Drabsmand var en tikkende bombe

Devin Patrick Kelleys voldelige adfærd fik advarselslamperne til at blinke. Alligevel blev gernings-manden bag kirkeskyderi i Texas ikke standset i tide

I bagklogskabens lys var der masser af advarselssignaler. Den 26-årige Devin Patrick Kelley, der i søndags trak i sort tøj, skjulte sit ansigt bag en maske med et dødningehoved og myrdede 26 kirkegængere og sårede mindst 20 andre i First Baptist Church i lillebyen Sutherland Springs i Texas, var en tikkende bombe.

I sin tid i USA’s luftvåben rettede han ifølge nye oplysninger i avisen The New York Times dødstrusler mod sine overordnede, forsøgte at smugle våben ind på en luftbase og flygtede fra et psykiatrisk hospital, der betegnede ham som ”til fare for sig selv og andre”. Han blev kort tid efter smidt ud af luftvåbnet og sendt i militærfængsel i 12 måneder, efter at han erkendte sig skyldig i at have mishandlet sin daværende hustru og givet sin stedsøn et kraniebrud så alvorligt, at den lille dreng kunne have mistet livet.

Han blev senere tiltalt for dyremishandling for at banke sin afmagrede hundehvalp, og han var flere gange genstand for politiefterforskninger som følge af anklager om mishandling af kvinder. I ugerne op til massakren i First Baptist Church sendte han truende sms’er til sin svigermor, der af og til deltog i kirkens søndagsgudstjenester. Han valgte et foto af samme type halvautomatiske riffel som den, han brugte i angrebet, som baggrundsbillede på sin Facebook-profil.

Devin Patrick Kelley fik omgivelsernes advarselslamper til at blinke, og hans generalieblad burde ifølge amerikansk lovgivning have forhindret ham i at købe og eje skydevåben. USA’s luftvåben erkender, at det ved en fejl ikke videregav oplysninger om Kelleys dom for hustruvold til politiet, og derfor blev hans navn ikke føjet til en føderal database, som godkendte våbenforhandlere er forpligtet til at tjekke, inden de sælger et skydevåben til en privatperson.

Ifølge flere amerikanske nyhedsmedier, der har talt med Kelleys ungdomskammerater, havde han de senere år udviklet sig til en ”militant ateist”, som brugte Facebook til aggressivt at angribe religion og gudstro og forherlige våben. På sin profil på karriereportalen LinkedIn nævner Kelley dog, at han i en periode arbejdede som assistent på en bibellejrskole for børn.

Myndighederne efterforsker stadig motivet for hans ugerning, men vurderer, at han hverken var motiveret af race eller religion. I stedet antager politiet, at skyderiet handlede om et privat forhold, der involverer Kelleys nuværende hustru og svigerfamilie. Svigermoderen, med hvem han tilsyneladende havde en bitter uoverensstemmelse, var ikke til stede i kirken i søndags, men det var hendes 71-årige mor, der mistede livet i kugleregnen.

Kelley, der efter sin ugerning blev skudt af bevæbnede civile og kort tid efter tog livet af sig selv, var født og opvokset i New Braunfels 56 kilometer fra Sutherland Springs. Han var ifølge flere amerikanske medier en venlig, men akavet teenager, der var aktiv i den lokale kirke. Efter være blevet smidt ud af lufvåbnet, hvor han arbejdede med fragt og distribution, flyttede han til delstaten Colorado og derpå tilbage til New Braunfels, hvor han boede i en lejlighed i en lade på forældrenes ejendom og havde flere kortvarige job som sikkerhedsvagt.

Massakren i First Baptist Church var det dødeligste kirkeskyderi i USA’s historie og det dødeligste masseskyderi i Texas’ historie. De 26 ofre var mellem 18 måneder og 77 år gamle.