Drabet på en fransk lærer gør skolen til ny terrorfront

Præsident Macron lover nye stramninger efter drabet på fransk historie- lærer, der viste Muhammed-tegninger for sine elever. Emner som ytringsfrihed og holocaust er blevet vanskeligere at behandle i de franske skoler

Historielæreren Samuel Paty fik i fredags skåret halsen over på vej hjem fra arbejde kun få meter fra den skole, hvor han underviste i historie. Det skete, fordi han havde brugt Muhammed-tegningerne i sin undervisning. I søndags kunne man derfor se folk samlet på Place de la République for at hylde læreren.
Historielæreren Samuel Paty fik i fredags skåret halsen over på vej hjem fra arbejde kun få meter fra den skole, hvor han underviste i historie. Det skete, fordi han havde brugt Muhammed-tegningerne i sin undervisning. I søndags kunne man derfor se folk samlet på Place de la République for at hylde læreren. Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det var netop for at styrke forståelsen for ytringsfriheden efter terrordrabene på otte ansatte ved det satiriske magasin Charlie Hebdos redaktion i januar 2015, at de franske ottende klassers pensum i historie er blevet udvidet med et modul om retten til at udtrykke sig frit.

I stedet har ytringsfriheden og striden om retten til at tegne karikaturer af Muhammed nu kostet endnu et menneskeliv. Med den makabre halshugning af en 47-årig historielærer ved en folkeskole i Conflans-SainteHonorine nær Paris har en 18-årig tjetjener føjet et endnu navn til den lange liste over ofre i Frankrigs islamiske terror-spiral.

Og endnu engang har ytringsfriheden vist sig som den frontlinje, hvor radikal islam bekæmper det franske demokrati. Efter et første angreb på to journalister foran Charlie Hebdos tidligere lokaler i Paris den 25. september er det nu skolen og undervisningen, der er blevet terrormål, netop mens retssagen mod de formodede medskyldige i terrorangrebet i 2015 afvikles frem til den 14. november.

Samuel Paty fik i fredags skåret halsen over på vej hjem fra arbejde kun få meter fra den skole, hvor han underviste i historie.

”Efter at have dræbt jøder, journalister, tegnere, tilfældige forbipasserende og unge på spillestedet Bataclan dræber de nu lærerne. De angriber ytringsfriheden, skolen og verdsligheden, hele demokratiets fundament,” sagde Charlie Hebdos advokat, Richard Malka, i går til blandt andet radiostationen Franceinfo.

Under retsmødet tidligere på dagen erklærede han, at ”Charlie Hebdo gjorde ret i at bringe tegningerne, og Samuel Paty gjorde ret i at bruge dem i sin undervisning”.

Lærerorganisationer har tidligere advaret om, at undervisning i ytringsfrihed, men også for eksempel holocaust, Israel og Palæstina er blevet vanskelig i visse skoler, hvor en del af de muslimske elever modsætter sig lærernes ret til at omtale disse emner.

Og en styrkelse af det såkaldte verdslighedsprincip i de franske skoler var en del af den handlingsplan mod såkaldt islamisk separatisme, som præsident Emmanuel Macron annoncerede for nylig.

Dagen efter at tusindvis af franskmænd i søndags demonstrerede i Paris i sympati med læreren anført af premierminister Jean Castex og Paris’ borgmester, Anne Hidalgo, har indenrigsminister Gérald Darmanin besluttet at udvise 231 udenlandske statsborgere, heraf 180 fængslede, som det franske efterretningsvæsen har identificeret som radikaliserede. Og snesevis af ransagninger er blevet gennemført i det islamistiske miljø, selvom de pågældende ifølge Gérald Darmanin ”ikke nødvendigvis” har nogen forbindelse til drabet.

Men regeringen ønsker at sende et tydeligt signal om, at der ”ikke vil være noget pusterum for fjender af republikken”, understreger ministeren.

Og attentatet har især afsløret en morderisk mekanik, som giver terror i Frankrig et nyt ansigt. Hele sagen afdækker en kædereaktion i et islamisk miljø, hvor almindelige mennesker er blevet fjernstyret af radikale islamister med påstande om islamofobi, efter at Samuel Paty den 5. oktober gennemførte undervisningen i ytringsfrihed i sin ottendeklasse og ligesom tidligere år bad eleverne forholde sig til to karikaturtegninger, offentliggjort af Charlie Hebdo.

Den ene viste en nøgen Muhammed med en stjerne på ballerne. Faderen til en elev i klassen krævede derefter læreren afskediget og anmeldte ham for udbredelse af pornografi.

Den fatwa-video, han lagde ud på YouTube med oplysninger om lærerens navn, skolen, hvor han underviste, og en opfordring til at ”sige stop” til det, han fremstillede som et angreb på islam og på de franske muslimer, er blevet set tusindvis af gange. Efter en intens omtale af sagen på de sociale medier manglede kun en gerningsmand til at føre kniven, og det blev en 18-årig tjetjensk flygtning.

Snesevis af mennesker, som har medvirket til at piske stemningen op mod Samuel Paty, er nu blevet afhørt, og lederen af en islamiske hjælpeorganisation, Ummah Charity, er blevet varetægtsfængslet, efter at han dagen efter angrebet lancerede en indsamling til fordel for faderen. Politiet interesserer sig også for en islamist, som ledsagede faderen til et møde med skoleinspektøren. Han var allerede i efterretningsvæsenets søgelys, blandt andet efter at et kvindeligt familiemedlem havde sluttet sig til Islamisk Stat i Syrien.

Præsident Emmanuel Macron sagde efter et sikkerhedsmøde søndag aften, at han ”meget hurtigt” vil komme med konkrete tiltag.

”Islamisterne skal ikke kunne sove roligt i dette land,” sagde han ifølge franske medier.