To dræbt i knivangreb i tog mellem Hamborg og Kiel

Gerningsmand blev tilsyneladende overmandet af andre passagerer efter knivangreb på tog til Hamburg.

Tysk redningspersonale er ifølge avisen Bild massivt til stede på stationen i Brokstedt.
Tysk redningspersonale er ifølge avisen Bild massivt til stede på stationen i Brokstedt. Foto: Jonas Walzberg/Ritzau Scanpix.

Mindst to er blevet dræbt i et knivangreb i et tog på strækningen mellem Kiel og Hamburg. Derudover er syv såret

Det oplyser tyske politi og delstaten Schleswig-Holsteins indenrigsminister onsdag ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Til tv- og radiostationen Norddeutscher Rundfunk (NDR) siger indenrigsministeren, Sabine Sütterlin-Waack:

- Vi er chokerede og rystede over, at sådan noget kan ske.

Den formodede gerningsmand er blevet anholdt. Der er ifølge Sabine Sütterlin-Waack og lokalt politi tale om en 33-årig statsløs palæstinenser.

Hans motiv for at angribe de andre passagerer er uklar.

Unavngivne myndighedskilder har fortalt dpa, at manden ikke tidligere har tiltrukket sig opmærksomhed på grund af ekstrem eller radikaliseret opførsel. Han har dog muligvis lidt af en psykisk lidelse.

I forbindelse med anholdelsen af den formodede gerningsmand har han pådraget sig, hvad dpa beskriver som "moderate skader". Han er derfor indlagt på et nærliggende hospital.

Politiet har oplyst, at af de syv sårede personer har tre af dem pådraget sig alvorlige skader.

Ifølge den tyske avis Bild og radio- og tv-stationen NDR fik politiet få minutter i 15.00 de første opkald fra passagerer på toget.

De beskrev, at en medpassager var gået til angreb med et stikvåben på andre passagerer.

Tv-stationen RTL har talt med Christoph B. (efternavnet er ikke oplyst, red.), der befandt sig et andet sted i toget, da knivangrebet begyndte.

- Jeg sad på første klasse. På én gang løb alle passagerer væk, så jeg greb mine ting og løb efter. Jeg løb gennem hele toget. Gennem tre, fire, fem, seks og syv vogne, siger han til RTL.

Til Bild har passagerer ombord på toget fortalt, at der spredte sig panik i toget, da en person begyndte at gå til angreb på andre passagerer.

Efter alt at dømme er den formodede gerningsmand blevet overmandet af andre passagerer, skriver dpa.

Gerningsmanden gik ifølge tysk politi til angreb på de andre passagerer kort før toget kørte ind på stationen i den lille by Brokstedt.

Her kunne politiet anholde den formodede gerningsmand.

Angrebet skete på et regionaltog, der var på vej fra Kiel mod Hamburg. Brokstedt ligger på den del af strækningen, hvor også tog fra Flensborg mod Hamburg skal køre gennem.

/ritzau/