Tyskerne er helt tossede med deres hunde. Går man en tur i Berlin, ser man som regel 10-15 snusende kræ løbe forbi med deres ejere halsende efter sig. Ulempen er, at hundenes efterladenskaber også fylder en del i gadebilledet. I løbet af vinteren dækkede sneen over lugten, men nu er sneen smeltet, og parkerne dufter desværre ikke kun af anemoner.
I de vestlige demokratier er stanken tilsvarende vendt tilbage efter årtiers politisk istid, og selvom lugten ofte er grim, er den et sundhedstegn og varsler demokratisk forår. Det mener den tyske forfatter og forlægger Matthias Heitmann, der de seneste måneder har vakt debat med sine klummer i det politiske magasin Cicero om den politiske elites fiasko og den manglende respekt for de vælgere, som gav deres stemme til Brexit og den amerikanske præsident Donald Trump.
”Politik har i årtier været fastfrosset i elitens konsensus og et meget intolerant klima i forhold til mennesker med andre holdninger, og enhver form for åben kontroversiel debat er grundlæggende blevet frosset ude. Men nu står vi for enden af en istid. Det første, man lægger mærke til, er den beskidte, grimme lugt, men det er begyndelsen på et potentielt forår,” siger han.
Storbritanniens udtræden af EU har skabt udbredt frygt for, at den union, som oprindeligt blev grundlagt for at forhindre endnu en verdenskrig, er ved at gå i opløsning. Men ifølge Matthias Heitmann kan briternes beslutning være det første tegn på en revitalisering af det politiske liv i Europa. Brexit viste, at der er folkelig vilje til at bryde med en politisk magtarrogance, som går flere årtier tilbage til den tidligere britiske premierminister Margaret Thatchers slogan ”There is no alternative” (Der er intet alternativ), og som den tyske forbundskansler Angela Merkel til dels har overtaget med sin ”alternativlos”-retorik.
”Brexit var en meget klar erklæring fra folk om, at de ville have muligheden for at vælge et alternativ. Hele det britiske etablissement fortalte briterne, at de ikke skulle stemme for brexit, men trods presset sagde et flertal af folket, ’nej, vi vil have et alternativ’. Brexit forandrede måden, hvorpå vi tænker politik i Vesten. Det var en forfriskende begivenhed, som hæver sig langt over den konkrete beslutning, eftersom den viser, at der i et folkestyre altid er et alternativ til magthavernes førte politik,” siger Matthias Heitmann.
”Selvfølgelig er der dem, der ønsker at bevare status quo, og disse forsvarere af Europas politiske permafrost har haft relativt stor succes. Det skyldes, at ’der er ikke noget alternativ’ har haft så lang levetid, og derfor lader mange unge mennesker ikke til at kunne forestille sig, at de bor i politisk livlige tider, som kan føre til store forandringer. Nogle af dem accepterer elitens argument om, at ændringer uundgåeligt vil føre til kaos og krig. Reaktionen af frygt og chok blandt mange unge europæere over Brexit antyder, at de virkelig er børn af Thatchers tankegang. De føler en nærmest medfødt fjendtlighed over for idéen om politisk forandring,” siger han.
Donald Trumps sejr ved sidste års amerikanske præsidentvalg er del af samme billede, mener Matthias Heitmann. Han ville aldrig selv have stemt på Trump, men den evindelige dæmonisering af præsidenten er trættende, for Trump har aldrig været problemet, mener han.
”Trump er ikke faldet ned fra himlen. Det er ikke nok at sige, at Trump er skrækkelig, fordi han bryder med klassisk politik og den diplomatiske tradition. Det er ikke nok at sige, at han er antikrist. Valget af ham havde meget lidt med ham at gøre,” siger han.
”Store dele af den amerikanske befolkning blev stadig mere trætte af Obamas moralsk korrekte regering, som primært havde sit fokus på storbyeliten, og som opførte sig arrogant over for almindelige mennesker. Hvis du satte spørgsmålstegn ved den politiske konsensus, var du en irrationel tosse. Det gælder en masse emner, for eksempel klimaforandringer, og det er et demokratisk problem, for videnskab handler aldrig om konsensus, men om åben debat og kritiske spørgsmål. Den lede ved det politiske system betyder ikke længere, at folk er holdt op med at bekymre sig om politik, men at de aktivt er begyndt at samle sig i opposition for at få afløb for vreden. Trump var den eneste person, de kunne gøre oprør med,” siger han.
Dyrkelsen af Barack Obama som ”en anden Messias” i forbindelse med hans aftrædelse som præsident var grotesk og viser den politiske tomhed, der præger det liberale amerikanske etablissement, mener Matthias Heitmann.
