, der repræsenteres af Iran. Shia- og sunni-muslimer står over for hinanden støttet af henholdsvis Iran og Saudi-Arabien i flere af Mellemøstens blodige konflikter som Syrien, Irak og Yemen.