Det ulovlige drab på Zimbabwes ikoniske løve Cecil er kun en enkelt af de utallige lyssky handler, som er foregået i safarisektoren i Zimbabwe, siden landet indledte sit kaotiske program for jordreformer i 2000.
Dyreværnsaktivister og medarbejdere inden for Zimbabwes vildt- og naturpleje har beskrevet drabet på løven som indbegrebet af de mange fordækte jagt- og krybskytteaktiviteter, som hjemsøger Zimbabwe under dække af safari.
Mens globale dyreværnsforkæmpere har fablet om udryddelsen af Cecil, hæfter lokale interessegrupper sig ved det blodspor af lignende sager, som er gået gennem landet uden at blive an-meldt.
”Drabet på løven Cecil er blot ét på en lang liste af frygtelige ting, som er sket i Hwange (den nationalpark, hvor Cecil blev dræbt, red.) og for Hwanges dyreliv og overalt i Zimbabwe i det seneste halvandet år,” siger Sharon Pincott, en australier, som i 13 år ledede et bevaringsprogram for elefanter, the Presidential Elephant Conservation Project, i Zimbabwe.
Efter hendes mening bør løvens død ses som en kulmination af alle de tragiske ting, der sker i landet.
”Det her er meget større end bare Cecil og ulovlig jagt,” siger hun.
Sharon Pincotts projekt omfattede beskyttelse, overvågning og fremme af en unik klan på over 500 vilde afrikanske elefanter i Zimbabwe.
Men hun forlod landet sidste år med henvisning til frustrationer i arbejdet.
”Jeg kan ikke tillade mig selv at blive sat i forbindelse med sådanne nye dybder af maskepi og uvidenhed. Jeg kan ikke blive ved med at slå hovedet mod muren år efter år over manglen på omsorg, respekt og forståelse for disse elefanter, som bare tager til trods alle tiltag. Enhver tillid og respekt, jeg måtte have følt engang, er forsvundet,” sagde Pincott, da hun forlod Zimbabwe.
Johnny Rodrigues, chef for vildtbeskyttelsestjenesten Zimbabwe Conservation Task Force, er enig med Pincott.
”Der foregår en masse uetisk jagt her. Det program, der skulle forhindre ulovlighederne, Campfire, virker ikke,” siger han.
Edson Chidziya, generaldirektør i Zimbabwes styrelse for parker og dyreliv, ZPWMA, der er ansvarlig for at bevare og beskytte landets nationalparker, vedstår, at der har været tilfælde, hvor ansatte i parkerne deltager i den ulovlige krybskyttevirksomhed.
”Det er mest elefanter, som må stå for skud. Vi mistede 200 sidste år. Hvad næsehorn angår, har vi mistet tusindvis i løbet af de seneste år. Vi har været på vagt og formået at minimere det, men på det senere har vi set en stigning. Alene i år har vi mistet omkring 19 næsehorn,” siger han.
Han tilføjer, at krybskytteri vitterligt er en belastning for landets bestand af vilde liv. Efter hans mening gør myndighederne dog, hvad de kan for at slå ned på de ansvarlige.
”Hvor der er mennesker, vil sådanne situationer altid opstå. Men det er aldrig blevet tolereret. Enhver, der bliver taget i at misbruge sit erhverv i naturen eller i nogen anden lyssky aktivitet, bliver fyret,” siger Edson Chidziya.
Generaldirektøren tilføjer dog, at regeringen ikke kan garantere, at sager som løven Cecil ikke vil gentage sig i fremtiden.
”Vi kan ikke sige, at det aldrig kommer til at ske igen, for der er altid et enkelt råddent æble eller to, men vores holdning er, at vi ikke tolererer det,” siger Edson Chidziya.
Miljøminister Oppah Munchinguri-Kashiri mener, at overtrædelserne skyldes mangel på ressourcer i nationalparkerne. Ved en pressekonference i hovedstaden Harare i sidste uge opfordrede hun verdenssamfundet og engagerede i Zimbabwe til at udstyre park- og dyreværnsmyndighederne med ressourcer til at udføre deres pligter effektivt.
”Det er vigtigt, at vi alle er med til at sikre, at vores park- og dyreværnsmyndighed har tilstrækkelige ressourcer til at bevare og beskytte vores biodiversitet fra organiseret krybskytteri,” fastslog hun.
Før eskaleringen af de nederdrægtige jagt- og krybskytteaktiviteter, som er fulgt i kølvandet på det kaotiske jordreformprogram i Zimbabwe i 2000, plejede indtægterne fra trofæjagt at blive anvendt til at støtte diverse lokale projekter såsom reparation af klinikker, skoler, brønde og veje.
Aktiviteterne blev styret af Campfire, et program, der har til formål at forvalte de lokale naturressourcer og fordele indtægterne fra dem blandt indbyggerne i og omkring de beskyttede områder.
Euforien over programmet er dog forduftet i forbindelse med jordreformprogrammet, som blev gennemført af Zanu PF-regeringen. Jordreformen fordrev over 4000 hvide landmænd, hvoraf flertallet ejede naturområder, der var forbeholdt det vilde dyreliv.
De nye, sorte safarioperatører har manglet de økonomiske ressourcer og ekspertisen til at drive disse beskyttede naturområder videre, og dermed er indtægterne til de lokale beboere også faldet.
Så meget større er fristelsen blevet til at indgå ulovlige aftaler og modtage penge under bordet.
Flere ansatte ved de 53 distriktsråd, hvis lokalmyndigheder administrerer Campfire, vedstår, at indtægterne fra jagttilladelser er svundet i årenes løb.
”Før det enorme jordreformprogram i 2000 plejede vi at få en masse penge fra jagttilladelser. Nogle af pengene blev sendt tilbage til lokalsamfundet gennem Campfire. Nu er pengebeløbet fra naturbeskyttelsen blevet mindre,” siger en højtstående embedsmand, som ønsker at være anonym af frygt for konsekvenserne.Oversat af Sara Høyrup