”Obama var god til at gribe det store ønske om forandring ved valget i 2008. Men mange af de ting, som bliver fremstillet som Trumps brutalitet, blev faktisk påbegyndt under Obama eller tidligere præsidenter, for eksempel muren ved Mexicos grænse, som blev begyndt af Bill Clinton og fortsat af hans efterfølgere. Ingen præsident har deporteret så mange indvandrere som Obama, og han er ansvarlig for, at tusindvis af bomber er blevet smidt i Mellemøsten. Han lukkede ikke engang Guantanamo. Alligevel blev han tildelt Nobels Fredspris. Det kan stadig virke ubegribeligt, at Hillary Clinton kunne tabe til Trump, men det har åbenlyst at gøre med det politiske hykleri, som har gjort folk så vrede.”
Men ser du slet ingen farer ved en ofte uforudsigelig Trump og et svækket EU, som historisk set blev dannet for at undgå mere krig?
”Jeg ser farerne, men de er ikke nye. De har bare været fastfrosset, og Trump er resultatet af uløste problemer. Jeg siger ikke, at alt vil blive bedre med Trump. Hans seneste aktiviteter i Syrien viser, at han er lige så meget drevet af følelser som sine forgængere. Men i det mindste åbnede valget en masse muligheder, idet folk fik syn for, at påstanden om ’intet alternativ’ ikke er hellig. Sandt nok, de mennesker, der kradser i EU’s facade, er ikke altid de bedste, mest anstændige eller kultiverede mennesker. De har måske ikke de forestillinger, som du og jeg foretrækker, og debatten er måske lidt skrap og ofte drevet af frygt og fordomme, men i det mindste er der engagement og debat. Min oplevelse er, at folk faktisk er åbne for argumenter,” siger han.
Brexit skriver sig desuden ind i et positivt historisk mønster i europæisk historie, for ifølge Matthias Heitmann findes der ikke noget mere europæisk end folkelige opstande og modstand mod magten.
”Europas historie er fuld af revolutioner. Den Franske Revolution førte også til kaos, men banede vej til demokratisk, oplyst tænkning. Berlinmurens fald var resultatet af en folkelig opstand mod en magt, som blev betragtet som illegitim. Brexit viser, at at denne antiautoritære impuls stadig er en del af den europæiske ånd, og jeg tror, at den bringer noget godt med sig.”
Efter Brexit og Trumps sejr har den vestlige offentlighed diskuteret, hvor stor en rolle falske nyheder har spillet i afstemningerne, og et udbredt synspunkt er, at mennesker blev forført af løgn og propaganda. Men selvom debatten peger på reelle problemer, burde den politiske og kulturelle elite have langt mere tillid til almindelige menneskers dømmekraft, mener Matthias Heitmann.
”Der findes en masse pessimisme og kynisme mod mennesker. Når eliten kritiserer Trump, siger den i virkeligheden, at mennesker er dumme. Tilliden til folket og dermed også til demokratiet er over en årrække forsvundet. Men jeg har aldrig forstået, hvordan man kan være demokrat og samtidig mene, at mennesker er dumme. Enten tror man på folkets og dermed det demokratiske samfunds potentiale, eller også gør man ikke. Staten fortæller os, hvordan vi skal gøre helt fundamentale ting såsom at opdrage vores børn, og der er en masse områder, der afslører en mistillid til folks dømmekraft. Det er en misantropisk tidsånd,” siger Matthias Heitmann og peger på, at tyske medier og etablerede partier har set en stor trussel i det EU- og indvandrerkritiske parti Alternativ for Tyskland, som siden grundlæggelsen i 2013 har stjålet stemmer fra de andre partier.
”Men ser man på opbakningen til partiet efter tre års krise, herunder flygtningekrisen, som har været afgørende for partiets fremgang, står de kun til at få ni procent af stemmerne. Det viser mig, at folk faktisk er forsigtige og tænker sig om. Socialdemokraterne har stillet med en kanslerkandidat, Martin Schulz, som efter 23 år i Europa-Parlamentet ikke kunne befinde sig længere væk fra folket. Så jeg tror, Angela Merkel fortsætter som kansler. Folk er vrede på hende og reagerer mod hendes alternativløse politik, men de er også bekymrede over, hvad der kunne komme efter hende.”
Hvor ser du så Europa og Vesten om 10 år?
”Jeg håber, vi er trådt ind i en ny politisk tidsalder, hvor mennesker langsomt har fået mere tillid til sig selv og ikke viger tilbage fra kontroverser og deres ret til fri tale og stemmer på lige præcis det, de vil. Vi er alle blevet så vænnet til konsensus, og folk var faldet halvt i søvn. Nu er der en chance for, at de vågner, og det hele virker lidt underligt, men det er en normalisering mod det, demokratiet handler om. Ikke om at have det hyggeligt, men om kamp og kontroverser, for mennesker er vitterligt forskellige. Et velfungerende demokrati bør ikke være en behagelig polstret arena. Det bør være en kamparena, et støjende sted, hvor folk kæmper og forsvarer deres interesser. Mennesker, som aldrig har interesseret sig for politik, eller som bare har været dødtrætte af politik, er begyndt at hæve deres stemmer, og det kan kun være godt.”